Case: Fra madaffald til grøn energi

Fra D’Angleterre og Radisson, til Burger King og IKEA: Kunderne spænder vidt hos den danske virksomhed BioTrans Nordic. Og den unikke ting, som disse kunder har til fælles er, at de ser deres madaffald som ressourcer, der kan omdannes til biogas og grøn energi.

Systemet er enkelt: Alle former for madaffald kan smides direkte i en opstillet affaldskværn. Det kværnede affald bliver til biomasse, og føres hen til en central opsamlingstank via et rørsystem. Herfra bliver det hentet af BioTrans Nordic og fragtet til et biogasanlæg, hvor biomassen omdannes til energi. Efterfølgende udnyttes affaldet som gødning.

Sådan får landbruget værdifuld fosfor og nitrogen tilbage i jorden, miljøet skånes fra farlige drivhus- og metangasser, og der er skabt ca. dobbelt så meget strøm ved, at biogasse det organiske affald, end hvis det våde materiale var blevet sendt til forbrænding.*

Der genereres store mængder af madaffald fra storkøkkener hver dag. Det er oplagt, at hotel- og restaurationsbranchen og offentlige institutioner begynder at se potentialet i ”det organiske guld.” I dag er det kun 14 kommuner ud af 98 i Danmark, der sender sit mad- og haveaffald til bioforgasning.

*Kilde: Claus Felby, professor ved Københavns Universitet og forsker i biogas

 

biotrans_system

Hvem ejer dit affald?

En ungarbejder i Brugsen i Sorø, så butikkens affald som ressourcer. Hun tog kampen op imod kommunen, der hellere ville brænde brugt emballage, end at genanvende det.

I CradlePeople møder vi mange, som spørger hvordan de kan gøre en forskel som almindelige borgere. Den følgende historie fortæller om en ung persons lille handling, som blev til et stort anliggende.

Tanja Blom var ansat som ungarbejder i Brugsen i Sorø. En dag får hun nok af, at se de store mængder emballage blive smidt ud hver dag i containeren, og hun henvender sig til sin butikschef Søren Sørensen. Den emballage må da kunne  bruges langt mere effektivt, er Tanjas holdning. Søren lytter til sin ansatte og afsøger sit netværk, for at finde ud af, om der er nogen, der vil aftage alle deres papkasser og plastik.

Efter kort tid slår affaldsfirmaet Marius Pedersen i Odense til. De laver en aftale om, at Brugsen presser emballagen, som Marius Pedersen så henter og sender til genanvendelse. Nu har Brugsen pludselig en månedlig indtjening på genbrug, i stedet for en månedlig udgift til renovation.

Endvidere er pengene til en plast- og pappresser hurtigt tjent ind, og Tanja er nu medlem af butiksrådet. Vi kunne lukke med en lykkelig slutning her, men det fortsætter.

Brugsforeningen går nu skridtet videre til sine medlemmer, altså Brugsens kernekunder, og opfordrer dem til at aflevere deres emballage i butikken, for at det kan genbruges. Endvidere inddrages øvrige butiksråd i kommunen, som udviser stor interesse. Til sidst går brugsforeningen til kommunen, med bl.a. en ide om at inddrage unge arbejdsløse, og at lave et udvidet samarbejde om genbrug.

Her går det så galt. Kommunen henviser til, at borgernes affald er kommunal ejendom, og skal sendes til forbrænding. Det skal ikke videresælges til genbrug! Lovgivningsmæssigt har kommunen en aftale med et fælleskommunalt selskab, der skal aftage affaldet, primært med formål at brænde det i fjernvarmeanlægget. Brugsen bliver derfor bedt om at lukke projektet med det samme, og kommunen afviser nogen form for dialog.

Dette bliver for meget for Brugsforeningen og involverede ildsjæle. Man henvender sig til medierne og modtager stor opbakning fra lokale borgere. De kan nemlig sagtens se, at affaldet er ressourcer, og at det derfor bør det behandles således.

Det viser sig desuden, at kommunen tager fejl, hvis de påstår, at Brugsens erhvervsaffald er kommunal ejendom. Det er det nemlig først når det er placeret i deres affaldscontainere, og ”affaldet” er derfor Brugsens egendom. Endvidere må affald ifølge EU lovgivningen  frit handles mellem såvel kommunale som nationale grænser. Det er altså ikke nok med, at kommunens embedsmænd modarbejder borgerne, det lokale erhvervsliv og miljøet, de befinder sig også i en lovgivningsmæssig gråzone.

Imens fortsætter Brugsen med at sortere deres emballageaffald. De har endda ansat en medarbejder med autisme, der håndterer sorteringen af deres plast, pap og papir. I Sorø håber man meget på, at kommunen og dens lokale politikere snart vågner op, og begynder at kildesortere.

Denne historie beskriver tydeligt et syntom, som Danmark har pådraget sig, som handler om blot at blande alt vores affald i én bunke, hvorefter vi sender det til forbrænding. Men det er også en solskinshistorie, der fortæller om en enkelt borgers handling, der så affald som ressourcer, og tog handling. Det er på høje tid at vi ændrer vores synspunkt til affald, og ser det som værdifulde ressourcer, som kan genanvendes igen og igen og igen.