At eje eller leje?

Er du miljøbevidst, er der ingen tvivl: så skal du leje frem for at eje. Hvis du eller din virksomhed får brug for nye mobiltelefoner, fladskærme eller vaskemaskiner, bør du overveje at leje dem. Det er ressourcemæssigt godt for miljøet. Og i sidste ende også for økonomien.

Vi lejer sommerhuse, har dele-biler og låner bøger på biblioteket. Der er intet nyt i at låne og leje, og det er blevet gjort meget nemmere end nogensinde før, at få adgang til forbrugsgoder gennem leasing.

Men ved at leje er der en række fordele for miljøet, som vi til gengæld ikke er så opmærksomme på:

1. Udlejer har store mængder af det produkt du lejer. Det betyder at de ofte har en ressourcebank eller bedre genbrugsmuligheder og affaldssortering, end du som privatperson har. På den måde kan ressourcerne i produkterne også nemmere komme tilbage til producenten.

2. Ved produktion af et produkt er der et kæmpe skjult ressourceforbrug. F.eks. har en fladskærm en samlet affaldsmængde i produktionen, der svarer til at smide 2 små biler, 10 vaskemaskiner og 24 bærbare computere ud (ca. 2.600 kg). Ved at leje frem for at købe nyt, har du sparet en enorm mængde ressourcer og energi.

3. Udlejeren vil udleje kvalitet for at undgå reparation så vidt muligt. Det betyder at du formentlig støtter produkter, der er bygget for at holde i lang tid.

     

Tidligere artikel: Det hemmelige forbrug

Ved at leje, optimerer du ressourcerne meget bedre, og beskytter derfor miljøet.  Og det er nemt at leje en fladskærm. Men kan vi leje borde, tasker, gryder og mobiltelefoner?

Der findes eksempler på, hvor dette lader sig gøre. En populær New Yorker TV-serie gjorde udlejning af dyre modetasker til en trend, da Carrie fra Sex and the City lejede en Louis Vuitton taske. En god løsning for folk som ikke har råd til at eje luksusprodukter, eller gerne vil have oplevelsen af en Louis Vuitton. Men hvad med produkter, som vi skal bruge mere i vores dagligdag, som f.eks. en mobiltelefon?

Her skal vi kigge mod danske virksomheder for at finde inspiration. Hos en af Danmarks største virksomheder, Grundfos, har de oprettet et ”take-back” system, hvor de modtager brugte pumper, som kan indgå tilbage i produktionen, til at lave nye. Udgangspunktet er at genanvende flere materialer såsom de sjældne jordarter neodymium og dysprosium, der indgår i de nye generationer af pumper (og f.eks. også i vindmøller).

Grundfos kan tillade sig dette, da de arbejder business-to-business, og har en større mængde af opsamling, end hvis de modtog pumper fra private borgere. Derfor kan leje af pumper til private være en god løsning, da en grossister og montører kan levere brugte pumper tilbage til Grundfos, for en økonomisk gevinst.

Case: GH Form

Et andet eksempel er GH Form. De producerer vej- og parkudstyr, som bænke, lygtepæle, cykelstativer, etc. Som en traditionelt-baseret maskine-virksomhed, gør de op med et paradigmeskifte om, at kommuner skal låne deres produkter, ikke eje. Incitamentet bag dette er både økonomisk og miljøbevidst. Ved at GH Form indhenter det brugte vej- og parkudstyr, og derefter skiller det ad og lave det om til nye produkter, er økonomisk set en rigtig god løsning. Frem for at købe jomfruelige råvarer har de store besparelser, der samtidig skåner miljøet.

På Bornholm bygger de i øjeblikket en hel konferencebygning, som er baseret på ideen om at dens facade kan udskiftes, og derfor kun er lejet. Konferencebygningen, Green Solution House, er bygget på ideologien om, at alt skal kunne genanvendes og udskiftes. En hel bygning, der er designet til adskillelse.

Tidligere artikel: Cradle to Cradle i Dansk byggeri

Hvilket bringer os tilbage til mobiltelefonen. Mobiltelefoner er desværre ikke designet for adskillelse endnu, trods de indeholder kobber, guld og i nogle tilfælde sjældne jordarter. Men de kan stadig i det grove skilles ad, og nogle få mineraler kan udvindes.

Men hvordan indsamler vi mobiltelefonerne? Vil vi være villige til at leje en mobiltelefon, en gryde eller stole, som er ting der er personlige for os, end f.eks. en parkbænk. Det er allerede nu muligt at leje en mobiltelefon, men for dem som ikke er klar til at leje, findes der en anden mulighed.

Eksternt link: Tre ud af fire danskere vil have pant på mobiltelefonen

Dansk Retursystem er en organisation, der har eksisteret i mange år, og opsamler flasker gennem pant. De har bevist at det kan lade sig gøre, at opsamle disse ressourcer i form af glas og plastik ude hos borgerne. Ville det være muligt at oprette et opsamlingssystem for mobiltelefoner hos forhandlere, og måske få en ny telefon i bytte? Eller en pantordning hos isenkræmmeren for dit brugte køkkenudstyr? Ja, hvorfor ikke.

Vores ressourcer på denne planet bliver konstant sværere at udvinde, og dermed dyrere, og en forholdsvis simpel løsning på dette problem, ville være at udbygge vores retursystem, til at omfatte betydeligt flere ting, end vores flasker. Et foreslag som mange danskere allerede har taget til sig.

Kilde: Ellen MAcArthur Foundation, Ingeniøren, Mandag Morgen, Danmarks Naturfredningsforening

Fra losseplads til ressourceplads

I Danmark ligger over 2000 gamle lossepladser, der forurener og koster os milliarder af kroner de næste 100 til 200 år. Lossepladserne kunne have været undgået og indbragt en fortjeneste i form af ressourcer i stedet. Og det kan de stadig. 

Hvert år ophobes mængder af ressourcer i vores samfund. Det sker i vores bygninger og forbrugsgoder i almindelighed, hvor der ligger rigtige mange metaller i form af fx kobber, guld og bly. Men også i den danske muld ligger der værdifulde ressourcer; over 2000 nuværende eller nedlagte lossepladser! Idag er de i stedet en milliardomkostning for os borgere i form af forurening og efterbehandling. En meget dårlig forretningsmodel, som vi hurtigt bør ændre.

Minedrift på lossepladserne?
I juni måned kom det frem, hvorledes vores overfladevand er akut truet ved ca 500 nedlagte lossepladser, der er placeret ved åer og vandløb rundt omkring i landet.

RenoSam, foreningen af kommunale og fælleskommunale affaldsselskaber, har allerede for år tilbage peget på de økonomiske og miljømæssige potentialer i at udvinde f. eks. de metaller, der ligger gemt i de gamle lossepladser, til ny produktion.

Hvert år deponeres 150.000 tons såkaldt shredder-affald i Danmark, og her ligger blandt andet makuleret kobber, jern, aluminium og plastik. Råvarer, der kan bruges til f. eks. at producere højspændingsledninger eller bygge skibe.

Foruden genanvendelsen af materialerne er der en stor økonomisk gevinst i de områder, som kan bruges til andre formål, når skrottet er fjernet.

Fortidens synder koster
Som tingene ser ud i dag, kommer vi dog ikke udenom at bruge et milliardbeløb på efterbehandling af affaldet, hvis vi skal undgå at få spoleret vores grund- og overfladevand. Affald ER en kæmpemæssig økonomisk og miljømæssig byrde for Danmark, med de mange gamle lossepladser, der lige nu forurener jorden og vandet rundt om dem.

En rapport udarbejdet af RenoSam i samarbejde med Worchester Polytechnic Institute, USA, viser, at den forventede efterbehandlingstid kan være 100 eller 200 år. Og en slåskamp mellem kommuner, regioner og staten er allerede i gang, om hvor det økonomiske ansvar skal placeres.

Et problem vi kunne have undgået ved at tænke cirkulært, og at behandle vores affald som  ressourcer.

Opret ressourcebanker – og hæv gevinsten senere
Et af de første skridt er, at vi får afdækket det reelle potentiale af de ressourcer, der ligger under vores fødder, mener direktør for RenoSam, Jacob H. Simonsen. Han har længe slået på tromme for, at Danmark skal benytte deponeringsanlæggene som ressourcebanker. Når der er udviklet en brugbar behandlingsteknologi og/eller værdien er høj nok, ”hæves” ressourcerne og kommer atter ind i materialestrømmen.

“Man kunne indtænke et koncept, hvor man bruger udvalgte deponeringsanlæg som ressourcebanker til monofraktioner som f.eks. trykimprægneret træ, mineraluld, osv. Når der om måske 5-10 år foreligger en egnet genanvendelsesmetode, kan vi atter sende affaldet ind i materialestrømmen”, siger Jacob H. Simonsen.

Dette kræver nye samarbejdsrelationer mellem kommuner og affaldsselskaber, men også sammen med offentlige og private selskaber.

Yderligere lavthængende frugter, der blot venter på at høstes, kunne i følge Jacob H. Simonsen gemme sig i de mange tomme huse og landbrugsejendomme rundt omkring i landet, som næppe nogensinde vil blive beboet igen. “Det kunne være oplagt at bruge bygninger som cases til at kortlægge, hvilke ”gemte ressourcer” vi kan finde i bygninger og i hvilke mængder”, er hans budskab.

Så er det nu!
Hver dansker producerer 800 kilo  husholdningsaffald om året. Og tager man det skjulte ressourceforbrug med, vokser tallet til svimlende 70 tons affald om året; per indbygger! Det svarer til ca 60 personbiler, som vi hver især smider ud hvert eneste år!

Danskerne er faktisk dem i EU, der smider mest ud. Men sådan behøver det ikke at være, og det kan heller ikke vare ved. Meget tyder på, at vi i den vestlige verden allerede har modtaget f. eks. al den kobber, som vi kan gøre os håb om. kineserne, som producere hoveddelen af alt kobber, har selv tænkt sig at bruge de resterende, begrænsede mængder til sin voksende middelklasse, der higer efter mobiltelefoner og nye fjernsyn. Så det er god logik i, at vi finder måder at bruge de materialer, som vi allerede er i besiddelse af. Noget som på sigt også kan blive et godt eksportpotentiale.

For fremtiden har vi mulighed for at vælge at producere med henblik på genanvendelse, og at foretage de systemiske forandringer, der skal til, for at sikre os at materialerne forbliver i et kredsløb.

Hvad det gælder fortidens tankeløse deponier, har vi alt at vinde på at udforske vores muligheder for ikke blot at begrænse skaderne, men at udnytte dem til til fordel for planeten og vores egen levestandard.

 

Kilder: Miljøstyrelsen, Ingeniørennyhederne-dyn.tv2.dkRenosam