Hvem ejer dit affald?

En ungarbejder i Brugsen i Sorø, så butikkens affald som ressourcer. Hun tog kampen op imod kommunen, der hellere ville brænde brugt emballage, end at genanvende det.

I CradlePeople møder vi mange, som spørger hvordan de kan gøre en forskel som almindelige borgere. Den følgende historie fortæller om en ung persons lille handling, som blev til et stort anliggende.

Tanja Blom var ansat som ungarbejder i Brugsen i Sorø. En dag får hun nok af, at se de store mængder emballage blive smidt ud hver dag i containeren, og hun henvender sig til sin butikschef Søren Sørensen. Den emballage må da kunne  bruges langt mere effektivt, er Tanjas holdning. Søren lytter til sin ansatte og afsøger sit netværk, for at finde ud af, om der er nogen, der vil aftage alle deres papkasser og plastik.

Efter kort tid slår affaldsfirmaet Marius Pedersen i Odense til. De laver en aftale om, at Brugsen presser emballagen, som Marius Pedersen så henter og sender til genanvendelse. Nu har Brugsen pludselig en månedlig indtjening på genbrug, i stedet for en månedlig udgift til renovation.

Endvidere er pengene til en plast- og pappresser hurtigt tjent ind, og Tanja er nu medlem af butiksrådet. Vi kunne lukke med en lykkelig slutning her, men det fortsætter.

Brugsforeningen går nu skridtet videre til sine medlemmer, altså Brugsens kernekunder, og opfordrer dem til at aflevere deres emballage i butikken, for at det kan genbruges. Endvidere inddrages øvrige butiksråd i kommunen, som udviser stor interesse. Til sidst går brugsforeningen til kommunen, med bl.a. en ide om at inddrage unge arbejdsløse, og at lave et udvidet samarbejde om genbrug.

Her går det så galt. Kommunen henviser til, at borgernes affald er kommunal ejendom, og skal sendes til forbrænding. Det skal ikke videresælges til genbrug! Lovgivningsmæssigt har kommunen en aftale med et fælleskommunalt selskab, der skal aftage affaldet, primært med formål at brænde det i fjernvarmeanlægget. Brugsen bliver derfor bedt om at lukke projektet med det samme, og kommunen afviser nogen form for dialog.

Dette bliver for meget for Brugsforeningen og involverede ildsjæle. Man henvender sig til medierne og modtager stor opbakning fra lokale borgere. De kan nemlig sagtens se, at affaldet er ressourcer, og at det derfor bør det behandles således.

Det viser sig desuden, at kommunen tager fejl, hvis de påstår, at Brugsens erhvervsaffald er kommunal ejendom. Det er det nemlig først når det er placeret i deres affaldscontainere, og ”affaldet” er derfor Brugsens egendom. Endvidere må affald ifølge EU lovgivningen  frit handles mellem såvel kommunale som nationale grænser. Det er altså ikke nok med, at kommunens embedsmænd modarbejder borgerne, det lokale erhvervsliv og miljøet, de befinder sig også i en lovgivningsmæssig gråzone.

Imens fortsætter Brugsen med at sortere deres emballageaffald. De har endda ansat en medarbejder med autisme, der håndterer sorteringen af deres plast, pap og papir. I Sorø håber man meget på, at kommunen og dens lokale politikere snart vågner op, og begynder at kildesortere.

Denne historie beskriver tydeligt et syntom, som Danmark har pådraget sig, som handler om blot at blande alt vores affald i én bunke, hvorefter vi sender det til forbrænding. Men det er også en solskinshistorie, der fortæller om en enkelt borgers handling, der så affald som ressourcer, og tog handling. Det er på høje tid at vi ændrer vores synspunkt til affald, og ser det som værdifulde ressourcer, som kan genanvendes igen og igen og igen.

 

Affald = føde og vedvarende energi

Endelig kom det store energiforlig på plads i marts måned. Set fra CradlePeoples synspunkt er dette en glædelig nyhed, da vi bevæger os væk fra at opbruge ressourcer til energi, og tager et skridt fremad mod vedvarende energi. Forliget peger primært på, at 35% af vores energi i 2020 skal komme fra vedvarende energikilder, og dette inkludere også sol, bølger, biomasse og biogas udover vind.

Pressemeddelelsen fra Klima, Energi og Bygningsministeriet

Umiddelbart sættes der fokus på, at vi skal investere i vind med to nye vindmølleparker. En energikilde som er vedvarende, men også kan være dyr i vedligeholdelse, og kræver enorme ressourcer at bygge. Et stort ønske fra CradlePeople er, at vindmøllerne selvfølgelig skal bygges ud fra en teknisk cyklus, så alle materialer kan genbruges igen og igen. Her er der nemlig lang vej, før dette kan realiseres.

En lettere overset energikilde er dog at finde lige under din køkkenvask. Bioaffald, som vi i øjeblikket brænder af i vores forbrændingsanlæg over hele Danmark, kan omdannes til biomasse og biogas. Ca. 38% af vores husholdningsaffald er bioaffald, altså madrester, skralder, køkkenplanter, haveaffald, etc. Ting som kan komposteres og genbruges, og i processen danner energi.
Dette eksistere to steder i Danmark, hvor forbrænding for længe har stjålet opmærksomheden. EU har også fået en øget ressourcebevidsthed, og flere Europæiske lande er meget længere fremme end Danmark på bioaffalds-området. Hvis Danmark virkelig skal være en frontløber i verden på energipolitik, så handler det om, at vores bioaffald ikke ryger til forbrænding, det skal udnyttes bedre. Vi skal gå fra producer-forbrug-brænd, til producer-forbrug-komposter-producer-etc.

Læs mere om udviklingen af de to biogasanlæg i Danmark  her.

Kilder:
Ingeniøren, DTU, Miljøstyrelsen, Klima, Energi- og bygningsministeriet