Afholdt: Hvor bli´r det af?

Hvor havner vores produkter henne, når de bliver til affald?

OBS: Arrangementet er fuldt booket.

Din smartphone er smadret, computeren er for langsom til du gider bruge den, mælkekartonen tom og batterierne i fjernbetjeningen er flade. Så ud ryger det.

Men hvor havner vores produkter henne, når de bliver til affald?
Hvad der sker med dem efterfølgende?
Og hvad sker der, hvis vi smider elektronik i affaldsspanden?

For at vi kan højne genanvendelsen i Danmark, inviterer CradlePeople og Amager Ressourcecenter til debat om, hvordan vi finder intelligente løsninger for morgendagens affaldsforebyggelse og bygger bro til en mere bæredygtig, cirkulær økonomi. Hvordan øger vi genbrug af værdifulde og sjældne ressourcer?

Mød blandt andre Ulla Röttger, direktør for Amager Ressourcecenter, der vil fortælle mere om, hvordan vi håndterer affaldet i dag og Nille Juul-Sørensen, direktør for Dansk Design Center, der vil slå et slag for, at design er løsningen på et affaldsløst samfund. 


Og så går vi på på opdagelse i hjertet af designprodukternes kirkegård, når vi får en rundtur på Amager Ressourcecenters energianlæg, hvor du blandt andet kan opleve, hvordan de enorme grabber fordeler affaldet, inden det ryger til forbrænding.  

Tid og sted:

Den 11. marts 2014 kl. 15.30-18.00

Amager Ressourcecenter, Kraftværksvej 31, 2300 København S

Buskørsel fra Dansk Design Center, HC Andersens Boulevard 27, DK 1553 København V

Der er desværre ikke flere ledige pladser.

 

 Oplægsholdere Ulla Röttger, direktør for Amager Ressourcecenter

, Nille Juul-Sørensen, direktør Dansk for Design Center og Tina Sig Olesen, produktdesigner, CradlePeople. 


Program:

15.30 Afgang med bus til Amager Ressourcecenter
Bussen afgår fra Dansk Design Center, HC Andersens Boulevard 27, DK 1553 København V


16.00 Velkomst 
        
v/ CradlePeople og Amager Ressourcecenter


16.10 Hvor bliver affaldet af, og hvad sker der med det?
        
V/ Ulla Röttger, direktør for Amager Ressourcecenter



16.30 På opdagelse i danskernes affald
        
Rundvisning på Amager Ressourcecenter

17.15 Design er løsningen på fremtiden
        
v/ Nille Juul-Sørensen, direktør Dansk Design Center

17.35 Design, der virker
v/ Produktdesigner Tina Sig Olesen fra CradlePeople viser eksempler på produkter, der er designet til kredsløb.



17.45 Spørgsmål til oplægsholderne


18.00 Bus kører tilbage til Dansk Design Center

SHARING COPENHAGEN 2014 
BE PART OF THE SOLUTION
Dette arrangement er en del af Sharing Copenhagen. København er kåret som Europas Grønne Hovedstad i 2014. Europa-Kommissionen har givet København prisen, fordi vi i København er gode til at kombinere bæredygtige løsninger med vækst og livskvalitet. 

I 2014 inviterer Sharing Copenhagens partnere Europas borgere og erhvervsliv til at dele idéer og erfaringer. Sammen kan vi finde løsninger, som skal håndtere de udfordringer, som alverdens byer står overfor! Og sammen kan vi skabe rammerne for det gode liv i byen.

 

 Print      CP

 

 

The Upcycle

cradle to cradleBogen ”Cradle to Cradle – Remaking the Way We Make Things”, udkom for over 10 år siden. Nu har arkitekten William McDonough og kemikeren Michael Braungart skrevet opfølgeren ”The Upcycle”.

Da bogen ”Cradle to Cradle – Remaking the Way We Make Things” udkom i 2002, var det en introduktion til en helt ny måde at forholde sig til miljøet og vores omgivelser på. Det var et opgør med forestillingen om, at mennesket bør minimere og reducere vores indflydelse på naturen. Budskabet var, at vi kan bidrage positivt til mangfoldigheden, biodiversiteten, miljøet og klimaet. Ved at se affald som føde, og bruge vedvarende energi, kan vi opnå en positiv indflydelse på vores omgivelser.

Siden da har de to forfattere hjulpet et utal af virksomheder med at opfylde drømmen om det positive fodaftryk gennem deres certificeringsordning. De har holdt inspirerende oplæg rundt omkring i verden og endda rådgivet politikere i mange lande. Men der har også lydt kritik af certificeringsordningen, der er blevet anklaget for at være for lukket og uoverskuelig.

Uanset kritikken af certificeringen, står ideen om Cradle to Cradle på mange måder tilbage som en stærk løsningsmodel, der vinder alt større genhør i en tid, hvor ressourceknaphed står øverst på den globale dagsorden. Prominente kræfter følger trop og peger på, at en udvikling mod at bruge vores ressourcer i lukkede kredsløb, også er en økonomisk nødvendighed. Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton lovpriser også deres arbejde, og har skrevet forordet til den nye bog.

Her fortæller McDonough og Braungart om 10 års arbejde med virksomheder og myndigheder, og giver et indblik i den omstilling de befinder sig i. Bogen er mindre teknisk og mere samfundsorienteret, da de har indset, at der skal skabes en bevægelse og en kulturel forståelse for, at vi kan designe en verden med et positivt fodaftryk.

Bogen udkom den 21. april og kan indtil videre kun fås på engelsk.

Du kan købe bogen fra amazon.com eller saxo.com.

 

 

 

 

 

 

Sortering – den næste miljøkamp

Artikel af Nicholas Krøyer Blok, projektleder i CradlePeople

Denne artikel blev bragt hos Altinget.dk og blev fremsendt til Miljøministeriet, som en kommentar til den kommende ressourcestrategi.

Miljøministeriets kommende plan for affald er noget man kan glæde sig til – det er nemlig en ressourcestrategi, der forudsætter, at alting skal genbruges. Men den bygger på en plan for sortering, som kan blive dens banemand.

Miljøministeriets ressourcestrategi har fire primære fokusområder. Den første er sortering af organisk materiale, som madaffald og haveaffald, der skal sikre at vi fører værdifulde mineraler som fosfor og kulstof tilbage til landbruget, og at der i processen laves biogas til varme og el. I bund og grund et fantastisk potentiale, som udnytter naturens naturlige proces og dækker nogle meget essentielle behov. Det sker allerede med stor succes flere steder i Danmark. Næste skridt er at gøre det samme med vores spildevand fra toilettet, hvor der er endnu mere fosfor og biogas at hente.

Ressourcestrategiens andet og tredje fokusområde er byggeri- og elektronikaffald.

Igen meget oplagte områder, da byggeriet står for ca en tredjedel af vores samlede affald, og elektronik indeholder sjældne metaller og jordarter, der inden længe slipper op.

Det fjerde fokusområde er resten af husholdningsaffaldet; altså pap, papir, plastik, storskrald, etc. Ressourcestrategien kommer formentlig til at indeholde krav til kommunerne om, at dette skal sorteres i mange forskellige fraktioner, og borgerne skal lære at smide det rigtige affald i den rette container. Med andre ord, skal vi opdrages til at kende forskel på materialer, og sortere det i vores hjem, hvorefter det skal transporteres med forskellige skraldevogne til en ressourcecentral.

Dette risikerer at blive ressourcestrategiens akilleshæl.

”Nytter det overhovedet at sortere?”
Når der tales om at borgere skal sortere affaldet er der en del skeptikere, som peger på tidligere eksempler i Danmark, hvor det har fejlet. Heriblandt i Aarhus, hvor man bad borgerne om at sortere, hvorefter affaldsvirksomheden Affald Varme, smed det hele i en stor container til forbrænding. Hele projektet mistede sin troværdighed, og borgerne holdt op med at sortere. Et lignende eksempel kan man høre om i Helsingør, hvor sortering af organisk materiale heller ikke var en succes.

Umiddelbart mener jeg, at det er en misforståelse, når man bruger eksempler som disse til at hævde, at folk ikke kan sortere. I Tyskland, Sverige og Norge sorteres helt op til 50% af husholdningsaffaldet. I Danmark er det blot 27%. Danmark er det land i Europa, formentlig verden, som brænder mest affald. 54% af vores affald havner i et forbrændingsanlæg, og bliver til CO2 og for evigt mistede ressourcer. Fortalere for forbrænding bruger de mislykkedes forsøg på sortering, som bevis på, at det ikke kan lade sig gøre. Vi kan dog konstatere, at det kan lade sig gøre hos vore nabolande, men det kræver tid og ressourcer i form af oplysning og logistik.

Affaldets skyttegravskrig
Og det er her vi risikerer at debatten havner i en skyttegravskrig mellem sortering og forbrænding. Miljøministeriet og miljøorganisationer mener, at borgerne skal sortere mere, og energiselskaber og kommuner bag forbrænding mener, at vi blot skal brænde det meste. Begge dele vil skabe jobs og økonomisk vækst. Energiselskaberne har den fordel, at de har bevist at forbrænding fungerer, og de har pengene til videre udvikling. Fortalere for sortering, som mig selv, kan pege på at priser på ressourcer og råmaterialer er steget med 147% i de sidste 10 år, og at det gør, at vi ikke har råd til at brænde vores ressourcer af mere. De støt stigende priser på samtlige ressourcer, fra mineraler og metaller, til vand, fødevarer og energi, afspejler en stigende knaphed og mangel på verdens ressourcer. Forbrænding er desuden dyrt og ustabilt i drift, i forhold til vedvarende energikilder, og i bund og grund en forældet metode. Sortering er vejen frem, men spørgsmålet er,  hvor hård kampen bliver. 

Genbrug skaber jobs og økonomisk vækst
Der er dog et tredje alternativ, som er ganske udiskuteret i Danmark. I San Francisco, Californien, har man taget springet direkte fra farlig deponi og til en af verdens bedste genbrugsindustrier, med jobmæssig og økonomisk vækst til følge. Man er simpelthen sprunget forbrændingsteknologien over. Udviklingen er taget afsæt i, at man snart ville løbe tør for lossepladser, da man i år 2015 ikke flere steder, man kan smide borgernes affald. På ganske få år, og med meget lidt lovgivning, har San Francisco i stedet opnået at sortere 80% af deres affald! Planen kendes som deres ”Zero Waste Plan”, og målet er 100% genbrug i år 2015.

I processen er der skabt 10 gange flere jobs i affaldsindustrien, end det var tilfældet da man brugte lossepladser. Og affald er blevet en indtjening for kommunen i stedet for en udgift, fordi det bliver solgt videre som ressourcer.

Central sortering i stedet for `borgeropdragelse´
Forskellen mellem den danske opfattelse af sortering af affald, og den i San Francisco, er ret simpel. I San Francisco forventer man ikke, at deres borgere kan finde ud af at sortere ordentligt, så man gør det for dem. Ved kun at have  3 forskellige fraktioner; ”organisk”, ”ikke organisk” og “andet”, som ikke kan opdeles, gør man det meget nemt for borgerne. Dernæst hentes de tre fraktioner i én skraldevogn med tre rum, og køres til en central, hvor det bliver yderligere sorteret. Det vil sige, at de har central sortering, i stedet for decentralt borgansvarligt sortering, og at  man reducerer såvel omkostninger som besvær.

For at dette kan være en succes har kommunen bl.a. forbudt styreform og plastikindpakning af madvarer. Mademballage er i stedet af organiske materialer som f.eks. plastikken PLA, som er biologisk nedbrydeligt. Borgerne har desuden lært at sortere farligt affald fra, som f.eks. kemikalier og batterier, hvilket havner på genbrugspladser.

Umiddelbart vil en lignende løsning passe godt ind i en dansk kontekst. Politikere taler meget om social økonomi, hvor udsatte borgere får mulighed for et job, som f.eks. i dette tilfælde sortering af ressourcer. Hos Grundfos i Midtjylland har man bl.a. oprettet et sorteringsanlæg for deres brugte pumper, som kommer retur fra grossister og vvs virksomheder. Grundfos er meget stolte for deres løsning, hvor de både har et socialt og miljømæssigt, og på sigt økonomisk, profitabelt program, hvor socialt udsatte kan få et job.

Det kan lade sig gøre!
Allerede i dag findes der teknologier som kan sortere ressourcer utrolig effektivt. Den amerikanske virksomhed MBA Polymers, laver noget de kalder “urban mining”. De tager alt slags plastik, og kan genskabe plastikken tilbage til dens oprindelige tilstand, som f.eks. PP og HDPE, og sælger det som nyt.

Den danske virksomhed Komtek Miljø A/S har udviklet en teknologi, der kan adskille fødevarer fra emballagen. Fødevaremassen bruges til at lave biogas og kompost og næringsstofferne bliver ført tilbage til landbrugsjorden. Emballagen, som er alt fra hård plast til glas- og metalaffald, bliver genanvendt.

Den danske virksomhed Genan kan tage alle materialerne ud af bildæk, og sende samtlige ressourcer tilbage i det tekniske kredsløb, som nye materialer. Derfor må det også være muligt at skille materialerne ad i almindeligt tørt husholdningsaffald, og sælge det igen som tekstil, jern, stål, zink, glas, etc. 

San Francisco er en by på 7,5 millioner indbyggere, altså halvanden gang Danmarks befolkning. USA’s har en mere eller mindre ikke-eksisterende miljølovgivning så grundlaget for denne innovation, har snarere været sund fornuft, kombineret med et økonomisk incitament. Derfor bør det også være muligt for Danmarks kommuner at se affald som ressourcer, som det ikke kun er borgernes ansvar at sortere.  Danmark har ikke selv særlig mange råvarer, og netop derfor skal vi være meget bedre til at håndtere dem vi importerer. Det giver bedre økonomi, skaber jobs og hjælper miljøet, hvilket er præcis det som alle i vores samfund søger at skabe.

Løsningen på vores kriser kan være affald

At affald er et globalt problem er nemt at forstå. Men at afskaffe det korrekt, kræver en del viden. At skabe et affaldsløst samfund kalder på de skarpeste hjerner og den ypperste viden. Derfor vil CradlePeople alliere sig med de dygtigste i feltet.

CradlePeople er stolte over at præsentere nogle af de kompetente videnspersoner, som vi har et formaliseret samarbejde med, og som arbejder for at skabe det positive fodaftryk.
Du kan finde dem under kontakt. Hvis du (som medlem i CradlePeople) vil i kontakt med dem og trække på deres viden, så skriv til hello@cradlepeople.dk.

Suzanne Veltze
Ekspert i affaldshåndtering, tidligere direktør i DAKOFA

Jasper Steinhausen 
Chief Innovation Manager, COWI, forretningsudvikling i Cirkulær Økonomi / C2C

Søren Lyngsgaard
Kreativ direktør hos Vugge til Vugge, Cradle to Cradle strategier og certificering

Svend Erik Nissen 
Projekt manager hos ReThink Business, Erhvervsnetværk i Region Midtjylland

Anders Bjørn
PhD-studerende DTU, fokus på absolut miljømæssig bæredygtighed, livscyklusvurdering (LCA) og miljøteknologi

 

HVORFOR FOKUSERER VI PÅ AFFALD?

Affald = ressourcer
”Men vidste I det ikke?” vil vores børn og børnebørn måske spørge os, i forundring over at vi har tilladt os på afgørende vis at udhule deres eksistensgrundlag.

De fleste af os har svært ved at navigere i de komplekse miljøproblemer. For mange af os, er jordens miljøproblematikker uoverskuelige og skræmmende, og problemerne er så massive, at vi hurtigt føler os magtesløse. Isbjergene smelter, verdenshavene bugner af plastik, der er giftig kemi i vores omgivelser og produkter, lossepladserne forurener grundvandet…

For at gøre det endnu mere komplekst, så er der direkte sammenhæng mellem den finansielle og økonomiske krise og vores klimakrise, fødevarekrise, sundhedskrise, fattigdomskrise, ressourcekrise og sikkerhedskrisen.

Hvis vi skal gøre os håb om, at løse alle disse megakriser, bliver vi nødt til at gå til problemerne med et helt nyt tankesæt end det, der har skabt problemerne. Og vi bliver nødt til at starte et sted. Gerne et sted, hvor alle kan være med og bidrage til et positivt fodaftryk på planeten.

I CradlePeople har vi primært fokus på affald, genbrug og upcycling. Det har vi, fordi det er et område, hvor vi her og nu kan gøre størst forskel. Hvis vi som udgangspunkt begrænser udvindingen af nye råmaterialer ud af jorden, og sørger for at blive bedre til at udnytte dem igen og igen,  gavner vi mange vigtige (miljø)områder samtidig.

Videre fra CO2
Det er et paradoks at tale om at være CO2 neutrale, når vores samfund og økonomi bygger på at lave produkter af stadig nye råmaterialer, som vi brænder eller graver ned i jorden efter endt brug. Denne livsstil og forretningsmodel er uden tvivl den største årsag til vores klimaforandringer; det brændstof og arbejde det kræver at udvinde råmaterialerne til f.eks. en cykel, omfatter meget mere CO2 end f. eks. valget mellem at tage bilen, frem for cyklen, på arbejde.

Finanskrisen er ikke en isoleret begivenhed, men et udtryk for en ny normaltilstand. I det forrige århundrede var priserne på råvarer konstant faldende. Men det sidste årti er samtlige råvarer steget mere i pris, end de nåede at falde de forudgående 100 år. Det gør de af den grund, at de er ved at slippe op. Vi lever i et samfund, hvor vi snart løber tør for ressourcer, inklusiv vand og vigtige næringsstoffer, som fosfor, til at dyrke mad. Og når vi har brug for vedvarende energi, er det altså ikke blot for at skåne miljøet for COudslip, men også fordi vores nuværende energikilder er endelige. Tiden er kommet til, at vi lærer at tage vare på ressourcerne.

Et illustrativt eksempel er, at produktionen af vedvarende energiteknologi som vindmøller og solceller, kræver sjældne jordarter og metaller. Hvis ikke vi lukker kredsløbet og lærer at genbruge de sjældne jordarter og metaller i vores produkter, vil den vedvarende energi ikke være særlig vedvarende. Og i Europa er vi yderligere udsatte, da vi ikke selv besidder de råmaterialer, der skal forsørge os i fremtiden.

Hvorfor fokuserer vi på det positive fodaftryk?
I CradlePeople vil vi gerne udfordre den konventionelle tanke om, at vi skal reducere de negative konsekvenser af vores livsførelse, og se på muligheden i at skabe det positive fodaftryk på kloden.

Lad os gøre noget godt, i stedet for mindre dårligt.

Forbindelsen mellem økonomi- og miljøkrisen skaber nye udviklings – og forretningsmuligheder. Ligesom Danmark tog et teknologisk kvantespring i forbindelse med energikrisen i 1970´erne, er der nu et forretningsmæssigt rationale i et opgør med den lineære produktionsform og en forbrug-smid-ud kultur.

Det kræver en enorm ændring i vores tilgang til design, nye forretningsmodeller, systemiske ændringer for at håndtere den omstilling, og et samarbejde på tværs af sektorer og industrier. Det er en kæmpe udfordring, som kalder på vores kreativitet og nysgerrighed og giver uanede muligheder for at udvikle et samfund, som vi alle kan være stolte af at være en del af.

Vores handlinger skal bidrage til vores samfund og naturen i samspil.

Det er et værdigt mål at gå efter.

 

Hvem ejer dit affald?

En ungarbejder i Brugsen i Sorø, så butikkens affald som ressourcer. Hun tog kampen op imod kommunen, der hellere ville brænde brugt emballage, end at genanvende det.

I CradlePeople møder vi mange, som spørger hvordan de kan gøre en forskel som almindelige borgere. Den følgende historie fortæller om en ung persons lille handling, som blev til et stort anliggende.

Tanja Blom var ansat som ungarbejder i Brugsen i Sorø. En dag får hun nok af, at se de store mængder emballage blive smidt ud hver dag i containeren, og hun henvender sig til sin butikschef Søren Sørensen. Den emballage må da kunne  bruges langt mere effektivt, er Tanjas holdning. Søren lytter til sin ansatte og afsøger sit netværk, for at finde ud af, om der er nogen, der vil aftage alle deres papkasser og plastik.

Efter kort tid slår affaldsfirmaet Marius Pedersen i Odense til. De laver en aftale om, at Brugsen presser emballagen, som Marius Pedersen så henter og sender til genanvendelse. Nu har Brugsen pludselig en månedlig indtjening på genbrug, i stedet for en månedlig udgift til renovation.

Endvidere er pengene til en plast- og pappresser hurtigt tjent ind, og Tanja er nu medlem af butiksrådet. Vi kunne lukke med en lykkelig slutning her, men det fortsætter.

Brugsforeningen går nu skridtet videre til sine medlemmer, altså Brugsens kernekunder, og opfordrer dem til at aflevere deres emballage i butikken, for at det kan genbruges. Endvidere inddrages øvrige butiksråd i kommunen, som udviser stor interesse. Til sidst går brugsforeningen til kommunen, med bl.a. en ide om at inddrage unge arbejdsløse, og at lave et udvidet samarbejde om genbrug.

Her går det så galt. Kommunen henviser til, at borgernes affald er kommunal ejendom, og skal sendes til forbrænding. Det skal ikke videresælges til genbrug! Lovgivningsmæssigt har kommunen en aftale med et fælleskommunalt selskab, der skal aftage affaldet, primært med formål at brænde det i fjernvarmeanlægget. Brugsen bliver derfor bedt om at lukke projektet med det samme, og kommunen afviser nogen form for dialog.

Dette bliver for meget for Brugsforeningen og involverede ildsjæle. Man henvender sig til medierne og modtager stor opbakning fra lokale borgere. De kan nemlig sagtens se, at affaldet er ressourcer, og at det derfor bør det behandles således.

Det viser sig desuden, at kommunen tager fejl, hvis de påstår, at Brugsens erhvervsaffald er kommunal ejendom. Det er det nemlig først når det er placeret i deres affaldscontainere, og ”affaldet” er derfor Brugsens egendom. Endvidere må affald ifølge EU lovgivningen  frit handles mellem såvel kommunale som nationale grænser. Det er altså ikke nok med, at kommunens embedsmænd modarbejder borgerne, det lokale erhvervsliv og miljøet, de befinder sig også i en lovgivningsmæssig gråzone.

Imens fortsætter Brugsen med at sortere deres emballageaffald. De har endda ansat en medarbejder med autisme, der håndterer sorteringen af deres plast, pap og papir. I Sorø håber man meget på, at kommunen og dens lokale politikere snart vågner op, og begynder at kildesortere.

Denne historie beskriver tydeligt et syntom, som Danmark har pådraget sig, som handler om blot at blande alt vores affald i én bunke, hvorefter vi sender det til forbrænding. Men det er også en solskinshistorie, der fortæller om en enkelt borgers handling, der så affald som ressourcer, og tog handling. Det er på høje tid at vi ændrer vores synspunkt til affald, og ser det som værdifulde ressourcer, som kan genanvendes igen og igen og igen.

 

Case: Bilfabrikanten Subaru

I 2002 tog Subaru i Indiana, USA, en udfordring op, med at skabe en produktionsfabrik uden affald. Det tog dem 2 år at fuldføre den vision, og den enorme virksomhed har nu mindre affald end en almindelig husholdning.

De laver benzinbiler, der udleder CO2 og kræver store mængder ressourcer, så produktet er ikke just miljøvenligt. De har dog skabt en fremsynet måde at drive industri på. Alt på fabrikken bliver genbrugt, og vi taler ikke kun om stål, jern, pap og plastik, men også deres elpærer, kapsler og vaskeklude.

Gennem flere hundrede små initiativer, som deres medarbejdere har forslået, har de været i stand til lynhurtigt at reducere deres affald. Subaru ændrede kulturen i virksomheden, og man ser nu alt som ressourcer, hvilket har påvirket bundlinjen positivt, uden at man har fyret en eneste medarbejder siden starten af projektet. Og det er midt i en økonomisk krise, som har ramt den amerikanske bilindustri hårdt.

Virksomhedens miljøbevidsthed har dernæst rakt sig ud til deres nabolag, hvor de opkøber landjord til naturbevarelse, dyrker økologiske madvarer og komposter store mængder biologisk affald. Og hvis man som medarbejder kommer med endnu en god ide til reducering af affald, så bliver man belønnet med en bil.

Se her en 7 minutters dokumentar om projektet

Ressourcer op i røg

I Danmark brænder vi vores affald for at få energi og varme. Det gør de også på Amagerforbrændingen, hvor politikerne nu investerer i nye store ovne. Men affald er ressourcer, og i vores eksisterende klima- og ressourcekrise er dette ikke en  fremsynet beslutning.

Amagerforbrændingens nye anlæg deler vandene. I disse dage bliver der sagt og skrevet meget om den lånegaranti på små fire milliarder kr. til et nyt forbrændingsanlæg, som nu er resultatet af hemmelige forhandlinger på Københavns Rådhus. Fortalere for anlægget fremhæver, at den nye teknologi er betydeligt mere miljøvenlig, og at aftalen er suppleret med fremsynede og alternative måder til genanvendelse. Kritiske stemmer hævder, at den nye aftale vil binde os op på forbrænding af affald i 30 – 40 år frem, og vil stå i vejen for udvikling af andre løsninger, med bedre ressourceudnyttelse.

Der er gode grunde til, at Amagerforbrændingen skal udfase sine nuværende ovne. Teknikken er forældet og de over 40 år gamle ovne er udtjente.

Og der er gode penge i varme og el. Hvis man prioriterer et geotermisk anlæg og jordvarme, vind- eller solkraft, i stedet for at brænde affald til formålet, ja, så er affaldshåndteringen ude af spillet. Så vil Amagerforbrændingen have mistet sin primære indtægt, da de er en virksomhed, der udelukkende handler med affald. Derfor giver det forretningsmæssigt god mening for Amagerforbrændingen, også for fremtiden at satse på netop forbrænding.

Et overdimensioneret anlæg
Det ironiske er, at aftalen om det nye anlæg er svindlende dyr for Københavns borgere. Nærmere bestemt skal københavnerne betale en milliard for meget for projektet. Anlægget bliver nemlig langt større, end københavnernes affaldsproduktion kræver. Også når man tager befolkningstilvæksten i betragtning.

Hertil kommer, at borgerne betaler dyrt i skat for aftalen, ved at den sætter en effektiv stopper på den planlagte fusion mellem Amagerforbrændingen og Vestforbrændingen. Der er i stedet udsigt til, at de to anlæg for fremtiden vil slås om det affald, der efter alle beregninger slet ikke vil kunne fylde ovnenes kapacitet.

De to nye ovne får kapacitet til at brænde 560.000 ton om året. Aftalen med kommunerne er dog, at man blot må brænde 400.000 ton affald om året. Eksperter peger på, at der kun er behov for én ovnlinje med en kapacitet på 320.000 ton om året. Sådan et anlæg kan bygges for højst 2,5 mia. kr., viser en sammenligning med et nyt anlæg i Roskilde.

En politisk kovending
I 2011 afslog Københavns Teknik og Miljøudvalg at give lånegaranti til et nyt forbrændingsanlæg, med begrundelsen, at man i stedet ønskede en løsning, der ser affald som en ressource.

Når man nu pludseligt alligevel vil give lånegarantien, er det i følge pressemeddelelsen med begrundelsen, at man  - nåja – ser affald som en ressource.

Det kræver meget af den enkelte borger, at følge med i de store politiske beslutninger, når retorikken siger så lidt om indeholdet.

De 4600 jobs, der i følge en jublende overborgmester Frank Jensen skulle skabes af projektet, viser sig, at være talt op i mandeår, fremgår det af et bilag til behandlingen af sagen i Frederikbergs Kommune. Det drejer sig altså ikke om bestående stillinger. Bestående jobs kan skabes i genanvendelsesindustrien, og i fremtidssikrede løsninger.

Og fremtidssikret er det planlagte anlæg netop ikke, ifølge lektor i energisystemer Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet. “Et stort forbrændingsanlæg er gammeldags teknologi set i relation til fremtidens energisystem med store mængder vindkraft, der kræver hurtig ud- og indkobling af elproduktionen. Det kan sådan en teknologi slet ikke,« siger han. “Det virker, som om nogle meget stærke spillere på affaldsforbrændingsområdet vil bygge stort, uanset at det er velkendt, at der er overkapacitet på forbrændingsområdet – især på Sjælland,” er Brian Vad Mathiesens konklusion.

Det er i den forløbne uge kommet frem, at ovnene på Amagerforbrænding bliver opført til 560.000 ton per år, i stedet for de 480.000 ton, og at det vil koste 3,9 milliarder kr. i stedet for de 3, 75 milliarder kr., som kommunalpolitikerne først havde oplyst. Kommunerne giver nemlig lov til, at Amagerforbrænding benytter sig af det tilbud, som allerede er der er afgivet af Babcock & Wilcox Vølund.
Man overvejer derfor at bygge ovnene om, når værket først er opført, for at begrænse kapaciteten og imødekomme kommunernes krav om en lavere kapacitet. Det er i sig selv en måde at bruge råmaterialer på, der er svær at se logikken i. Og prisen for en ombygning skal lægges oveni budgettet.

Sumasumarum vil de altså bygge en forbrænding med overkapacitet, hvorefter de vil gøre den mindre. Men ikke lille nok. For selv efter en ombygning regner man med, at ovnene vil stå tomme i perioder.

Eksperter er kritiske
I Danmarks Naturfredningsforening har man kæmpet for, at Amagerforbrændingen kunne få nye ovne i halv størrelse af, hvad de har ønsket, og her er skuffelsen er stor:  ”Det er ærgerligt og en kortsigtet beslutning at vi får et anlæg, som ikke er mindre end i dag, ” siger miljøpolitisk medarbejder Christian Poll fra Danmarks Naturfredningsforening. “Derved er der ingen direkte argumenter for at sikre mere genanvendelse og biogasproduktion fra det grønne affald, ” er holdningen her.

Der er indført en aftale om, at der ikke må importeres affald til behandling på anlægget – at det udelukkende er til affald fra ejerkommunerne. “Men den aftale vil næppe holde i EU-retten,” udtaler Christian Poll, “fordi det frie affaldsmarked giver ret til at handle med affald på kryds og tværs i hele EU. Risikoen er altså stor for, at aftalen bliver brudt i økonomiens navn for at sikre, at det store, dyre anlæg kører optimalt for borgernes penge.”

I Danmarks Naturfredningsforening peger man på, at man har krydret løsningen med flere aftaler, der bliver vanskelige at indfrie. F. eks intentionen om at sortere plast fra, der intet siger om, hvordan den skal behandles eller aftages.

Og de 60 mio. der er afsat til at bygge et biogasanlæg skal ses i lyset af, at der siden december har ligget et tilbud om, at det vil koste 150 mio. kr. at bygge. “Så viljen til at flytte den grønne fraktion over på biogas og kompost lader ikke til for alvor til være stede, ” er holdningen fra Christian Poll.

Stort forbrændingsanlæg imødekommer ikke fremtidens energisystem
For de 3,9 milliarder kr., som det nye anlæg vil koste, kunne bruges betydeligt mere fremsynet. For det beløb kunne man i stedet få nye ovne i en mere realistisk størrelse, der foreligger et tilbud om et biogasanlæg til små 150 millioner kr., og man kunne få etableret jordvarme til et beløb af 1 milliard kr.

Lånegarantien strider direkte imod den nationale energiaftale fra marts måned om, at Danmark skal være drevet af vedvarende energikilder. Affaldsforbrænding er ikke vedvarende, hverken miljømæssigt eller økonomisk, da affald er ressourcer, som der ligger mange penge i. Og til trods for, at 20% af vores energi kommer fra forbrænding, virker det ikke som om, at politikerne på Christiansborg vil vælge at træde ind i denne sag. Det betyder også, at CO2-udslippet fra Amagerforbrændingen ikke forsvinder i 2025, som kommunens klimaplan ellers opererer med. København 2025 Klimaplan blev ellers vedtaget under stor opbakning, blot et par uger før, at lånegarantien kom på plads.

Hvis fremtiden er genanvendelse, må et så stort forbrændingsanlæg være gårsdagens måde at anskue affald på.

 

Kilder: Ingeniøren.dk, Københavns Kommune (http://www.kk.dk),  Amagerforbrændning (http://www.amfor.dk), Energistyrelsen (http://www.ens.dk) 

Fra losseplads til ressourceplads

I Danmark ligger over 2000 gamle lossepladser, der forurener og koster os milliarder af kroner de næste 100 til 200 år. Lossepladserne kunne have været undgået og indbragt en fortjeneste i form af ressourcer i stedet. Og det kan de stadig. 

Hvert år ophobes mængder af ressourcer i vores samfund. Det sker i vores bygninger og forbrugsgoder i almindelighed, hvor der ligger rigtige mange metaller i form af fx kobber, guld og bly. Men også i den danske muld ligger der værdifulde ressourcer; over 2000 nuværende eller nedlagte lossepladser! Idag er de i stedet en milliardomkostning for os borgere i form af forurening og efterbehandling. En meget dårlig forretningsmodel, som vi hurtigt bør ændre.

Minedrift på lossepladserne?
I juni måned kom det frem, hvorledes vores overfladevand er akut truet ved ca 500 nedlagte lossepladser, der er placeret ved åer og vandløb rundt omkring i landet.

RenoSam, foreningen af kommunale og fælleskommunale affaldsselskaber, har allerede for år tilbage peget på de økonomiske og miljømæssige potentialer i at udvinde f. eks. de metaller, der ligger gemt i de gamle lossepladser, til ny produktion.

Hvert år deponeres 150.000 tons såkaldt shredder-affald i Danmark, og her ligger blandt andet makuleret kobber, jern, aluminium og plastik. Råvarer, der kan bruges til f. eks. at producere højspændingsledninger eller bygge skibe.

Foruden genanvendelsen af materialerne er der en stor økonomisk gevinst i de områder, som kan bruges til andre formål, når skrottet er fjernet.

Fortidens synder koster
Som tingene ser ud i dag, kommer vi dog ikke udenom at bruge et milliardbeløb på efterbehandling af affaldet, hvis vi skal undgå at få spoleret vores grund- og overfladevand. Affald ER en kæmpemæssig økonomisk og miljømæssig byrde for Danmark, med de mange gamle lossepladser, der lige nu forurener jorden og vandet rundt om dem.

En rapport udarbejdet af RenoSam i samarbejde med Worchester Polytechnic Institute, USA, viser, at den forventede efterbehandlingstid kan være 100 eller 200 år. Og en slåskamp mellem kommuner, regioner og staten er allerede i gang, om hvor det økonomiske ansvar skal placeres.

Et problem vi kunne have undgået ved at tænke cirkulært, og at behandle vores affald som  ressourcer.

Opret ressourcebanker – og hæv gevinsten senere
Et af de første skridt er, at vi får afdækket det reelle potentiale af de ressourcer, der ligger under vores fødder, mener direktør for RenoSam, Jacob H. Simonsen. Han har længe slået på tromme for, at Danmark skal benytte deponeringsanlæggene som ressourcebanker. Når der er udviklet en brugbar behandlingsteknologi og/eller værdien er høj nok, ”hæves” ressourcerne og kommer atter ind i materialestrømmen.

“Man kunne indtænke et koncept, hvor man bruger udvalgte deponeringsanlæg som ressourcebanker til monofraktioner som f.eks. trykimprægneret træ, mineraluld, osv. Når der om måske 5-10 år foreligger en egnet genanvendelsesmetode, kan vi atter sende affaldet ind i materialestrømmen”, siger Jacob H. Simonsen.

Dette kræver nye samarbejdsrelationer mellem kommuner og affaldsselskaber, men også sammen med offentlige og private selskaber.

By Jérôme Bon from Paris, France (deserted house) [CC-BY-2.0 (http://creativecommons.org/licenses/by/2.0)], via Wikimedia CommonsYderligere lavthængende frugter, der blot venter på at høstes, kunne i følge Jacob H. Simonsen gemme sig i de mange tomme huse og landbrugsejendomme rundt omkring i landet, som næppe nogensinde vil blive beboet igen. “Det kunne være oplagt at bruge bygninger som cases til at kortlægge, hvilke ”gemte ressourcer” vi kan finde i bygninger og i hvilke mængder”, er hans budskab.

Så er det nu!
Hver dansker producerer 800 kilo  husholdningsaffald om året. Og tager man det skjulte ressourceforbrug med, vokser tallet til svimlende 70 tons affald om året; per indbygger! Det svarer til ca 60 personbiler, som vi hver især smider ud hvert eneste år!

Danskerne er faktisk dem i EU, der smider mest ud. Men sådan behøver det ikke at være, og det kan heller ikke vare ved. Meget tyder på, at vi i den vestlige verden allerede har modtaget f. eks. al den kobber, som vi kan gøre os håb om. kineserne, som producere hoveddelen af alt kobber, har selv tænkt sig at bruge de resterende, begrænsede mængder til sin voksende middelklasse, der higer efter mobiltelefoner og nye fjernsyn. Så det er god logik i, at vi finder måder at bruge de materialer, som vi allerede er i besiddelse af. Noget som på sigt også kan blive et godt eksportpotentiale.

For fremtiden har vi mulighed for at vælge at producere med henblik på genanvendelse, og at foretage de systemiske forandringer, der skal til, for at sikre os at materialerne forbliver i et kredsløb.

Hvad det gælder fortidens tankeløse deponier, har vi alt at vinde på at udforske vores muligheder for ikke blot at begrænse skaderne, men at udnytte dem til til fordel for planeten og vores egen levestandard.

 

Kilder: Miljøstyrelsen, Ingeniørennyhederne-dyn.tv2.dkRenosam

Økologisk industriaffald

Kalundborg har fastholdt mange arbejdspladser, blot ved at se affald som en ressource.

Her bliver den ene virksomheds affald til den anden virksomheds råvarer i en lukket cyklus. Læs mere om Danmarks mest underspillede innovation.

En virksomhed har som oftest affald i deres produktion. Affald, der bliver brændt eller opbevaret og som i mange tilfælde skader naturen. Men affaldet kan i stedet blive til energi eller råvarer for en anden virksomhed, som sparer mange penge ved at overtage noget som tidligere var et problem.

Her kan f. eks. damp, aske, gas, varme, slam eller andre restprodukter aftages, for at indgå i produktionen af et nyt produkt. Affaldet bliver til en ressource for begge virksomheder, og miljøet er skånet. En rigtig god ide, med store potentialer.

Umiddelbart kunne man stoppe her og tænke at alt var godt. Men hvad med det nye affald hos den virksomhed, der har aftaget restprodukterne? Det havner selvfølgelig hos en tredje virksomhed, osv., indtil man har et lukket kredsløb, og vi er gået i ring til den første virksomhed. Det minimerer affaldsmængden, CO2 udslippet og sparer virksomhederne for mange penge.

Dette er hvad man kalder en industriel symbiose. Og du kan finde verdens første i Kalundborg.

   

Kalundborg Symbiosis fik sin begyndelse i 1961 da oliefirmaet Statoil, dengang Esso, startede et samarbejde med Kalundborg kommune om leverance af vand. Med dette første samarbejde omkring anskaffelse af ressourcer, var kimen lagt til virkelige symbiosesamarbejde, hvilket tog fart fra 1972. Siden har 7 virksomheder; Novo Nordisk, Novozymes, DONG Energy, RGS90, Gyproc, Kalundborg Forsyning og KaraNoveren koblet sig til symbiosen, og der sker i dag over 30 udvekslinger af energi og andre råvarer.

Symbiosen blev i sin tid startet på grund af ressourceknaphed. Og dette er måske et endnu større problem i dag, end for 40 år siden. Vores råvarer er blevet dyrere og sværere at skaffe end nogensinde før, og oftest skal de importeres. I Kalundborg aftager man hinandens overskuds- og biprodukter, og sparer derved virksomhederne for investeringen i nye råstoffer og lang transport.

mange virksomheder har valgt at blive i kommunen og ikke flytte produktionen til hovedsædet, eller til udlandet.

De fleste udvekslinger sker gennem de karakteristiske grønne rør, som man hurtigt lægger mærke til, når man besøger byen. Disse er efterhånden blevet et statussymbol, da mange virksomheder har valgt at blive i kommunen og ikke flytte produktionen til hovedsædet, eller til udlandet. Og nu hvor vi har ressourceknaphed højt på den globale dagsorden, har Kalundborg de bedste kort på hånden.

Interessen fra udlandet har været enorm. Australien, Kina, Holland og USA har alle kigget mod Danmark og blevet inspireret af vores industrielle symbiose – eller det indtil for nylig paradoksale begreb;  Industriel Økologi.

I England har man så taget skridtet videre. Inspireret af Kalundborg Symbiosis er der oprettet et nationalt center for udveksling af overskudsprodukter. Og med stor succes. Det kaldes National Industrial Symbiosis Programme; NISP, og har overtaget Kalundborgs rolle som frontløbere i det organisatoriske set-up. NISP sørger for, at virksomheder i hele England kan mødes og udveksle deres affald. De påstår at have sparet 35 millioner tons CO2, 39 millioner affald er forhindret i at ryge på lossepladser og 8770 jobs er skabt og fastholdt. Tal som kan imponere selv den største skeptiker.

I Danmark kan vi prale af, at Kalundborg også har flotte resultater. I 2010 sparede virksomhederne en række ressourcer som 38.000 tons olie. 9.000 tons kul. 200.000 tons gips. 3 mio. m3 vand og 28 mio. m3 naturgas. Oven i det blev der sparet 275.000 tons CO2.

I 2011 blev der så oprettet Kalundborg Symbiose Center, der arbejder for at sprede den industrielle symbiose. Det har sin begyndelse i Region Sjælland, men man arbejder her på at skabe et nationalt center.

Projektmedarbejder Mette Skovbjerg fra Symbiose Centeret udtaler:

”Symbiose Centeret er et erhvervsudviklingstilbud til de sjællandske virksomheder, hvor vi ved brug af symbiose-tankegangen arbejder for at skabe nye samarbejder mellem virksomheder. Der er et stort potentiale i at høste de lavthængende frugter – og det for både virksomhedernes bundlinjer og for miljøet.”  

Hun lægger også vægt på, at samarbejde mellem små og mellemstore virksomheder ikke kun vil minimere deres omkostninger. De vil også kunne stå stærkere og opnå en reel konkurrencemæssig fordel. Og så gavner det selvfølgelig vores samfund:

”Idéen i symbiose-tankegangen er egentlig helt at gå bort fra at tale om affald. I naturen finder alt ’affald’ en genanvendelse – og ofte med stor værdiskabelse til følge. Og det kan vi lære af i vores virksomheder. Et affaldsprodukt er blot et biprodukt fra produktionen, som ikke endnu har fundet økonomisk efficient anvendelse,”   fortsætter Mette Skovbjerg.

I lyset af NISP´s store succes, ville der nok være en god idé, at vi for fremtiden tager vores innovative eksportpotentiale seriøst, og støtter op om dette på nationalt plan. Kalundborg Symbiosis er et meget konkret eksempel på hvordan principperne i den cirkulære økonomiske model kan medvirke til innovative samarbejdsformer, der skaber bedre bundlinje, forbedret konkurrencesituation og en mere bæredygtig industriel produktion.

Læs mere om Kalundborg Symbiose Centeret:

www.symbiosecenter.dk

Se en kort præsentation her:

Kalundborg Symbiosis (DK) på Vimeo.

Læs mere om Kalundborg Symbiosis på Huffington Post

 

Når olien slipper op…

Det kommer næppe som en nyhed for nogen: Jordens olieressourcer er endelige. Faktisk er de ved at slippe op. På et enkelt år, forbruger vi lige så mange fossiler, som det har taget jorden 5 millioner år at producere. Og hver dag bruger vi tre til seks gange så meget olie, som vi finder.

Det såkaldte “peak oil” – punktet, hvor ny produktion af olie ikke længere holder trit med tømningen af ældre felter – er formentlig allerede nået for den velkendte olie, der let strømmer op af jorden.

Samtidig vokser efterspørgslen og behovet for energi, i takt med en eksponentielt voksende befolkning og især voksende middelklasser, som i Kina og Indien, der kræver køleskabe, biler og bærbare computere. I år 2000 brugte verden 26 milliarder tønder olie, men i 2030 vil behovet ifølge Det Internationale Energiagentur være steget til 44 milliarder.

Hvis vi ikke sætter meget stærkere ind nu, kommer vi altså til at leve i en verden, hvor der langt fra er nok energi til alle. Det vil betyde døden for fattige mennesker og voldsomme prisstigninger for de rige.

Verden, som vi kender den, står overfor en af historiens  største omstillinger.

Vi er junkier på olie
Olien er forudsætningen for de fleste aspekter af vores tilværelse. Moderne industri og produktion er afhængige af olie, lige fra transport, elektronik, dagligvarer og militærindustrien, til verdens fødevareproduktion. Over 4000 produkter er lavet af olie; alt fra aspirin, asfalt, elektronik, deodoranter, bildele, stearinlys, emballage, til kontaktlinser. Man kan sige, at vores moderne verden i dobbelt forstand er bygget på et flydende fundament.

I den nyere historie, har de fleste kampe og krige omhandlet adgangen til energi. USA´s status som supermagt bygger bl.a. på, at landet har produceret mere olie end nogen anden. Før 1980 var der masser af store fund, og oliegeologer verden over fandt flere af de såkaldte ‘oil-gigants’. Felter, der var så store, at de kunne forsyne hele verden med olie i et halvt år.

Men efter 1980 vender oliegeologerne tilbage med tomme prøveflasker, og det går støt ned ad bakke for reservebeholdningen. I 1970 nåede olieproduktionen i USA sit højdepunkt, og da de begyndte at vende blikket mod billig Arabisk olie. USA har derfor været knyttet til import fra flere kontroversielle stater.

Langt de fleste lande med betydelige olieressourcer betragter deres opgørelser som ”statshemmeligheder”, ikke noget der er genstand for uvildig revision eller indblanding udefra. I øvrigt opgiver de fleste OPEC-lande uændrede reserverår efter år, trods betydelig produktion uden at der gøres nye fund. Optimistiske prognoser spår om reserver til ca. 40 år endnu. Omkring 2020 vil verdens forsyning af konventionel olie være næsten fuldstændig afhængig af nogle få mellemøstlige olielande, som vil kunne drive priserne meget højt op.

Kombinationen af faldende udbud, stigende efterspørgsel og nationale stridigheder skaber voldsomme prisstigninger og fald. Priserne på råvarer og fødevarer er allerede højere end nogensinde før i vores industrielle historie.

Det kommer til at gøre mere ondt, når prisen på olie vil stige. Igen og igen og igen.

Det vil betyde mindre økonomisk aktivitet og produktion, med en generel stagnation, varemangel og voksende arbejdsløshed til følge. Og for en voksende andel af jordens befolkning vil sulten true.

Det er derfor logisk, at verdens politikere kæmper for at skaffe olie til folket, så længe det varer. Koste hvad det vil – og det gør det. Det bliver sværere at finde og udvinde olie. Vi skal bore dybere, på mere utilgængelige steder, og derfor bruge større investeringer og mere energi på udvindingen af olien.

Canada – desperationens frontløbere
”All oil is dirty oil”, har USA´s udenrigsminister, Hillary Clinton udtalt. Og mon ikke det har sin rigtighed. Den store satsning på Canadas oliesand er et symptom på, hvor svært det er at finde konventionel olie. Og et eksempel på, hvor langt man er villig til at gå, for at sikre forsyningen til det alt mere olietørstende verdenssamfund.

Canada har meget store olieforekomster bundet i tjæresand i delstaten Alberta, og en udvinding af dem kan strække den globale olieæra mærkbart. Af samme grund er de fleste store olieselskaber involveret i Alberta, således også europæiske virksomheder som Statoil, British Petroleum, Royal Dutch Shell, Total og ENI/Agip.

 At udvinde den vanskeligt tilgængelige olie kræver imidlertid dobbelt så megen energi som konventionel udvinding, en meget stor CO2-udledning, foruden  kolossale miljøødelæggelser.

EU-Kommissionen foreslår en CO2-faktor knyttet til tjæresand, som betyder godt 20 pct. højere pris, end faktoren for almindelig råolie. Det er ikke et EU-forbud mod import af den canadiske olie, men et klart signal om at vælge noget mindre miljøbelastende. I praksis kan det således afskære Canada fra det europæiske oliemarked og måske smitte af internationalt, og det er grunden til den canadiske regerings hidsige protester, som også er tilgået regeringer i EU-lande med egne olieselskaber i Alberta.

En global handling
I dag har vi ingen alternativer parat, der kan erstatte olien. På nærvarende tidspunkt, udgøres ifølge en rapport udarbejdet af FN’s Klimapanel, IPCC , 20% af verdens elektricitet fra vedvarende energikilder . Bemærk at det altså kun omfatter elektricitet og altså ikke f.eks. konventionel transport. Græsrodsbevægelserne hævder, at tallet for verdens (brutto)forsyning af vedvarende energi snarere er blot 2,5% af. En udbygning af vedvarende energi, der er tilstrækkelig til at forsyne verdens behov, vurderes at tage et par årtier. Det forudsætter massive finansielle og energimæssige investeringer, altså olie. Og det kræver et hidtil uset globalt samarbejde.

Hvis det globale samfund tager klimatruslen alvorligt, f.eks. gennem en halvering af de globale drivhusgasudslip i 2050, vil klimaproblemet lægge en dæmper på olieforbruget på kort og mellemlangt sigt, noget der fra et forbrugersynspunkt vil være gunstigt for prisudviklingen.

Den store omstilling
Udsigten til global ressourcemangel i almindelighed, og olieressourcer i særdeleshed, tvinger stater og regeringer til at stramme kravene til ressourceforbruget hos befolkning og erhvervsliv. Det kan skabe innovation og nye vækstmuligheder.

Europa investerer i disse år i vedvarende energi. I 2010 blev der installeret flere solceller i EU end nogensinde før, hvor  vedvarende energikilder udgjorde 12,4 procent af det endelige bruttoenergiforbrug. Alligevel har EU ikke kunnet nå sit mål for vedvarende energi. Medlemslandene har flotte mål, men vil helst ikke forpligte sig når krisen kradser.

I lille Danmark, hvor næste 20% af vores energi kommer fra vindmøller, har staten med det store energiforlig planer om store investeringer i vedvarende energi. Aftalen indeholder bl.a. udbygning af vindenergi, fremme af kraftvarme, fjernvarme, biomasse, biogas og flere andre gode initiativer.

Der er dog grund til at tænke sig godt om, ved omstillingen til en bæredygtig energiforsyning. Vi løber nok næppe tør for vind, men den energiteknologi, der skal omsætte den, kan løbe ind i problemer, hvis adgangen til sjældne mineraler forsvinder. For nærvarende forsyner Kina verdensmarkedet med 97 procent af det samlede forbrug af sjældne jordarter. Mineraler som er nødvendige for, at lave vindmøller og sågar også elbiler.

Men Grønland er ved at bryde dette monopol. Problemet er bare, at de i Grønland ofte findes sammen med  f.eks. uran  som man af politiske  og forureningsmæssige årsager ikke ønsker  opgravet.

Forskning i alternativer til de sjældne jordarter, der i dag er nødvendige for moderne teknologi, er nødvendig. Og det haster med at udvikle intelligent design til vindmølle- og solcelleindustrien, der gør kontinuerlig genanvendelse af råmaterialerne mulig.

Se eventuelt den tankevækkende video med den ikke så opløftende titel ”There Is No Tomorrow”, der ikke overraskende tegner et dystert billede af en nærliggende fremtid uden olie.

 

 

Denne film giver en hurtig forklaring på vores afhængighed af olie:



Hvad kan jeg gøre selv?
Som privatperson kan man vælge at lade geotermisk varme udskifte oliefyret. Og der findes flere og flere virksomheder, som installerer solceller på private husstande. Ønsker man at tage handling med det samme, findes der flere virksomheder, som fx Naturenergi og Vindstød, der tilbyder levering af vedvarende energi til dit hjem. Vi har nemlig frit leverandørvalg af energi i Danmark.

Har du en aktivist gemt i maven kan du vælge at støtte op om tar-sand-arrangementer, som afholdes over alt i verden 5. maj (se event-side på Facebook), som retter sig mod de mange firmaer og instanser, som investerer i de enorme miljø-ødelæggelser i Alberta.

Vi kan sammen og hver især gøre vores til at mindske efterspørgslen på olie, og vi må ikke mindst sikre, at vores banker, pensionskasser, aktiepuljer osv. ikke er en del af finansieringen af den udvinding af tar-sand i Alberta, som har været karakteriseret som vor tids største organiserede naturødelæggelsesprojekt.

 

Kilder: www.geologi.dk, www.ingeniøren.dk, www.dr.dk, http://www.peakoil.net/, www.mm.dk, www.klimabevaegelsen.dkwww.nordjyske.dk/www.clarte.dkwww.jenshvass.comwww.180grader.dk/