Afholdt: Cirkulær økonomi nu!

Til ferniseringen på CradlePeoples udvidede udstilling “Everyday Upcycling” kan du møde Ida Auken og andre repræsentanter fra et helt nyt netværk af frontløbere, der vil accelerere omstillingen til en cirkulær økonomi i Danmark.

Læs mere om udstillingen og åbningstider her.

Netværket består af mange af landets største virksomheder, heriblandt Mærsk og Carlsberg, arkitekter fra BIG, Henning Larsen og 3XN, og grønne fortalere fra fx. Dansk Industri, Aalborg Universitet, CradlePeople og mange flere. 

Mød initiativtager til netværket, Ida Auken, der vil fortælle, hvorfor en omstilling er nødvendig, og hvordan netværket vil bidrage til at opnå en cirkulær økonomi hurtigst muligt. Tag en snak med flere repræsentanter fra netværket om hvorfor, de synes, tiden er inde til handling, eller hvad de ser som morgendagens løsninger.

Alt dette sker, når CradlePeople åbner en udvidet udgave af udstillingen “Everyday Upcycling”, der viser upcyclede hverdagsprodukter, der er designet til at deres råmaterialer kan bruges igen og igen og igen. Du kan eksempelvis se sko, der er biologisk nedbrydelige, bleer, der kan komposteres eller skylles ud i toilettet, lamper af tang og meget andet.

Tid og sted:
Den 12. marts kl. 17-20.
Docken, Færgehavnsvej 35, 2150 Nordhavn

Docken ligger i et fantastisk gammelt saltlager i Nordhavn, direkte ud til Øresund med udsigt til solnedgang over havet. CradlePeople byder på et glas vin mens Carlsberg byder på øl og sodavand.

 

oplægsholdere

Ida Auken, Co chair for The YGL Taskforce for Circular Economy, medlem af World Economic Forum’s Meta Council for Circular Economy & medlem af Designrådet, Simon Hoffmeyer Boas, Director, Corporate Communications & CSR hos Carlsberg, Vigga Svensson, Direktør i VIGGA.us & Sofus Midtgaard, Managing partner i Leaderlab og repræsentant fra Launch Nordic og Sustainable Build.

Program:

Kl. 17.00: Velkomst og åbning af arrangementet
CradlePeople byder velkommen og introducerer aftenens program.

Kl. 17.10: “Et nyt netværk for cirkulær økonomi”
Ida Auken, Co chair for The YGL Taskforce for Circular Economy, medlem af World Economic Forum’s Meta Council for Circular Economy & medlem af Designråde og initiativtager til det nye netværk, fortæller, hvorfor en omstilling er nødvendig, og hvordan netværket vil bidrage til at opnå en cirkulær økonomi hurtigst muligt.

Kl. 17:30: “Sådan gør vi… “
Simon Hoffmeyer Boas, Director, Corporate Communications & CSR hos Carlsberg, Vigga Svensson, Direktør i VIGGA.us & Sofus Midtgaard, Managing partner i Leaderlab og repræsentant fra Launch Nordic og Sustainable Build fortæller om deres arbejde med cirkulær økonomi, og hvorfor de går i front i udviklingen af cirkulære forretningsmodeller.

Kl. ca. 18.00: Se udstillingen, øl, vin og netværk
Se udstillingen og nyd en forfriskning, mens du kan tage en snak med blandt andre repræsentanter fra det nye netværk samt virksomhederne, der står bag de udstillede produkter.

Tilmeld dig her 

 Østerbro Lokaludvalg støtter udstillingen, der kan ses på Østerbro til og med maj 2015.

 

AFHOLDT: CradleBar på DAC

Fra en lineær til en cirkulær økonomi

Lad os eliminere affald. Lad os kigge på mulighederne i en grøn omstilling. Og lad os bygge et samfund hvor hver dansker bidrager til et positivt samspil mellem miljøet og økonomien.

CradlePeople inviterer til mini-konference, hvor vi sammen med miljøminister Ida Auken kigger på en omstilling til cirkulær økonomi. CradlePeople ønsker også at ligesindede kan møde hinanden og byder derfor på en omgang bobler efterfølende.

FRA EN  LINÆR TIL EN CIRKULÆR ØKONOMI

Fredag den 31. august kl. 16-18 hos Dansk Arkitektur Center
Adresse: Strandgade 27B, 1401 København K   

Begrænset  antal pladser.  Bindende tilmelding sendes til: hello@cradlepeople.dk 

Et nyt studie udarbejdet for the Ellen McArthur Foundation viser, at den cirkulære økonomi kan være en løsning på både den økonomiske krise og ressourcekrisen. Der ligger store økonomiske fordele i den cirkulære økonomi, der baseres på ressource-effektivitet og afskaffer “producer-forbrug-smid væk” konceptet. Læs mere  her.

Till arrangementet vil projektleder Nicholas Blok fra CradlePeople give en overordnet introduktion til cirkulær økonomi, og miljøminister Ida Auken vil efterfølgende fortælle om Danmarks nye ressourcestrategi. Endvidere vil to oplægsholdere, henholdsvis fra erhvervslivet og en samfundsprovokatør, fremstille deres perspektiver for en grøn omstilling. Efterfølgende inviterer CradlePeople til løs snak over et glas champagne til at afslutte arbejdsugen på.

Vi henviser til at CradlePeople er en ikke-profitdreven organisation, og en tilmelding er bindende, da enhver “no-show” er en omkostning for organisationen og en mistet mulighed for en anden.

 

 

Miljøministeren mødes med CradlePeople

Danmark som frontløber for cirkulær økonomi?
Den 27. februar mødtes CradlePeople med miljøminister Ida Auken og en række af Danmarks førende kræfter indenfor cirkulær økonomi og ressourceoptimering.

Formålet var at skabe en platform for dialog, hvor eksperter og beslutningstagere på tværs af siloer, fik mulighed for at opdateres på den nyeste viden om emnet. Miljøministeren har tidligere formuleret, at den nationale affaldsplan skal erstattes af en ressourceplan. Nu efterlyste hun en kortlægning af de gode cases. Hun spørger efter eksempler på, hvordan cirkulær ressourceoptimering kan danne grundlag for  økonomisk og social vækst. Og om det samtidig kan skabe arbejdspladser og innovation.

Der er blevet startet en projektguppe, der vil arbejde med at finde de gode cases til ministeren, der  kan bidrage med at implementere fremsynede løsninger på den presserende ressourcekrise.

Tilstede ved mødet var: Ida Auken – Miljøminister, Michael Eirup, DI – Træindustriens Arbejdsgivere, Hanne Juel – Regional Udvikling, Region Midtjylland, Jasper Steinhausen – COWI, Søren Lyngsgaard – Vugge Til Vugge Danmark, Sussi Hørup – Erhvervsakademi Dania Skive, Inge Werther – Dakofa, Henrik Holmlund Thomsen – Bestyrelsesformand, CradlePeople, Nicholas Krøyer Blok – Projektleder, CradlePeople, Sara Jörn – kommunikationsmedarbejder, CradlePeople
Repræsentanter fra Miljøministeriet: Søren Mørch Andersen, Anne Marie Zinck og Iben Nørgaard Liep