Nyt projekt i 2015

I 2015 har CradlePeople et særligt fokus på fremtidens danskere. Vi tager, i et nyt projekt, en vigtig dialog om morgendagens løsninger på ressourceudfordringerne med børn og unge under uddannelse.
Vi begynder på Østerbro i København.

Østerbro Lokaludvalg har bevilget støtte til projektet “Et bæredygtigt forbrug på Østerbro”, hvor CradlePeople sammen med lokale borgere og unge under uddannelse sætter fokus på cirkulær økonomi og bæredygtige løsninger. Miljøpunkt Østerbro er sparringspartner på projektet.

En reel grøn omstilling kræver, at vi kender til og efterspørger de bæredygtige løsninger. Især er det vigtigt, at fremtidens danskere får øjnene op for mulighederne for at bidrage til et positivt fodaftryk på kloden med sine daglige valg.

Derfor har CradlePeople udviklet udstillingen “Everyday Upcycling,” der består af upcyclede hverdagsprodukter i materialer, der ikke er til fare for mennesker og naturen, og som er designet til at kunne blive genbrugt igen og igen.
“Everyday Upcycling” har, siden ferniseringen på Dansk Design Center i januar 2014, været meget efterspurgt og er set af tusindvis rundt omkring i landet.

Workshops og interaktive oplæg for børn og unge
 på Østerbro
I begyndelsen af 2015 vil CradlePeople vise udstillingen på Østerbro, som udgangspunkt for formidling af ressourceeffektivitet til en bred målgruppe.
Der er brug for at diskutere fremtidens forbrug og produktionsmåder og at dele de gode eksempler på allerede eksisterende produkter og løsninger samt at få debatteret de enkelte udfordringer og løsningsmodeller i dybden. 

Med udgangspunkt i udstillingen, har CradlePeople derfor udviklet workshops og interaktive oplæg for børn og unge, som kan give en konkret forståelse for forskellen på down- re- og upcycling, og hvorfor det er så vigtigt, at vi kan bevare vores dyrebare materialer i kredsløb. Og i 2015 får blandt andre Østerbros unge muligheden for at tage en spændende dialog om morgendagens løsninger på verdens ressourceudfordringer.

Med “Et bæredygtigt forbrug på Østerbro” håber vi på at øge interessen for, at vi kan designe vores produkter anderledes, så vi skaber mindre affald og beholder de dyrebare ressourcer i kredsløb.

CradlePeople arbejder på, at dette lokale projekt kan blive et startskud til at nå ud til børn og unge i resten af landet.

Vi ses på Østerbro!

CradlePeople takker Østerbro Lokaludvalg for støtten, og Miljøpunkt Østerbro for samarbejdet.

Afholdt: Cirkulær økonomi nu!

Til ferniseringen på CradlePeoples udvidede udstilling “Everyday Upcycling” kan du møde Ida Auken og andre repræsentanter fra et helt nyt netværk af frontløbere, der vil accelerere omstillingen til en cirkulær økonomi i Danmark.

Læs mere om udstillingen og åbningstider her.

Netværket består af mange af landets største virksomheder, heriblandt Mærsk og Carlsberg, arkitekter fra BIG, Henning Larsen og 3XN, og grønne fortalere fra fx. Dansk Industri, Aalborg Universitet, CradlePeople og mange flere. 

Mød initiativtager til netværket, Ida Auken, der vil fortælle, hvorfor en omstilling er nødvendig, og hvordan netværket vil bidrage til at opnå en cirkulær økonomi hurtigst muligt. Tag en snak med flere repræsentanter fra netværket om hvorfor, de synes, tiden er inde til handling, eller hvad de ser som morgendagens løsninger.

Alt dette sker, når CradlePeople åbner en udvidet udgave af udstillingen “Everyday Upcycling”, der viser upcyclede hverdagsprodukter, der er designet til at deres råmaterialer kan bruges igen og igen og igen. Du kan eksempelvis se sko, der er biologisk nedbrydelige, bleer, der kan komposteres eller skylles ud i toilettet, lamper af tang og meget andet.

Tid og sted:
Den 12. marts kl. 17-20.
Docken, Færgehavnsvej 35, 2150 Nordhavn

Docken ligger i et fantastisk gammelt saltlager i Nordhavn, direkte ud til Øresund med udsigt til solnedgang over havet. CradlePeople byder på et glas vin mens Carlsberg byder på øl og sodavand.

 

oplægsholdere

Ida Auken, Co chair for The YGL Taskforce for Circular Economy, medlem af World Economic Forum’s Meta Council for Circular Economy & medlem af Designrådet, Simon Hoffmeyer Boas, Director, Corporate Communications & CSR hos Carlsberg, Vigga Svensson, Direktør i VIGGA.us & Sofus Midtgaard, Managing partner i Leaderlab og repræsentant fra Launch Nordic og Sustainable Build.

Program:

Kl. 17.00: Velkomst og åbning af arrangementet
CradlePeople byder velkommen og introducerer aftenens program.

Kl. 17.10: “Et nyt netværk for cirkulær økonomi”
Ida Auken, Co chair for The YGL Taskforce for Circular Economy, medlem af World Economic Forum’s Meta Council for Circular Economy & medlem af Designråde og initiativtager til det nye netværk, fortæller, hvorfor en omstilling er nødvendig, og hvordan netværket vil bidrage til at opnå en cirkulær økonomi hurtigst muligt.

Kl. 17:30: “Sådan gør vi… “
Simon Hoffmeyer Boas, Director, Corporate Communications & CSR hos Carlsberg, Vigga Svensson, Direktør i VIGGA.us & Sofus Midtgaard, Managing partner i Leaderlab og repræsentant fra Launch Nordic og Sustainable Build fortæller om deres arbejde med cirkulær økonomi, og hvorfor de går i front i udviklingen af cirkulære forretningsmodeller.

Kl. ca. 18.00: Se udstillingen, øl, vin og netværk
Se udstillingen og nyd en forfriskning, mens du kan tage en snak med blandt andre repræsentanter fra det nye netværk samt virksomhederne, der står bag de udstillede produkter.

Tilmeld dig her 

 Østerbro Lokaludvalg støtter udstillingen, der kan ses på Østerbro til og med maj 2015.

 

Det handler om design

Affald er et resultat af dårlig design. Det er i høj grad filosofien i Cradle to Cradle.
I CradlePeople mener vi yderligere, at dårlig design er et resultat af manglende dialog mellem relevante aktører, når vi producerer produkter. Dialogen mellem forbrugere, produktdesignere, leverandører, politikere og genindvindingsindustrien er en forudsætning for en omstilling og systemiske forandringer. Ved at sikre den dialog kan vi genbruge råmaterialerne igen og igen. Det er det, der kan skabe vækst og innovation i Danmark.

Vi ved det godt: Jordens ressourcer er endelige, priserne på verdens råvarer er på himmelflugt og det hænger nøje sammen med, at de er ved at slippe op. Hvis resten af verden havde et forbrug af ressourcer  som den gennemsnitlige dansker, så havde vi brug for mere end 4 jordkloder. Så nej: Vækst som vi kender det i dag kan ikke fortsætte.

Design kan sende råmaterialer i kredsløb
Heldigvis kan den nuværende finanskrise være en grobund for nye løsninger. Forbindelsen mellem finans – og miljøkrisen skaber nye udviklings – og forretningsmuligheder. Ligesom Danmark tog et teknologisk kvantespring i forbindelse med energikrisen i 1970´erne, burde der nu være forretningsmæssigt rationale i et paradigmeskift, mod at producere til livscyklusser. Lad os i Danmark være de første til at udnytte dette. Vi har ikke selv mange råstoffer, og vi kan ikke konkurrere mod resten af verden på priser. Hvorfor så ikke konkurrere på innovativt samarbejde og design, der sikrer, at vi holder råstofferne i kredsløb?  Det vil være både godt for miljøet og en god forretning for vores økonomi.

Det vil kræve en større ændring i vores tilgang til design og produktion at håndtere den omstilling. Det kræver, at vi nedbryder siloer og lærer at samarbejde på tværs af sektorer og industrier. Og her spiller design en afgørende rolle – fra produktdesign som vi kender det i dag til nye løsninger, der kan sikre at råmaterialerne forbliver i kredsløb. Designeren kan f. eks. allerede i skitsefasen møde skraldemanden, der skal skille produktet ad igen, når det ikke længere har værdi for forbrugeren.

En omstilling til et affaldsfrit samfund er en spændende udfordring, som kalder på vores kreativitet, samarbejde og nysgerrighed. Den udfordring  kan sagtens overkommes.

I januar måned udstillede CradlePeople “Everyday Upcycling” i Dansk Design Center. Udstillingen er nu på vej videre til henholdsvis Køge og Næstved, og viser udvalgte eksempler på dagligdags produkter, der er designet til at kunne adskilles i sine rene råmaterialer. På den måde kan materialerne indgå i enten et biologisk eller teknologisk kredsløb, og blive brugt igen og igen. Det er den spæde start på fremtidens produktionsform, der ligesom naturen ikke skaber affaldsprodukter.

fernisering

Fernisering, “Everyday Upcycling”

Opskriften på at redde verden er allerede opfundet – vi skal blot føre den ud i livet.
Vi må gøre op med den fremherskende forbrug og smid-ud mentalitet og indse, at de dyrebare råmaterialer er begrænsede og derfor blot til låns. Hvis vi som udgangspunkt begrænser udvindingen af nye råmaterialer af jorden, og sørger for at blive bedre til at udnytte dem igen og igen, gavner vi mange vigtige områder samtidig. Miljømæssig, social og økonomisk vækst opstår ikke af reduktion. Det opstår af ubegrænset genbrug af råstoffer. 

Det giver uanede muligheder for at udvikle et samfund i vækst, hvor vi er innovative, og som vi alle kan være stolte af at være en del af.

Det er det vi skal leve af i fremtiden i Danmark!

Tidligere artikler: Det hemmelige forbrug og At eje eller leje