Sortering – den næste miljøkamp

Artikel af Nicholas Krøyer Blok, projektleder i CradlePeople

Denne artikel blev bragt hos Altinget.dk og blev fremsendt til Miljøministeriet, som en kommentar til den kommende ressourcestrategi.

Miljøministeriets kommende plan for affald er noget man kan glæde sig til – det er nemlig en ressourcestrategi, der forudsætter, at alting skal genbruges. Men den bygger på en plan for sortering, som kan blive dens banemand.

Miljøministeriets ressourcestrategi har fire primære fokusområder. Den første er sortering af organisk materiale, som madaffald og haveaffald, der skal sikre at vi fører værdifulde mineraler som fosfor og kulstof tilbage til landbruget, og at der i processen laves biogas til varme og el. I bund og grund et fantastisk potentiale, som udnytter naturens naturlige proces og dækker nogle meget essentielle behov. Det sker allerede med stor succes flere steder i Danmark. Næste skridt er at gøre det samme med vores spildevand fra toilettet, hvor der er endnu mere fosfor og biogas at hente.

Ressourcestrategiens andet og tredje fokusområde er byggeri- og elektronikaffald.

Igen meget oplagte områder, da byggeriet står for ca en tredjedel af vores samlede affald, og elektronik indeholder sjældne metaller og jordarter, der inden længe slipper op.

Det fjerde fokusområde er resten af husholdningsaffaldet; altså pap, papir, plastik, storskrald, etc. Ressourcestrategien kommer formentlig til at indeholde krav til kommunerne om, at dette skal sorteres i mange forskellige fraktioner, og borgerne skal lære at smide det rigtige affald i den rette container. Med andre ord, skal vi opdrages til at kende forskel på materialer, og sortere det i vores hjem, hvorefter det skal transporteres med forskellige skraldevogne til en ressourcecentral.

Dette risikerer at blive ressourcestrategiens akilleshæl.

”Nytter det overhovedet at sortere?”
Når der tales om at borgere skal sortere affaldet er der en del skeptikere, som peger på tidligere eksempler i Danmark, hvor det har fejlet. Heriblandt i Aarhus, hvor man bad borgerne om at sortere, hvorefter affaldsvirksomheden Affald Varme, smed det hele i en stor container til forbrænding. Hele projektet mistede sin troværdighed, og borgerne holdt op med at sortere. Et lignende eksempel kan man høre om i Helsingør, hvor sortering af organisk materiale heller ikke var en succes.

Umiddelbart mener jeg, at det er en misforståelse, når man bruger eksempler som disse til at hævde, at folk ikke kan sortere. I Tyskland, Sverige og Norge sorteres helt op til 50% af husholdningsaffaldet. I Danmark er det blot 27%. Danmark er det land i Europa, formentlig verden, som brænder mest affald. 54% af vores affald havner i et forbrændingsanlæg, og bliver til CO2 og for evigt mistede ressourcer. Fortalere for forbrænding bruger de mislykkedes forsøg på sortering, som bevis på, at det ikke kan lade sig gøre. Vi kan dog konstatere, at det kan lade sig gøre hos vore nabolande, men det kræver tid og ressourcer i form af oplysning og logistik.

Affaldets skyttegravskrig
Og det er her vi risikerer at debatten havner i en skyttegravskrig mellem sortering og forbrænding. Miljøministeriet og miljøorganisationer mener, at borgerne skal sortere mere, og energiselskaber og kommuner bag forbrænding mener, at vi blot skal brænde det meste. Begge dele vil skabe jobs og økonomisk vækst. Energiselskaberne har den fordel, at de har bevist at forbrænding fungerer, og de har pengene til videre udvikling. Fortalere for sortering, som mig selv, kan pege på at priser på ressourcer og råmaterialer er steget med 147% i de sidste 10 år, og at det gør, at vi ikke har råd til at brænde vores ressourcer af mere. De støt stigende priser på samtlige ressourcer, fra mineraler og metaller, til vand, fødevarer og energi, afspejler en stigende knaphed og mangel på verdens ressourcer. Forbrænding er desuden dyrt og ustabilt i drift, i forhold til vedvarende energikilder, og i bund og grund en forældet metode. Sortering er vejen frem, men spørgsmålet er,  hvor hård kampen bliver. 

Genbrug skaber jobs og økonomisk vækst
Der er dog et tredje alternativ, som er ganske udiskuteret i Danmark. I San Francisco, Californien, har man taget springet direkte fra farlig deponi og til en af verdens bedste genbrugsindustrier, med jobmæssig og økonomisk vækst til følge. Man er simpelthen sprunget forbrændingsteknologien over. Udviklingen er taget afsæt i, at man snart ville løbe tør for lossepladser, da man i år 2015 ikke flere steder, man kan smide borgernes affald. På ganske få år, og med meget lidt lovgivning, har San Francisco i stedet opnået at sortere 80% af deres affald! Planen kendes som deres ”Zero Waste Plan”, og målet er 100% genbrug i år 2015.

I processen er der skabt 10 gange flere jobs i affaldsindustrien, end det var tilfældet da man brugte lossepladser. Og affald er blevet en indtjening for kommunen i stedet for en udgift, fordi det bliver solgt videre som ressourcer.

Central sortering i stedet for `borgeropdragelse´
Forskellen mellem den danske opfattelse af sortering af affald, og den i San Francisco, er ret simpel. I San Francisco forventer man ikke, at deres borgere kan finde ud af at sortere ordentligt, så man gør det for dem. Ved kun at have  3 forskellige fraktioner; ”organisk”, ”ikke organisk” og “andet”, som ikke kan opdeles, gør man det meget nemt for borgerne. Dernæst hentes de tre fraktioner i én skraldevogn med tre rum, og køres til en central, hvor det bliver yderligere sorteret. Det vil sige, at de har central sortering, i stedet for decentralt borgansvarligt sortering, og at  man reducerer såvel omkostninger som besvær.

For at dette kan være en succes har kommunen bl.a. forbudt styreform og plastikindpakning af madvarer. Mademballage er i stedet af organiske materialer som f.eks. plastikken PLA, som er biologisk nedbrydeligt. Borgerne har desuden lært at sortere farligt affald fra, som f.eks. kemikalier og batterier, hvilket havner på genbrugspladser.

Umiddelbart vil en lignende løsning passe godt ind i en dansk kontekst. Politikere taler meget om social økonomi, hvor udsatte borgere får mulighed for et job, som f.eks. i dette tilfælde sortering af ressourcer. Hos Grundfos i Midtjylland har man bl.a. oprettet et sorteringsanlæg for deres brugte pumper, som kommer retur fra grossister og vvs virksomheder. Grundfos er meget stolte for deres løsning, hvor de både har et socialt og miljømæssigt, og på sigt økonomisk, profitabelt program, hvor socialt udsatte kan få et job.

Det kan lade sig gøre!
Allerede i dag findes der teknologier som kan sortere ressourcer utrolig effektivt. Den amerikanske virksomhed MBA Polymers, laver noget de kalder “urban mining”. De tager alt slags plastik, og kan genskabe plastikken tilbage til dens oprindelige tilstand, som f.eks. PP og HDPE, og sælger det som nyt.

Den danske virksomhed Komtek Miljø A/S har udviklet en teknologi, der kan adskille fødevarer fra emballagen. Fødevaremassen bruges til at lave biogas og kompost og næringsstofferne bliver ført tilbage til landbrugsjorden. Emballagen, som er alt fra hård plast til glas- og metalaffald, bliver genanvendt.

Den danske virksomhed Genan kan tage alle materialerne ud af bildæk, og sende samtlige ressourcer tilbage i det tekniske kredsløb, som nye materialer. Derfor må det også være muligt at skille materialerne ad i almindeligt tørt husholdningsaffald, og sælge det igen som tekstil, jern, stål, zink, glas, etc. 

San Francisco er en by på 7,5 millioner indbyggere, altså halvanden gang Danmarks befolkning. USA’s har en mere eller mindre ikke-eksisterende miljølovgivning så grundlaget for denne innovation, har snarere været sund fornuft, kombineret med et økonomisk incitament. Derfor bør det også være muligt for Danmarks kommuner at se affald som ressourcer, som det ikke kun er borgernes ansvar at sortere.  Danmark har ikke selv særlig mange råvarer, og netop derfor skal vi være meget bedre til at håndtere dem vi importerer. Det giver bedre økonomi, skaber jobs og hjælper miljøet, hvilket er præcis det som alle i vores samfund søger at skabe.

Case: Grundfos

Grundfos’ pumper indsamles til 100% genbrug, fordi det skaber arbejdspladser og gavner miljøet.

En af Danmarks største virksomheder, Grundfos, har øjnet potentialerne i at udarbejde produktionen i et mere lukket kredsløb. De har opstartet og driver et pilotprojekt på dansk grund, hvor de genanvender gamle pumper. Indtil videre har det sikret aluminium til at lave nye pumper, men på sigt skal det også sikre sjældne jordarter, som neodymium og dysprosium, fra de nye pumper, der er designet til adskillelse. Disse jordarter indgår f.eks. også i vindmøller, og bliver mere og mere værdifulde.

Mogens Lindhart fra Grundfos fortæller, at man startede projektet i samarbejde med grossister og montører, som i forvejen solgte de brugte pumper til skrothandlere. “De solgte dem som skrot, så de kunne tjene lidt til julefrokosten” siger han, og fortsætter “Vi så det jo også som et naturligt samspil mellem miljøarbejde og en økonomisk indtjening på den lange bane.”

Projektet har også til hensigt  at skabe jobs for udsatte personer, som kan hjælpe med at tage pumperne retur og dermed få arbejdspladser i produktionen. En vinkel på projektet som gør den til en fuldkommen “triple bottom line”, der er økonomisk, miljømæssig og menneskelig.

Pumperne har en lang levetid, ca 30 år, og derfor er en forretningsmodel med at leje pumperne ud, eller lave en pantordning, ikke på tegnebrættet. Dog ønsker man at styrke samarbejdet i hele VVS branchen, så produkter nemmere kan indhentes. Grundfos ser bestemt potentiale i en styrket cirkulær tænkning. De viser, at man som producent kan tage ejerskab overfor sine produkter, til gavn for såvel miljø, økonomi og jobskabelse.

 

Vindmøller – den bedste og værste løsning

Det danske energiforlig for vedvarende energi, som politikerne i marts blev enige om, fokuserer en hel del på vindmøller. En energikilde, som ikke koster noget, selvom det at producere vindmøllerne er en stor investering. Den har umiddelbart været mere økonomisk fornuftig end at forsætte med naturgas fra Rusland, Arabisk olie og kul fra Amerika. De besparelser, der kan hentes på færre sundhedsskader, som følge af mindre forurening og højere livskvalitet, er bestemt også vær at nævne.

Men ved at vælge vindmøller gør vi os afhængige af Kina.

Kina står i dag for at levere 97% af alle sjældne jordarter, og i vindmøller bruges blandt andet jordarter som neodymium og dysprosium til at lave deres magneter. Magneter som er uundværlige i produktionen.

Og der er en grund til de hedder ”sjældne”, da de er svære at hente op ad jorden. Nu kigger vi så mod Grønland, hvor man snakker om, at meget af den moderne minedrift skal indfinde sig, hvor vi på ny vil bruge utrolige ressourcer på at hente materialer, som vi putter i vores forbrugsgoder. Det er nemlig ikke kun i vindmøller vi bruger sjældne jordarter. Men også i mobiltelefoner, fladskærme, hvidvarer, værktøj og meget mere.

Disse produkter med kostbare mineraler smider vi så ud, i en evig strøm af forbrug. Det er nærliggende at forestille sig, at det ville være nemmere at bruge ressourcer på at indsamle brugte varer, for at udvinde mineralerne, end at drive minedrift i Grønland og plage Kina for mineraler de selv har tænkt sig at bruge. Prisen på sjældne jordarter er nu højere, end nogen sinde før i vores industrielle tidsalder. Alle former for ressourcer, fra fødevarer til mineraler, har steget i pris de sidste 10 år! (Læs mere om dette her).

Nu har EU, USA og Japan anmeldt Kina til WTO for at protestere imod, at de har lagt restriktioner på eksport af sjældne jordarter. Kina vil helst bruge dem til eget forbrug og eksportvarer. Og trods at de vestlige lande har været tilfredse med at Kina står for minedriften, som gør store skader på miljøet, vil de nu have ret til Kinas ressourcer. Vi står foran endnu et økonomisk bagslag, hvis den vestlige verden ikke kan få fat i de sjældne jordarter.

Det giver anledning til at tænke over, at når vi først indhenter de alt mere kostbare sjældne jordarter,  hvem burde så få lov til at bruge dem.  Det foreligger store beslutninger for, hvilke produkter, som fortjener sjældne jordarter, og om vindmøllerne er en af dem.

Kilder: IngeniørenMcKinsey og Ellen MacArthur Foundation