Hvem ejer dit affald?

En ungarbejder i Brugsen i Sorø, så butikkens affald som ressourcer. Hun tog kampen op imod kommunen, der hellere ville brænde brugt emballage, end at genanvende det.

I CradlePeople møder vi mange, som spørger hvordan de kan gøre en forskel som almindelige borgere. Den følgende historie fortæller om en ung persons lille handling, som blev til et stort anliggende.

Tanja Blom var ansat som ungarbejder i Brugsen i Sorø. En dag får hun nok af, at se de store mængder emballage blive smidt ud hver dag i containeren, og hun henvender sig til sin butikschef Søren Sørensen. Den emballage må da kunne  bruges langt mere effektivt, er Tanjas holdning. Søren lytter til sin ansatte og afsøger sit netværk, for at finde ud af, om der er nogen, der vil aftage alle deres papkasser og plastik.

Efter kort tid slår affaldsfirmaet Marius Pedersen i Odense til. De laver en aftale om, at Brugsen presser emballagen, som Marius Pedersen så henter og sender til genanvendelse. Nu har Brugsen pludselig en månedlig indtjening på genbrug, i stedet for en månedlig udgift til renovation.

Endvidere er pengene til en plast- og pappresser hurtigt tjent ind, og Tanja er nu medlem af butiksrådet. Vi kunne lukke med en lykkelig slutning her, men det fortsætter.

Brugsforeningen går nu skridtet videre til sine medlemmer, altså Brugsens kernekunder, og opfordrer dem til at aflevere deres emballage i butikken, for at det kan genbruges. Endvidere inddrages øvrige butiksråd i kommunen, som udviser stor interesse. Til sidst går brugsforeningen til kommunen, med bl.a. en ide om at inddrage unge arbejdsløse, og at lave et udvidet samarbejde om genbrug.

Her går det så galt. Kommunen henviser til, at borgernes affald er kommunal ejendom, og skal sendes til forbrænding. Det skal ikke videresælges til genbrug! Lovgivningsmæssigt har kommunen en aftale med et fælleskommunalt selskab, der skal aftage affaldet, primært med formål at brænde det i fjernvarmeanlægget. Brugsen bliver derfor bedt om at lukke projektet med det samme, og kommunen afviser nogen form for dialog.

Dette bliver for meget for Brugsforeningen og involverede ildsjæle. Man henvender sig til medierne og modtager stor opbakning fra lokale borgere. De kan nemlig sagtens se, at affaldet er ressourcer, og at det derfor bør det behandles således.

Det viser sig desuden, at kommunen tager fejl, hvis de påstår, at Brugsens erhvervsaffald er kommunal ejendom. Det er det nemlig først når det er placeret i deres affaldscontainere, og ”affaldet” er derfor Brugsens egendom. Endvidere må affald ifølge EU lovgivningen  frit handles mellem såvel kommunale som nationale grænser. Det er altså ikke nok med, at kommunens embedsmænd modarbejder borgerne, det lokale erhvervsliv og miljøet, de befinder sig også i en lovgivningsmæssig gråzone.

Imens fortsætter Brugsen med at sortere deres emballageaffald. De har endda ansat en medarbejder med autisme, der håndterer sorteringen af deres plast, pap og papir. I Sorø håber man meget på, at kommunen og dens lokale politikere snart vågner op, og begynder at kildesortere.

Denne historie beskriver tydeligt et syntom, som Danmark har pådraget sig, som handler om blot at blande alt vores affald i én bunke, hvorefter vi sender det til forbrænding. Men det er også en solskinshistorie, der fortæller om en enkelt borgers handling, der så affald som ressourcer, og tog handling. Det er på høje tid at vi ændrer vores synspunkt til affald, og ser det som værdifulde ressourcer, som kan genanvendes igen og igen og igen.

 

Case: GH Form

Det er meget enkelt. Vores vej- og parkudstyr er en kæmpe ressourcebank. GH Form viser vejen og har en enkel, men genial plan til et bæredygtigt samfund.

Vi kender allesammen deres produkter, men vi tænker nok ikke over det. Danske GH Form har lavet den bænk du sidde på i parken og de plantekasser kommunen har placeret i gadebilledet. Endvidere indgår produkter som lygtepæle, riste, cykelstativer, som GH Form ser som et lager for jern, som kan indgå i produktionen igen og igen, i stedet for at det bliver skrottet.

                  GH Form lygtepæl

Virksomhedens kommende Cradle to Cradle certificerede produkt er en lygtepæl, som de tilbyder kommuner, hvor GH Form efter 10-15 år selv indsamler lygtepælerne til renovation, så de bliver som nye. Det er en god forretning for GH Form, som får deres ressourcer igen, og der er store besparelser for kunderne i denne leasingmodel af udendørs inventar.

Hvis altså efterspørgslen var der som fortjent!

Især kommunerne trænger til at indse fordelene i at forlade en slendrianmæssig indkøbspolitik og et lineært forbrug. I dag investerer man i GH Forms produkter med ejerskab for øje, skønt teknologien er tilstede for at virksomheden selv kan tage ejerskab for materialerne og lade dem indgå i en lukket produktionscyklus.

Det er den manglende efterspørgsel på leasing, og ikke teknologien, der den største udfordring for GH Forms cirkulære forretningsmodel.

Kommunerne har endnu ikke indset at leasingmodellen kan spare dem, og dermed skatteborgerne, en masse penge i renovering og bortskaffelse.

CradlePeople vælger derfor GH Form som månedens case for at vise, at virksomheder står klar med løsningerne hvis myndighederne efterspørger dem.