Indkøb, der kan og vil mere – opfølgning

Af Sara Jörn og Janus Hecht

Den 15. Maj inviterede Region Midtjylland, Forum for Bæredygtig Indkøb, SustaIN og CradlePeople til konferencen Indkøb, der kan og vil mere. Det blev en spændende dag, med indlæg fra mange forskellige vinkler. Du kan downloade de forskellige oplæg længere nede.

Som et af højdepunkterne deltog miljøminister Kirsten Brosbøl, som gjorde det klart, at grøn omstilling og cirkulær økonomi står øverst på den politiske dagsorden i miljøministeriet.

Der kan ikke være tvivl om, at vi er kommet forbi et vendepunkt i forhold til den politiske orientering i miljøspørgsmålet. Idéen om et ressourcecirkulerende samfund uden affald er i stigende grad ved at blive mainstream. At udviklingen er kommet så langt, er vi enormt glade for og stolte over at vi har bidraget til i CradlePeople.

Det økonomiske incitament og det positive fodaftryk
Som en rød tråd igennem flere af indlæggene var den mulige økonomiske gevinst i at udvikle cirkulære forretningsmodeller, både for kommuner, staten, for virksomheder og på globalt plan. Fra den mindre virksomhed Re-bag deltog CSR- og marketingsansvarlig Mette Vinding, som præsenterede en CSR-vinkel med et stærkt miljøbevidst engagement. Ét af de mest imponerende eksempler på hvordan cradle to cradle tankegangen kan fungere som forretningsmodel og integreres i konkrete produkter blev præsenteret af Michael Aastrup, administrerende direktør for tæppeproducenten Desso. Desso er en større virksomhed, som stræber efter at sætte et positivt aftryk i stedet for blot at gøre mindre dårligt. Dels gennem at lade ressourcerne indgå i et bæredygtigt kredsløb med integrerede take back – løsninger, men også ved at producere tæpperne så de forbedrer indeklimaet i stedet for at gøre det værre.

Vigtigheden af netværk, dialog og tværsektorielle samarbejder
En anden rød tråd gennem hele konferencen, var værdien af velfungerende netværk og samarbejder på tværs af sektorer.

Hanne Juel, strategisk udvikler og projektledere i Region Midtjylland, fortalte om arbejdet med at implementere principperne i Cradle to Cradle i en hel region – og hvordan man får virksomhederne med.

Fra svenske Ronneby, der arbejder med at implementere cradle to cradle principper for hele kommunen i retning af cirkulær økonomi, deltog Johan Sandberg, som er CEO i Center for Forskning og Udvikling (Cefur). Cefur arbejder med at udbrede viden og facilitere samarbejder, og han lagde vægt på at dialog og opbakning fra politikerne har været afgørende for at skabe de forandringer, man er lykkedes med i Rönneby. Som konkret eksempel nævnte han, at de nu arrangerer samarbejder mellem virksomheder og forskere i udviklingen af bæredygtige løsninger.

Som en del af en nøje udarbejdet plan for hvad der skal til for at udvikle den cirkulære økonomi i stor skala, fortalte Andrew Morlet, business director i CE100 hos Ellen MacArthur Foundation, om hvordan de skaber værdifulde netværk og vidensdeling blandt de helt store transnationale virksomheder.

Netværksdannelse på det globale niveau er både meget ambitiøst og inspirerende. Ikke mindre inspirerende er det, når det forekommer i mindre skala på kommunalt plan.

Trine Bjørn Olsen, klimakoordinator i Herning kommune, fortalte om hvordan der var opstået et spontant samarbejde i kommunen på tværs af afdelinger om udvikling af arbejdstøj, der lever længere og genfødes i computertasker. De er sideløbende gået i gang med at udarbejde en manual for cirkulære indkøb, som kan anvendes på andre indkøbsområder og i andre kommuner.

Men samarbejder kan have store fordele af at bevæge sig på tværs af traditionelt adskilte siloer. Rikke Dreyer, chefkonsulent i SKI og formand i Forum for Bæredygtige Indkøb, fortalte således om hvordan Forum for Bæredygtige Indkøb skaber værdifulde forbindelser på tværs af sektorer og brancher.

tre oplaegsholdere

Udfordringer og flaskehalse
Selvom det var tydeligt på konferencen, at der sker en rivende udvikling i disse år, så stod det også klart, at der stadig er nogle store udfordringer og flaskehalse. Steder hvor vi i CradlePeople skal være skal være med til fortsat at skubbe udviklingen.

På trods af de vigtige fremskridt, ligger der eksempelvis fortsat en stor udfordring i at skabe parathed hos kunder og leverandører til at ud­sortere affald og etablere take-back systemer. Noget der også er blevet bekræftet af virksomhederne gennem de mange arrangementer CradlePeople har afholdt eller medvirket i gennem det seneste år.

Johannes Baad Michelsen, BUF Københavns Kommune, gav et godt indblik i de juridiske spidsfindigheder i forhold til offentlige indkøb – som at der er strenge restriktioner for, hvor meget miljøhensynet må veje i et udbud. Som eksempel blev nævnt et udbud for emballageløsninger til EAT skolemadsordningen, hvor miljøhensynet vejede 20% blandt flere parametre. Og selv de emballageløsninger, der er biologisk nedbrydelige eller genanvendelige, ender stadig ofte til forbrænding.

En væsentlig flaskehals for en omstilling findes således i kommunerne, der grundet ufleksible budgetter foretrækker at købe, fremfor at lease, eller juridisk er afskåret fra at stille de relevante miljøkrav til sine indkøb. Så det er plads til at hæve ambitionerne!

Det står derfor klart, at de flotte politiske ambitioner om en omstilling til cirkulær økonomi, som miljøminister Kirsten Brosbøl fremhævede, nu må omsættes til en ligeså ambitiøs lovgivning. For offentlige indkøb er, som hun understregede, en kæmpe købemuskel – og dermed en afgørende faktor for udviklingen.

tina

CradlePeoples rolle i fremtiden
Med disse eksempler og præsentationer er én af de vigtigste ting, vi tager med os fra konferencen netop værdien af netværk og samarbejde i forhold til at få skabt nogle konkrete tiltag, produkter og indkøbsaftaler som kan gøre en forskel.

Derfor skal vi i CradlePeople forsætte med at arbejde for at skabe dialog og samarbejde mellem virksomheder, myndigheder, borgere og uddannelsesinstitutioner. Vi skal bidrage til at udvikle modeller, der kan skabe nye netværksforbindelser og samarbejder i fremtiden. Det brede samarbejde er en forudsætning for, at et affaldsfrit samfund ikke blot bliver en politisk vision men, at de mange gode eksempler vi ser, bliver efterfulgt af mange flere.

Download dagens oplæg her:

Desso, Michael Aastrup

Ellen MacArthur Foundation, Andrew Morlet

Herning Kommune, Trine Bjørn Olsen-Herning Kommune 

Region Midt- CØ Hanne Juel

KBH KommuneJohannes Baad Michelsen

Ronneby Kommune, Johan Sandberg

Re-bag CirkMette Vinding

Forum for Bæredygtige Indkøb, Rikke Dreyer

 publik

Afholdt: Indkøb, der kan og vil mere

Indkøb, der kan og vil mere

Region Midtjylland, Forum for Bæredygtig Indkøb, SustaIN og CradlePeople inviterer til seminar, hvor vi stiller skarpt på bæredygtige indkøb. Mød blandt andet Miljøministeren Kirsten Brosbøl, den svenske “Cradle to Cradle kommune” Rönneby, Andrew Morlet fra Ellen MacArthur Foundation og flere virksomheder, der har cirkulær økonomi som deres forretningsmodel. 

Hvad skal der til, for at vores indkøbspolitikker fremmer omstillingen til en bæredygtig fremtid, hvor vi ikke tærer på jordens knappe ressourcer?

Hvilken rolle spiller kommuner og regioner i denne omstilling?

Konferenciers på dagen er Mette Vinding og Michael Aastrup, som begge repræsenterer virksomheder, der har haft succes med cirkulære forretningsmetoder.

Tid og sted:
Den 15. maj kl 10:30-16:00
SustaIN Festival
Godsbanen, Skovgaardsgade 3
DK-8000 Aarhus C

Tilmelding er nødvendig og kan ske her.

OBS: Der er et begrænset antal pladser. Tilmelding sker efter først til mølle-princippet.
Der opkræves et gebyr på kr. 300,- ved udeblivelse uden forudgående afbud.

 Oplægsholdere:

oplægsholdere_1

Mette Vinding – CSR- og marketingansvarlig i Re-bag A/S, Michael Aastrup – direktør for Desso, Andrew Morlet- Business Director of CE100 hos Ellen MacArthur Foundation, Johan Sandberg- Rönneby Kommune og Trine Bjørn Olsen- klimakoordinator, Herning Kommune

 

oplægsholdere_2

Johannes Baad Michelsen- BUF Københavns Kommune, Ole Frederiksen-direktør i Excellente Systems, Kirsten Brosbøl- Miljøminister, Hanne Juel- Region Midtjylland og Rikke Dreyer- Forum for Bæredygtig Indkøb

 

Program

Hvad er cirkulær økonomi, hvorfor dette initiativ og intro til dagen:

Kl 10.30 – 10.45: Velkomst
v/ Hanne Juel, strategisk udvikler og projektleder, Region Midtjylland og Rikke Dreyer, SKI, formand for Forum for Bæredygtige Indkøb

Kl 10.45-11.00: “Introduktion til dagen og kort om forretningsmodellerne bag Desso”
v/ Michael Aastrup, administrerende direktør DESSO

Kl 11.00-11.15: “Strategi for affaldsforebyggelse og grønne indkøb”
v/ Miljøminister Kirsten Brosbøl

Kl 11.15-11.30: Kort om forretningsmodellerne bag Re-bag”
v/ Mette Vinding, CSR og marketingsansvarlig, Re-bag

Kl 11.30-12.15: “Circular Economy and the CE100 Acceleration Process”
by Business Lead, Andrew Morlet, Ellen MacArthur Foundation (på engelsk).

Kl 12.15-13.15: Frokost

Eksempel på visionsdrevet byudvikling der sætter nye retningslinier for materialevalg og indkøb:

Kl 13.15 – 14.00: “Omstilling af Rønneby kommune i Sverige, efter Cirkulære Økonomiske principper og Cradle to Cradle®”
v/ Jonas Sandberg, CEO, Cefur (Center for Forskning og Udvikling).

3 hurtige eksempler på nye indkøbsmåder, der driver erhvervsudvikling:

Kl 14.05 – 14.30: “Arbejdstøjet, der lever længere og genfødes som computertasker i Herning Kommune, og hvordan kommune og leverandør samarbejder om ressourceeffektivitet.”
v/ Trine Bjørn Olsen, Klimakoordinator, Herning Kommune

Kl 14.30- 14.55: “Hvordan kan en kommune fremme ressourceeffektivitet gennem udbud og indkøb? Bionedbrydeligt emballage til skolemad”
v/ Johannes Baad, udbudsjurist, Københavns Kommune

Kl 14.55- 15.20: Kaffepause

Kl 15.20- 15.45: “Leasing som en måde at få råvarer tilbage til producenten på – udfordringer og fundne genveje i samspil med kommuner.“
v/ Ole Frederiksen, Excellente Systems

Kl 15.45-16.00: “Tak for i dag”
v/ Mette Vinding og Michael Aastrup, CradlePeople og SustaIN


Bag konferencen
Forum for Bæredygtige Indkøb, som er nedsat af Miljøministeriet, har i samarbejde med Region Midtjylland, SustaIN og Cradle People taget initiativ til konferencen, hvor mulighederne for at få bedre løsninger udforskes. Konferencen vil indeholde en introduktion til ressourceeffektivitet og cirkulær økonomi, case-præsentationer og rig mulighed for at netværke. 

På baggrund af dagen vil arrangørerne udvikle en samling gode råd om cirkulære indkøb med gode råd, som indkøbere kan bruge efterfølgende.

 

Regionen der rykker

Den 8. februar afholdt Cradlepeople netværksmøde for medlemmer og andre interesserede. Arrangementet løb af stabelen i vores lokaler i Vennemindevej på Østerbro, hvor sekretariatet holder til huse sammen med Miljøpunkt Østerbro.

Projektleder Nicholas Krøyer Blok bød velkommen med en kort præsentation af CradlePeople, vores vision og mission. Herefter var der tid til et spændende oplæg af Hanne Juel, projektleder i Vækstforum i Region Midtjylland, som i de kommende år vil fremme ressourceoptimering og C2C i forhold til både virksomheder og også byudvikling i Region Midtjylland. Her betragtes Cradle to Cradle som en ny forretningsmodel, der fremmer innovation og sætter positive footprints. Check i øvrigt deres inspirerende blog: Cradle2CradleRegionMidt.

Rock the boat!
Vækstforum i Region Midtjylland er historien om, hvordan et par ildsjæle ved tilfældigheder og ved lange seje træk får implementeret en C2C politik i strategien for en hel region. I 2008 blev første skridt taget til udviklingen af en innovationsstrategi, som skulle tage afsæt i samfundsmæssige udfordringer og bæredygtighed. Toneangivende erhvervsfolk, interesseorganisationer og andre blev derefter spurgt, hvad de anså for de største udfordringer i forhold til de forstående kriser, og pegede samstemmende for vand og affald.

Hanne Juel og hendes kollega faldt samtidig over en artikel i Weekendavisen. Her fremstod Cradle to Cradle som en forretnings- og innovationsstrategi. Det blev startskuddet på en lang rejse, for at skabe legitimitet for, og anerkendelse af, forretningspotentialet i Cradle to Cradle i et erhvervsudviklende ssammenhæng. 


“Man får det ikke i morgengave”
, konstaterer Hanne Juel.
Det offentlige erhvervsudviklingssystem befinder sig i brydningsfeltet mellem to paradigmer. Mantraet indtil nu har været vækst = velstand = velfærd.  Devisen om de “regionale styrker” gør, at de regionale midler fx vil lande i traditionel svineavl, hvis det er dem der repræsenterer de store erhverv i en given region.

Det andet og nyere paradigme er, at Regionen sigter efter at finde morgendagens løsninger på de samfundsmæssige udfordringer. At forretning skal være ” to the benefit of future generations”. Region Midtjylland skal gå fra en strategi, hvor de forlænger den enkelte virksomheds formåen, til at anvende flere af de mange offentlige erhvervsudviklingsmidler, med at skabe morgendagens forretningsområder, mener Hanne. Med dette, mener hun et holistisk afsæt og fremme ” positive footprints” både miljø- og ressourcemæssigt  og socialt.

C2C har innovationskraft!
I 2011 fik Hanne Juel sammen med sin kollega Christian Fredsø Jensen, C2C ind som en innovationsstrategi for regionens erhvervsudvikling og handleplan. Den indebærer blandt andet hjælp til små og mellemstore virksomheder til at udvikle en Cradle to Cradle forretningsstrategi.  Endvidere kan 2 kommuner opstille en vision på området, som der er afsat puljemidler til at realisere. “Vi håber, at vi kan skabe et Venlo (En Hollandsk kommune med stor fokus på C2C, red)  i Danmark. Og at vi får mange gode virksomheds-cases. Vi har brug for dem i den store fortælling,” siger Hanne Juel.

En bevægelse

Tankegangen spredte sig som ringe på vandet, og flere og flere i det regionale system er efterhånden overbevist om, at det rent faktisk kan være en god forretning, at udvise samfundsansvar og være bæredygtige. Det vigtige er, i følge Hanne Juel, at mobilisere dem med de gode kompetencer, dem med magt og ildsjælene.

Tankegangen ved at tage samfundsansvar og være bæredygtig, fik Hanne illustreret for os på smukkeste vis. Det fik hun vist med en video, med en lille opskrift på hvordan man starter en bevægelse, som man ikke skal snydes for, hvis man missede oplægget.

Hvor er CradlePeople i fremtiden?
Oplægget blev efterfulgt en en veloplagt diskussion blandt de tilstedeværende. Blandt andet blev nødvendigheden af en Cradle to Cradle certificering debatteret. Er det vigtigt, at man betaler for at blive blåstemplet ved en certificering, eller bør man hellere bruge sine penge og kræfter på, at arbejde for udbredelsen af helhedstankegangen inden for ressourceoptimering.

Hanne Juel oplyste, at der ikke er stor fokus på certificeringen i regionens C2C projekt, og andre fremførte, at det heller ikke er centralt i Holland, hvor Cradle to Cradle tankegangen er mest udbredt i dag. Et andet eksempel er Kalundborgsymbiosen, der har arbejdet med Cradle to Cradle i de seneste 17 år, uden at vide hvad C2C egentlig var.

En konsulent fra C2C’s certificerede Mosa Tiles  fremholdt, at deres kunder efterspørger certificeringen, og at den derfor er med til at skabe en positiv pres til leverandører og underleverandører. Andre producenter fremførte, at certificeringen er med til at forhindre falsk markedsføring. Anette Hastrup, der repræsenterede certificeringsvirksomheden Vugge til Vugge, fastslog at virksomhedens mål først og fremmest er at optimere arbejdet mod C2C. I øvrigt, oplyste hun, at der nu er dannet en “non-profit” uafhængig instans i Californien, der gør kriterierne for certificeringen mere gennemskuelige.

Der var blandt de fremmødte enighed om, at CradlePeople fortsat skal vægte at være en bredt funderet NGO, der arbejder på at udbrede cirkulær ressourceoptimering og ressourceflow generelt. Der blev udtrykt ønske om, at CradlePeople bliver mere konkret. Dette betyder, at CradlePeople i fremtiden vil arbejde på at tiltrække viden og projekter, der vil fremme udviklingen.