Sortering – den næste miljøkamp

Artikel af Nicholas Krøyer Blok, projektleder i CradlePeople

Denne artikel blev bragt hos Altinget.dk og blev fremsendt til Miljøministeriet, som en kommentar til den kommende ressourcestrategi.

Miljøministeriets kommende plan for affald er noget man kan glæde sig til – det er nemlig en ressourcestrategi, der forudsætter, at alting skal genbruges. Men den bygger på en plan for sortering, som kan blive dens banemand.

Miljøministeriets ressourcestrategi har fire primære fokusområder. Den første er sortering af organisk materiale, som madaffald og haveaffald, der skal sikre at vi fører værdifulde mineraler som fosfor og kulstof tilbage til landbruget, og at der i processen laves biogas til varme og el. I bund og grund et fantastisk potentiale, som udnytter naturens naturlige proces og dækker nogle meget essentielle behov. Det sker allerede med stor succes flere steder i Danmark. Næste skridt er at gøre det samme med vores spildevand fra toilettet, hvor der er endnu mere fosfor og biogas at hente.

Ressourcestrategiens andet og tredje fokusområde er byggeri- og elektronikaffald.

Igen meget oplagte områder, da byggeriet står for ca en tredjedel af vores samlede affald, og elektronik indeholder sjældne metaller og jordarter, der inden længe slipper op.

Det fjerde fokusområde er resten af husholdningsaffaldet; altså pap, papir, plastik, storskrald, etc. Ressourcestrategien kommer formentlig til at indeholde krav til kommunerne om, at dette skal sorteres i mange forskellige fraktioner, og borgerne skal lære at smide det rigtige affald i den rette container. Med andre ord, skal vi opdrages til at kende forskel på materialer, og sortere det i vores hjem, hvorefter det skal transporteres med forskellige skraldevogne til en ressourcecentral.

Dette risikerer at blive ressourcestrategiens akilleshæl.

”Nytter det overhovedet at sortere?”
Når der tales om at borgere skal sortere affaldet er der en del skeptikere, som peger på tidligere eksempler i Danmark, hvor det har fejlet. Heriblandt i Aarhus, hvor man bad borgerne om at sortere, hvorefter affaldsvirksomheden Affald Varme, smed det hele i en stor container til forbrænding. Hele projektet mistede sin troværdighed, og borgerne holdt op med at sortere. Et lignende eksempel kan man høre om i Helsingør, hvor sortering af organisk materiale heller ikke var en succes.

Umiddelbart mener jeg, at det er en misforståelse, når man bruger eksempler som disse til at hævde, at folk ikke kan sortere. I Tyskland, Sverige og Norge sorteres helt op til 50% af husholdningsaffaldet. I Danmark er det blot 27%. Danmark er det land i Europa, formentlig verden, som brænder mest affald. 54% af vores affald havner i et forbrændingsanlæg, og bliver til CO2 og for evigt mistede ressourcer. Fortalere for forbrænding bruger de mislykkedes forsøg på sortering, som bevis på, at det ikke kan lade sig gøre. Vi kan dog konstatere, at det kan lade sig gøre hos vore nabolande, men det kræver tid og ressourcer i form af oplysning og logistik.

Affaldets skyttegravskrig
Og det er her vi risikerer at debatten havner i en skyttegravskrig mellem sortering og forbrænding. Miljøministeriet og miljøorganisationer mener, at borgerne skal sortere mere, og energiselskaber og kommuner bag forbrænding mener, at vi blot skal brænde det meste. Begge dele vil skabe jobs og økonomisk vækst. Energiselskaberne har den fordel, at de har bevist at forbrænding fungerer, og de har pengene til videre udvikling. Fortalere for sortering, som mig selv, kan pege på at priser på ressourcer og råmaterialer er steget med 147% i de sidste 10 år, og at det gør, at vi ikke har råd til at brænde vores ressourcer af mere. De støt stigende priser på samtlige ressourcer, fra mineraler og metaller, til vand, fødevarer og energi, afspejler en stigende knaphed og mangel på verdens ressourcer. Forbrænding er desuden dyrt og ustabilt i drift, i forhold til vedvarende energikilder, og i bund og grund en forældet metode. Sortering er vejen frem, men spørgsmålet er,  hvor hård kampen bliver. 

Genbrug skaber jobs og økonomisk vækst
Der er dog et tredje alternativ, som er ganske udiskuteret i Danmark. I San Francisco, Californien, har man taget springet direkte fra farlig deponi og til en af verdens bedste genbrugsindustrier, med jobmæssig og økonomisk vækst til følge. Man er simpelthen sprunget forbrændingsteknologien over. Udviklingen er taget afsæt i, at man snart ville løbe tør for lossepladser, da man i år 2015 ikke flere steder, man kan smide borgernes affald. På ganske få år, og med meget lidt lovgivning, har San Francisco i stedet opnået at sortere 80% af deres affald! Planen kendes som deres ”Zero Waste Plan”, og målet er 100% genbrug i år 2015.

I processen er der skabt 10 gange flere jobs i affaldsindustrien, end det var tilfældet da man brugte lossepladser. Og affald er blevet en indtjening for kommunen i stedet for en udgift, fordi det bliver solgt videre som ressourcer.

Central sortering i stedet for `borgeropdragelse´
Forskellen mellem den danske opfattelse af sortering af affald, og den i San Francisco, er ret simpel. I San Francisco forventer man ikke, at deres borgere kan finde ud af at sortere ordentligt, så man gør det for dem. Ved kun at have  3 forskellige fraktioner; ”organisk”, ”ikke organisk” og “andet”, som ikke kan opdeles, gør man det meget nemt for borgerne. Dernæst hentes de tre fraktioner i én skraldevogn med tre rum, og køres til en central, hvor det bliver yderligere sorteret. Det vil sige, at de har central sortering, i stedet for decentralt borgansvarligt sortering, og at  man reducerer såvel omkostninger som besvær.

For at dette kan være en succes har kommunen bl.a. forbudt styreform og plastikindpakning af madvarer. Mademballage er i stedet af organiske materialer som f.eks. plastikken PLA, som er biologisk nedbrydeligt. Borgerne har desuden lært at sortere farligt affald fra, som f.eks. kemikalier og batterier, hvilket havner på genbrugspladser.

Umiddelbart vil en lignende løsning passe godt ind i en dansk kontekst. Politikere taler meget om social økonomi, hvor udsatte borgere får mulighed for et job, som f.eks. i dette tilfælde sortering af ressourcer. Hos Grundfos i Midtjylland har man bl.a. oprettet et sorteringsanlæg for deres brugte pumper, som kommer retur fra grossister og vvs virksomheder. Grundfos er meget stolte for deres løsning, hvor de både har et socialt og miljømæssigt, og på sigt økonomisk, profitabelt program, hvor socialt udsatte kan få et job.

Det kan lade sig gøre!
Allerede i dag findes der teknologier som kan sortere ressourcer utrolig effektivt. Den amerikanske virksomhed MBA Polymers, laver noget de kalder “urban mining”. De tager alt slags plastik, og kan genskabe plastikken tilbage til dens oprindelige tilstand, som f.eks. PP og HDPE, og sælger det som nyt.

Den danske virksomhed Komtek Miljø A/S har udviklet en teknologi, der kan adskille fødevarer fra emballagen. Fødevaremassen bruges til at lave biogas og kompost og næringsstofferne bliver ført tilbage til landbrugsjorden. Emballagen, som er alt fra hård plast til glas- og metalaffald, bliver genanvendt.

Den danske virksomhed Genan kan tage alle materialerne ud af bildæk, og sende samtlige ressourcer tilbage i det tekniske kredsløb, som nye materialer. Derfor må det også være muligt at skille materialerne ad i almindeligt tørt husholdningsaffald, og sælge det igen som tekstil, jern, stål, zink, glas, etc. 

San Francisco er en by på 7,5 millioner indbyggere, altså halvanden gang Danmarks befolkning. USA’s har en mere eller mindre ikke-eksisterende miljølovgivning så grundlaget for denne innovation, har snarere været sund fornuft, kombineret med et økonomisk incitament. Derfor bør det også være muligt for Danmarks kommuner at se affald som ressourcer, som det ikke kun er borgernes ansvar at sortere.  Danmark har ikke selv særlig mange råvarer, og netop derfor skal vi være meget bedre til at håndtere dem vi importerer. Det giver bedre økonomi, skaber jobs og hjælper miljøet, hvilket er præcis det som alle i vores samfund søger at skabe.

Hvem ejer dit affald?

En ungarbejder i Brugsen i Sorø, så butikkens affald som ressourcer. Hun tog kampen op imod kommunen, der hellere ville brænde brugt emballage, end at genanvende det.

I CradlePeople møder vi mange, som spørger hvordan de kan gøre en forskel som almindelige borgere. Den følgende historie fortæller om en ung persons lille handling, som blev til et stort anliggende.

Tanja Blom var ansat som ungarbejder i Brugsen i Sorø. En dag får hun nok af, at se de store mængder emballage blive smidt ud hver dag i containeren, og hun henvender sig til sin butikschef Søren Sørensen. Den emballage må da kunne  bruges langt mere effektivt, er Tanjas holdning. Søren lytter til sin ansatte og afsøger sit netværk, for at finde ud af, om der er nogen, der vil aftage alle deres papkasser og plastik.

Efter kort tid slår affaldsfirmaet Marius Pedersen i Odense til. De laver en aftale om, at Brugsen presser emballagen, som Marius Pedersen så henter og sender til genanvendelse. Nu har Brugsen pludselig en månedlig indtjening på genbrug, i stedet for en månedlig udgift til renovation.

Endvidere er pengene til en plast- og pappresser hurtigt tjent ind, og Tanja er nu medlem af butiksrådet. Vi kunne lukke med en lykkelig slutning her, men det fortsætter.

Brugsforeningen går nu skridtet videre til sine medlemmer, altså Brugsens kernekunder, og opfordrer dem til at aflevere deres emballage i butikken, for at det kan genbruges. Endvidere inddrages øvrige butiksråd i kommunen, som udviser stor interesse. Til sidst går brugsforeningen til kommunen, med bl.a. en ide om at inddrage unge arbejdsløse, og at lave et udvidet samarbejde om genbrug.

Her går det så galt. Kommunen henviser til, at borgernes affald er kommunal ejendom, og skal sendes til forbrænding. Det skal ikke videresælges til genbrug! Lovgivningsmæssigt har kommunen en aftale med et fælleskommunalt selskab, der skal aftage affaldet, primært med formål at brænde det i fjernvarmeanlægget. Brugsen bliver derfor bedt om at lukke projektet med det samme, og kommunen afviser nogen form for dialog.

Dette bliver for meget for Brugsforeningen og involverede ildsjæle. Man henvender sig til medierne og modtager stor opbakning fra lokale borgere. De kan nemlig sagtens se, at affaldet er ressourcer, og at det derfor bør det behandles således.

Det viser sig desuden, at kommunen tager fejl, hvis de påstår, at Brugsens erhvervsaffald er kommunal ejendom. Det er det nemlig først når det er placeret i deres affaldscontainere, og ”affaldet” er derfor Brugsens egendom. Endvidere må affald ifølge EU lovgivningen  frit handles mellem såvel kommunale som nationale grænser. Det er altså ikke nok med, at kommunens embedsmænd modarbejder borgerne, det lokale erhvervsliv og miljøet, de befinder sig også i en lovgivningsmæssig gråzone.

Imens fortsætter Brugsen med at sortere deres emballageaffald. De har endda ansat en medarbejder med autisme, der håndterer sorteringen af deres plast, pap og papir. I Sorø håber man meget på, at kommunen og dens lokale politikere snart vågner op, og begynder at kildesortere.

Denne historie beskriver tydeligt et syntom, som Danmark har pådraget sig, som handler om blot at blande alt vores affald i én bunke, hvorefter vi sender det til forbrænding. Men det er også en solskinshistorie, der fortæller om en enkelt borgers handling, der så affald som ressourcer, og tog handling. Det er på høje tid at vi ændrer vores synspunkt til affald, og ser det som værdifulde ressourcer, som kan genanvendes igen og igen og igen.

 

Ressourcer op i røg

I Danmark brænder vi vores affald for at få energi og varme. Det gør de også på Amagerforbrændingen, hvor politikerne nu investerer i nye store ovne. Men affald er ressourcer, og i vores eksisterende klima- og ressourcekrise er dette ikke en  fremsynet beslutning.

Amagerforbrændingens nye anlæg deler vandene. I disse dage bliver der sagt og skrevet meget om den lånegaranti på små fire milliarder kr. til et nyt forbrændingsanlæg, som nu er resultatet af hemmelige forhandlinger på Københavns Rådhus. Fortalere for anlægget fremhæver, at den nye teknologi er betydeligt mere miljøvenlig, og at aftalen er suppleret med fremsynede og alternative måder til genanvendelse. Kritiske stemmer hævder, at den nye aftale vil binde os op på forbrænding af affald i 30 – 40 år frem, og vil stå i vejen for udvikling af andre løsninger, med bedre ressourceudnyttelse.

Der er gode grunde til, at Amagerforbrændingen skal udfase sine nuværende ovne. Teknikken er forældet og de over 40 år gamle ovne er udtjente.

Og der er gode penge i varme og el. Hvis man prioriterer et geotermisk anlæg og jordvarme, vind- eller solkraft, i stedet for at brænde affald til formålet, ja, så er affaldshåndteringen ude af spillet. Så vil Amagerforbrændingen have mistet sin primære indtægt, da de er en virksomhed, der udelukkende handler med affald. Derfor giver det forretningsmæssigt god mening for Amagerforbrændingen, også for fremtiden at satse på netop forbrænding.

Et overdimensioneret anlæg
Det ironiske er, at aftalen om det nye anlæg er svindlende dyr for Københavns borgere. Nærmere bestemt skal københavnerne betale en milliard for meget for projektet. Anlægget bliver nemlig langt større, end københavnernes affaldsproduktion kræver. Også når man tager befolkningstilvæksten i betragtning.

Hertil kommer, at borgerne betaler dyrt i skat for aftalen, ved at den sætter en effektiv stopper på den planlagte fusion mellem Amagerforbrændingen og Vestforbrændingen. Der er i stedet udsigt til, at de to anlæg for fremtiden vil slås om det affald, der efter alle beregninger slet ikke vil kunne fylde ovnenes kapacitet.

De to nye ovne får kapacitet til at brænde 560.000 ton om året. Aftalen med kommunerne er dog, at man blot må brænde 400.000 ton affald om året. Eksperter peger på, at der kun er behov for én ovnlinje med en kapacitet på 320.000 ton om året. Sådan et anlæg kan bygges for højst 2,5 mia. kr., viser en sammenligning med et nyt anlæg i Roskilde.

En politisk kovending
I 2011 afslog Københavns Teknik og Miljøudvalg at give lånegaranti til et nyt forbrændingsanlæg, med begrundelsen, at man i stedet ønskede en løsning, der ser affald som en ressource.

Når man nu pludseligt alligevel vil give lånegarantien, er det i følge pressemeddelelsen med begrundelsen, at man  - nåja – ser affald som en ressource.

Det kræver meget af den enkelte borger, at følge med i de store politiske beslutninger, når retorikken siger så lidt om indeholdet.

De 4600 jobs, der i følge en jublende overborgmester Frank Jensen skulle skabes af projektet, viser sig, at være talt op i mandeår, fremgår det af et bilag til behandlingen af sagen i Frederikbergs Kommune. Det drejer sig altså ikke om bestående stillinger. Bestående jobs kan skabes i genanvendelsesindustrien, og i fremtidssikrede løsninger.

Og fremtidssikret er det planlagte anlæg netop ikke, ifølge lektor i energisystemer Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet. “Et stort forbrændingsanlæg er gammeldags teknologi set i relation til fremtidens energisystem med store mængder vindkraft, der kræver hurtig ud- og indkobling af elproduktionen. Det kan sådan en teknologi slet ikke,« siger han. “Det virker, som om nogle meget stærke spillere på affaldsforbrændingsområdet vil bygge stort, uanset at det er velkendt, at der er overkapacitet på forbrændingsområdet – især på Sjælland,” er Brian Vad Mathiesens konklusion.

Det er i den forløbne uge kommet frem, at ovnene på Amagerforbrænding bliver opført til 560.000 ton per år, i stedet for de 480.000 ton, og at det vil koste 3,9 milliarder kr. i stedet for de 3, 75 milliarder kr., som kommunalpolitikerne først havde oplyst. Kommunerne giver nemlig lov til, at Amagerforbrænding benytter sig af det tilbud, som allerede er der er afgivet af Babcock & Wilcox Vølund.
Man overvejer derfor at bygge ovnene om, når værket først er opført, for at begrænse kapaciteten og imødekomme kommunernes krav om en lavere kapacitet. Det er i sig selv en måde at bruge råmaterialer på, der er svær at se logikken i. Og prisen for en ombygning skal lægges oveni budgettet.

Sumasumarum vil de altså bygge en forbrænding med overkapacitet, hvorefter de vil gøre den mindre. Men ikke lille nok. For selv efter en ombygning regner man med, at ovnene vil stå tomme i perioder.

Eksperter er kritiske
I Danmarks Naturfredningsforening har man kæmpet for, at Amagerforbrændingen kunne få nye ovne i halv størrelse af, hvad de har ønsket, og her er skuffelsen er stor:  ”Det er ærgerligt og en kortsigtet beslutning at vi får et anlæg, som ikke er mindre end i dag, ” siger miljøpolitisk medarbejder Christian Poll fra Danmarks Naturfredningsforening. “Derved er der ingen direkte argumenter for at sikre mere genanvendelse og biogasproduktion fra det grønne affald, ” er holdningen her.

Der er indført en aftale om, at der ikke må importeres affald til behandling på anlægget – at det udelukkende er til affald fra ejerkommunerne. “Men den aftale vil næppe holde i EU-retten,” udtaler Christian Poll, “fordi det frie affaldsmarked giver ret til at handle med affald på kryds og tværs i hele EU. Risikoen er altså stor for, at aftalen bliver brudt i økonomiens navn for at sikre, at det store, dyre anlæg kører optimalt for borgernes penge.”

I Danmarks Naturfredningsforening peger man på, at man har krydret løsningen med flere aftaler, der bliver vanskelige at indfrie. F. eks intentionen om at sortere plast fra, der intet siger om, hvordan den skal behandles eller aftages.

Og de 60 mio. der er afsat til at bygge et biogasanlæg skal ses i lyset af, at der siden december har ligget et tilbud om, at det vil koste 150 mio. kr. at bygge. “Så viljen til at flytte den grønne fraktion over på biogas og kompost lader ikke til for alvor til være stede, ” er holdningen fra Christian Poll.

Stort forbrændingsanlæg imødekommer ikke fremtidens energisystem
For de 3,9 milliarder kr., som det nye anlæg vil koste, kunne bruges betydeligt mere fremsynet. For det beløb kunne man i stedet få nye ovne i en mere realistisk størrelse, der foreligger et tilbud om et biogasanlæg til små 150 millioner kr., og man kunne få etableret jordvarme til et beløb af 1 milliard kr.

Lånegarantien strider direkte imod den nationale energiaftale fra marts måned om, at Danmark skal være drevet af vedvarende energikilder. Affaldsforbrænding er ikke vedvarende, hverken miljømæssigt eller økonomisk, da affald er ressourcer, som der ligger mange penge i. Og til trods for, at 20% af vores energi kommer fra forbrænding, virker det ikke som om, at politikerne på Christiansborg vil vælge at træde ind i denne sag. Det betyder også, at CO2-udslippet fra Amagerforbrændingen ikke forsvinder i 2025, som kommunens klimaplan ellers opererer med. København 2025 Klimaplan blev ellers vedtaget under stor opbakning, blot et par uger før, at lånegarantien kom på plads.

Hvis fremtiden er genanvendelse, må et så stort forbrændingsanlæg være gårsdagens måde at anskue affald på.

 

Kilder: Ingeniøren.dk, Københavns Kommune (http://www.kk.dk),  Amagerforbrændning (http://www.amfor.dk), Energistyrelsen (http://www.ens.dk)