Case: Grundfos

Grundfos’ pumper indsamles til 100% genbrug, fordi det skaber arbejdspladser og gavner miljøet.

En af Danmarks største virksomheder, Grundfos, har øjnet potentialerne i at udarbejde produktionen i et mere lukket kredsløb. De har opstartet og driver et pilotprojekt på dansk grund, hvor de genanvender gamle pumper. Indtil videre har det sikret aluminium til at lave nye pumper, men på sigt skal det også sikre sjældne jordarter, som neodymium og dysprosium, fra de nye pumper, der er designet til adskillelse. Disse jordarter indgår f.eks. også i vindmøller, og bliver mere og mere værdifulde.

Mogens Lindhart fra Grundfos fortæller, at man startede projektet i samarbejde med grossister og montører, som i forvejen solgte de brugte pumper til skrothandlere. “De solgte dem som skrot, så de kunne tjene lidt til julefrokosten” siger han, og fortsætter “Vi så det jo også som et naturligt samspil mellem miljøarbejde og en økonomisk indtjening på den lange bane.”

Projektet har også til hensigt  at skabe jobs for udsatte personer, som kan hjælpe med at tage pumperne retur og dermed få arbejdspladser i produktionen. En vinkel på projektet som gør den til en fuldkommen “triple bottom line”, der er økonomisk, miljømæssig og menneskelig.

Pumperne har en lang levetid, ca 30 år, og derfor er en forretningsmodel med at leje pumperne ud, eller lave en pantordning, ikke på tegnebrættet. Dog ønsker man at styrke samarbejdet i hele VVS branchen, så produkter nemmere kan indhentes. Grundfos ser bestemt potentiale i en styrket cirkulær tænkning. De viser, at man som producent kan tage ejerskab overfor sine produkter, til gavn for såvel miljø, økonomi og jobskabelse.

 

At eje eller leje?

Er du miljøbevidst, er der ingen tvivl: så skal du leje frem for at eje. Hvis du eller din virksomhed får brug for nye mobiltelefoner, fladskærme eller vaskemaskiner, bør du overveje at leje dem. Det er ressourcemæssigt godt for miljøet. Og i sidste ende også for økonomien.

Vi lejer sommerhuse, har dele-biler og låner bøger på biblioteket. Der er intet nyt i at låne og leje, og det er blevet gjort meget nemmere end nogensinde før, at få adgang til forbrugsgoder gennem leasing.

Men ved at leje er der en række fordele for miljøet, som vi til gengæld ikke er så opmærksomme på:

1. Udlejer har store mængder af det produkt du lejer. Det betyder at de ofte har en ressourcebank eller bedre genbrugsmuligheder og affaldssortering, end du som privatperson har. På den måde kan ressourcerne i produkterne også nemmere komme tilbage til producenten.

2. Ved produktion af et produkt er der et kæmpe skjult ressourceforbrug. F.eks. har en fladskærm en samlet affaldsmængde i produktionen, der svarer til at smide 2 små biler, 10 vaskemaskiner og 24 bærbare computere ud (ca. 2.600 kg). Ved at leje frem for at købe nyt, har du sparet en enorm mængde ressourcer og energi.

3. Udlejeren vil udleje kvalitet for at undgå reparation så vidt muligt. Det betyder at du formentlig støtter produkter, der er bygget for at holde i lang tid.

     

Tidligere artikel: Det hemmelige forbrug

Ved at leje, optimerer du ressourcerne meget bedre, og beskytter derfor miljøet.  Og det er nemt at leje en fladskærm. Men kan vi leje borde, tasker, gryder og mobiltelefoner?

Der findes eksempler på, hvor dette lader sig gøre. En populær New Yorker TV-serie gjorde udlejning af dyre modetasker til en trend, da Carrie fra Sex and the City lejede en Louis Vuitton taske. En god løsning for folk som ikke har råd til at eje luksusprodukter, eller gerne vil have oplevelsen af en Louis Vuitton. Men hvad med produkter, som vi skal bruge mere i vores dagligdag, som f.eks. en mobiltelefon?

Her skal vi kigge mod danske virksomheder for at finde inspiration. Hos en af Danmarks største virksomheder, Grundfos, har de oprettet et ”take-back” system, hvor de modtager brugte pumper, som kan indgå tilbage i produktionen, til at lave nye. Udgangspunktet er at genanvende flere materialer såsom de sjældne jordarter neodymium og dysprosium, der indgår i de nye generationer af pumper (og f.eks. også i vindmøller).

Grundfos kan tillade sig dette, da de arbejder business-to-business, og har en større mængde af opsamling, end hvis de modtog pumper fra private borgere. Derfor kan leje af pumper til private være en god løsning, da en grossister og montører kan levere brugte pumper tilbage til Grundfos, for en økonomisk gevinst.

Case: GH Form

Et andet eksempel er GH Form. De producerer vej- og parkudstyr, som bænke, lygtepæle, cykelstativer, etc. Som en traditionelt-baseret maskine-virksomhed, gør de op med et paradigmeskifte om, at kommuner skal låne deres produkter, ikke eje. Incitamentet bag dette er både økonomisk og miljøbevidst. Ved at GH Form indhenter det brugte vej- og parkudstyr, og derefter skiller det ad og lave det om til nye produkter, er økonomisk set en rigtig god løsning. Frem for at købe jomfruelige råvarer har de store besparelser, der samtidig skåner miljøet.

På Bornholm bygger de i øjeblikket en hel konferencebygning, som er baseret på ideen om at dens facade kan udskiftes, og derfor kun er lejet. Konferencebygningen, Green Solution House, er bygget på ideologien om, at alt skal kunne genanvendes og udskiftes. En hel bygning, der er designet til adskillelse.

Tidligere artikel: Cradle to Cradle i Dansk byggeri

Hvilket bringer os tilbage til mobiltelefonen. Mobiltelefoner er desværre ikke designet for adskillelse endnu, trods de indeholder kobber, guld og i nogle tilfælde sjældne jordarter. Men de kan stadig i det grove skilles ad, og nogle få mineraler kan udvindes.

Men hvordan indsamler vi mobiltelefonerne? Vil vi være villige til at leje en mobiltelefon, en gryde eller stole, som er ting der er personlige for os, end f.eks. en parkbænk. Det er allerede nu muligt at leje en mobiltelefon, men for dem som ikke er klar til at leje, findes der en anden mulighed.

Eksternt link: Tre ud af fire danskere vil have pant på mobiltelefonen

Dansk Retursystem er en organisation, der har eksisteret i mange år, og opsamler flasker gennem pant. De har bevist at det kan lade sig gøre, at opsamle disse ressourcer i form af glas og plastik ude hos borgerne. Ville det være muligt at oprette et opsamlingssystem for mobiltelefoner hos forhandlere, og måske få en ny telefon i bytte? Eller en pantordning hos isenkræmmeren for dit brugte køkkenudstyr? Ja, hvorfor ikke.

Vores ressourcer på denne planet bliver konstant sværere at udvinde, og dermed dyrere, og en forholdsvis simpel løsning på dette problem, ville være at udbygge vores retursystem, til at omfatte betydeligt flere ting, end vores flasker. Et foreslag som mange danskere allerede har taget til sig.

Kilde: Ellen MAcArthur Foundation, Ingeniøren, Mandag Morgen, Danmarks Naturfredningsforening