Afholdt: Cirkulær økonomi nu!

Til ferniseringen på CradlePeoples udvidede udstilling “Everyday Upcycling” kan du møde Ida Auken og andre repræsentanter fra et helt nyt netværk af frontløbere, der vil accelerere omstillingen til en cirkulær økonomi i Danmark.

Læs mere om udstillingen og åbningstider her.

Netværket består af mange af landets største virksomheder, heriblandt Mærsk og Carlsberg, arkitekter fra BIG, Henning Larsen og 3XN, og grønne fortalere fra fx. Dansk Industri, Aalborg Universitet, CradlePeople og mange flere. 

Mød initiativtager til netværket, Ida Auken, der vil fortælle, hvorfor en omstilling er nødvendig, og hvordan netværket vil bidrage til at opnå en cirkulær økonomi hurtigst muligt. Tag en snak med flere repræsentanter fra netværket om hvorfor, de synes, tiden er inde til handling, eller hvad de ser som morgendagens løsninger.

Alt dette sker, når CradlePeople åbner en udvidet udgave af udstillingen “Everyday Upcycling”, der viser upcyclede hverdagsprodukter, der er designet til at deres råmaterialer kan bruges igen og igen og igen. Du kan eksempelvis se sko, der er biologisk nedbrydelige, bleer, der kan komposteres eller skylles ud i toilettet, lamper af tang og meget andet.

Tid og sted:
Den 12. marts kl. 17-20.
Docken, Færgehavnsvej 35, 2150 Nordhavn

Docken ligger i et fantastisk gammelt saltlager i Nordhavn, direkte ud til Øresund med udsigt til solnedgang over havet. CradlePeople byder på et glas vin mens Carlsberg byder på øl og sodavand.

 

oplægsholdere

Ida Auken, Co chair for The YGL Taskforce for Circular Economy, medlem af World Economic Forum’s Meta Council for Circular Economy & medlem af Designrådet, Simon Hoffmeyer Boas, Director, Corporate Communications & CSR hos Carlsberg, Vigga Svensson, Direktør i VIGGA.us & Sofus Midtgaard, Managing partner i Leaderlab og repræsentant fra Launch Nordic og Sustainable Build.

Program:

Kl. 17.00: Velkomst og åbning af arrangementet
CradlePeople byder velkommen og introducerer aftenens program.

Kl. 17.10: “Et nyt netværk for cirkulær økonomi”
Ida Auken, Co chair for The YGL Taskforce for Circular Economy, medlem af World Economic Forum’s Meta Council for Circular Economy & medlem af Designråde og initiativtager til det nye netværk, fortæller, hvorfor en omstilling er nødvendig, og hvordan netværket vil bidrage til at opnå en cirkulær økonomi hurtigst muligt.

Kl. 17:30: “Sådan gør vi… “
Simon Hoffmeyer Boas, Director, Corporate Communications & CSR hos Carlsberg, Vigga Svensson, Direktør i VIGGA.us & Sofus Midtgaard, Managing partner i Leaderlab og repræsentant fra Launch Nordic og Sustainable Build fortæller om deres arbejde med cirkulær økonomi, og hvorfor de går i front i udviklingen af cirkulære forretningsmodeller.

Kl. ca. 18.00: Se udstillingen, øl, vin og netværk
Se udstillingen og nyd en forfriskning, mens du kan tage en snak med blandt andre repræsentanter fra det nye netværk samt virksomhederne, der står bag de udstillede produkter.

Tilmeld dig her 

 Østerbro Lokaludvalg støtter udstillingen, der kan ses på Østerbro til og med maj 2015.

 

The Upcycle

cradle to cradleBogen ”Cradle to Cradle – Remaking the Way We Make Things”, udkom for over 10 år siden. Nu har arkitekten William McDonough og kemikeren Michael Braungart skrevet opfølgeren ”The Upcycle”.

Da bogen ”Cradle to Cradle – Remaking the Way We Make Things” udkom i 2002, var det en introduktion til en helt ny måde at forholde sig til miljøet og vores omgivelser på. Det var et opgør med forestillingen om, at mennesket bør minimere og reducere vores indflydelse på naturen. Budskabet var, at vi kan bidrage positivt til mangfoldigheden, biodiversiteten, miljøet og klimaet. Ved at se affald som føde, og bruge vedvarende energi, kan vi opnå en positiv indflydelse på vores omgivelser.

Siden da har de to forfattere hjulpet et utal af virksomheder med at opfylde drømmen om det positive fodaftryk gennem deres certificeringsordning. De har holdt inspirerende oplæg rundt omkring i verden og endda rådgivet politikere i mange lande. Men der har også lydt kritik af certificeringsordningen, der er blevet anklaget for at være for lukket og uoverskuelig.

Uanset kritikken af certificeringen, står ideen om Cradle to Cradle på mange måder tilbage som en stærk løsningsmodel, der vinder alt større genhør i en tid, hvor ressourceknaphed står øverst på den globale dagsorden. Prominente kræfter følger trop og peger på, at en udvikling mod at bruge vores ressourcer i lukkede kredsløb, også er en økonomisk nødvendighed. Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton lovpriser også deres arbejde, og har skrevet forordet til den nye bog.

Her fortæller McDonough og Braungart om 10 års arbejde med virksomheder og myndigheder, og giver et indblik i den omstilling de befinder sig i. Bogen er mindre teknisk og mere samfundsorienteret, da de har indset, at der skal skabes en bevægelse og en kulturel forståelse for, at vi kan designe en verden med et positivt fodaftryk.

Bogen udkom den 21. april og kan indtil videre kun fås på engelsk.

Du kan købe bogen fra amazon.com eller saxo.com.

 

 

 

 

 

 

Det hemmelige forbrug

Når du køber en fladskærm, smider du samtidig en samlet affaldsmængde ud svarende til 2 små familiebiler, 10 vaskemaskiner og 24 bærbare computere – tilsammen.

Kender du dit skjulte ressourceforbrug?
Når en fladskærm og dens komponenter produceres, bliver der brugt rigtigt mange ressourcer og skabt enorme mængder affald. For en gennemsnits LCD skærm, er der produceret 2.614 kilo affald, allerede før den når butikkens hylder.

Ved fremstillingen af et køleskab eller en fryser produceres over 2 tons affald, og for dine computere varierer affaldsmængden mellem et halvt til halvandet ton per maskine. Det betyder, at du allerede har brugt en tilsvarende mængde affald, når du går ud af butikken. Affald, som kunne have været brugt som ressourcer.

Og sådan kunne vi blive ved med at gennemgå de forskellige produkter vi omgiver os med  i dagligdagen, som alle har et skjult ressourceforbrug. Vi har mistet overblikket over dette massive forbrug, da vores ting som oftest bliver produceret på den anden side af jorden, og kan købes billigere, end det ville koste at få dem repareret.

En økonomisk stopklods
Men dette vil formentlig stoppe på et givent tidspunkt. Mange eksperter forudser, at i takt med at lønninger i udviklingslandene vokser, bliver produkterne dyrere. En tikkende bombe under vores nuværende forbrugskultur, er dog de stigende råvarepriser. Priserne på alle råstoffer til produktion, fra kobber til plastik, er steget i pris de sidste 10 år, og er nu dyrere end de nogensinde har været i vores industrielle tidsalder. Og meget tyder på, at de blot vil blive ved med at stige, da priserne afspejler det simple faktum, at råvarerne er ved at slippe op.

En Volkswagen Golf 4 har et skjult ressourceforbrug på 19.000 kilo

Det betyder, at vi ikke længere kan frådse med vores råvarer, hvis vi skal gøre os håb om også i fremtiden, at have råd til almindelige dagligvarer som fx en lænestol (421 kilo affald) eller en mobiltelefon (26 kilo affald).

En mobiltelefon vejer mellem 100 til 200 gram, men skaber 26 kilo affald. Tænk, hvis de 26 kilo affald i stedet kunne have været brugt som ressourcer til produktion af andre produkter, eller var blevet udnyttet til energi til produktionen.

Eller overvej det enorme vandforbrug som det kræver, at lave noget så simplet som en T-shirt. Ud over det skjulte ressourceforbrug på 3,2 kilo affald, bliver der brugt 2700 liter vand til produktionen! Vand, som også er en knap ressource, og som kunne renses og bruges til drikkevand.

Hvad kan vi gøre i dag?
Et af vores fornemmeste mål som samfund, må være at eliminere affald, og at se på vores udtjente produkter som ressourcer. Men indtil vi når dertil, kan vi gøre en forskel ved at købe kvalitet som holder, som vi kan reparere og eventuelt sælge videre som brugt. Ved at genbruge vores forbrugsgoder sparer vi naturen for enorme pinsler. Det er et vigtigt første skridt til at gro vores økonomi i en retning hvor livskvalitet er i højsædet.

Referencer:

Miljøstyrelsen: http://brugmerespildmindre.dk/skjult-ressourceforbrug

Ellen MacArthur Foundation: http://www.ellenmacarthurfoundation.org/education/graphics—menu-bar