Sortering – den næste miljøkamp

Artikel af Nicholas Krøyer Blok, projektleder i CradlePeople

Denne artikel blev bragt hos Altinget.dk og blev fremsendt til Miljøministeriet, som en kommentar til den kommende ressourcestrategi.

Miljøministeriets kommende plan for affald er noget man kan glæde sig til – det er nemlig en ressourcestrategi, der forudsætter, at alting skal genbruges. Men den bygger på en plan for sortering, som kan blive dens banemand.

Miljøministeriets ressourcestrategi har fire primære fokusområder. Den første er sortering af organisk materiale, som madaffald og haveaffald, der skal sikre at vi fører værdifulde mineraler som fosfor og kulstof tilbage til landbruget, og at der i processen laves biogas til varme og el. I bund og grund et fantastisk potentiale, som udnytter naturens naturlige proces og dækker nogle meget essentielle behov. Det sker allerede med stor succes flere steder i Danmark. Næste skridt er at gøre det samme med vores spildevand fra toilettet, hvor der er endnu mere fosfor og biogas at hente.

Ressourcestrategiens andet og tredje fokusområde er byggeri- og elektronikaffald.

Igen meget oplagte områder, da byggeriet står for ca en tredjedel af vores samlede affald, og elektronik indeholder sjældne metaller og jordarter, der inden længe slipper op.

Det fjerde fokusområde er resten af husholdningsaffaldet; altså pap, papir, plastik, storskrald, etc. Ressourcestrategien kommer formentlig til at indeholde krav til kommunerne om, at dette skal sorteres i mange forskellige fraktioner, og borgerne skal lære at smide det rigtige affald i den rette container. Med andre ord, skal vi opdrages til at kende forskel på materialer, og sortere det i vores hjem, hvorefter det skal transporteres med forskellige skraldevogne til en ressourcecentral.

Dette risikerer at blive ressourcestrategiens akilleshæl.

”Nytter det overhovedet at sortere?”
Når der tales om at borgere skal sortere affaldet er der en del skeptikere, som peger på tidligere eksempler i Danmark, hvor det har fejlet. Heriblandt i Aarhus, hvor man bad borgerne om at sortere, hvorefter affaldsvirksomheden Affald Varme, smed det hele i en stor container til forbrænding. Hele projektet mistede sin troværdighed, og borgerne holdt op med at sortere. Et lignende eksempel kan man høre om i Helsingør, hvor sortering af organisk materiale heller ikke var en succes.

Umiddelbart mener jeg, at det er en misforståelse, når man bruger eksempler som disse til at hævde, at folk ikke kan sortere. I Tyskland, Sverige og Norge sorteres helt op til 50% af husholdningsaffaldet. I Danmark er det blot 27%. Danmark er det land i Europa, formentlig verden, som brænder mest affald. 54% af vores affald havner i et forbrændingsanlæg, og bliver til CO2 og for evigt mistede ressourcer. Fortalere for forbrænding bruger de mislykkedes forsøg på sortering, som bevis på, at det ikke kan lade sig gøre. Vi kan dog konstatere, at det kan lade sig gøre hos vore nabolande, men det kræver tid og ressourcer i form af oplysning og logistik.

Affaldets skyttegravskrig
Og det er her vi risikerer at debatten havner i en skyttegravskrig mellem sortering og forbrænding. Miljøministeriet og miljøorganisationer mener, at borgerne skal sortere mere, og energiselskaber og kommuner bag forbrænding mener, at vi blot skal brænde det meste. Begge dele vil skabe jobs og økonomisk vækst. Energiselskaberne har den fordel, at de har bevist at forbrænding fungerer, og de har pengene til videre udvikling. Fortalere for sortering, som mig selv, kan pege på at priser på ressourcer og råmaterialer er steget med 147% i de sidste 10 år, og at det gør, at vi ikke har råd til at brænde vores ressourcer af mere. De støt stigende priser på samtlige ressourcer, fra mineraler og metaller, til vand, fødevarer og energi, afspejler en stigende knaphed og mangel på verdens ressourcer. Forbrænding er desuden dyrt og ustabilt i drift, i forhold til vedvarende energikilder, og i bund og grund en forældet metode. Sortering er vejen frem, men spørgsmålet er,  hvor hård kampen bliver. 

Genbrug skaber jobs og økonomisk vækst
Der er dog et tredje alternativ, som er ganske udiskuteret i Danmark. I San Francisco, Californien, har man taget springet direkte fra farlig deponi og til en af verdens bedste genbrugsindustrier, med jobmæssig og økonomisk vækst til følge. Man er simpelthen sprunget forbrændingsteknologien over. Udviklingen er taget afsæt i, at man snart ville løbe tør for lossepladser, da man i år 2015 ikke flere steder, man kan smide borgernes affald. På ganske få år, og med meget lidt lovgivning, har San Francisco i stedet opnået at sortere 80% af deres affald! Planen kendes som deres ”Zero Waste Plan”, og målet er 100% genbrug i år 2015.

I processen er der skabt 10 gange flere jobs i affaldsindustrien, end det var tilfældet da man brugte lossepladser. Og affald er blevet en indtjening for kommunen i stedet for en udgift, fordi det bliver solgt videre som ressourcer.

Central sortering i stedet for `borgeropdragelse´
Forskellen mellem den danske opfattelse af sortering af affald, og den i San Francisco, er ret simpel. I San Francisco forventer man ikke, at deres borgere kan finde ud af at sortere ordentligt, så man gør det for dem. Ved kun at have  3 forskellige fraktioner; ”organisk”, ”ikke organisk” og “andet”, som ikke kan opdeles, gør man det meget nemt for borgerne. Dernæst hentes de tre fraktioner i én skraldevogn med tre rum, og køres til en central, hvor det bliver yderligere sorteret. Det vil sige, at de har central sortering, i stedet for decentralt borgansvarligt sortering, og at  man reducerer såvel omkostninger som besvær.

For at dette kan være en succes har kommunen bl.a. forbudt styreform og plastikindpakning af madvarer. Mademballage er i stedet af organiske materialer som f.eks. plastikken PLA, som er biologisk nedbrydeligt. Borgerne har desuden lært at sortere farligt affald fra, som f.eks. kemikalier og batterier, hvilket havner på genbrugspladser.

Umiddelbart vil en lignende løsning passe godt ind i en dansk kontekst. Politikere taler meget om social økonomi, hvor udsatte borgere får mulighed for et job, som f.eks. i dette tilfælde sortering af ressourcer. Hos Grundfos i Midtjylland har man bl.a. oprettet et sorteringsanlæg for deres brugte pumper, som kommer retur fra grossister og vvs virksomheder. Grundfos er meget stolte for deres løsning, hvor de både har et socialt og miljømæssigt, og på sigt økonomisk, profitabelt program, hvor socialt udsatte kan få et job.

Det kan lade sig gøre!
Allerede i dag findes der teknologier som kan sortere ressourcer utrolig effektivt. Den amerikanske virksomhed MBA Polymers, laver noget de kalder “urban mining”. De tager alt slags plastik, og kan genskabe plastikken tilbage til dens oprindelige tilstand, som f.eks. PP og HDPE, og sælger det som nyt.

Den danske virksomhed Komtek Miljø A/S har udviklet en teknologi, der kan adskille fødevarer fra emballagen. Fødevaremassen bruges til at lave biogas og kompost og næringsstofferne bliver ført tilbage til landbrugsjorden. Emballagen, som er alt fra hård plast til glas- og metalaffald, bliver genanvendt.

Den danske virksomhed Genan kan tage alle materialerne ud af bildæk, og sende samtlige ressourcer tilbage i det tekniske kredsløb, som nye materialer. Derfor må det også være muligt at skille materialerne ad i almindeligt tørt husholdningsaffald, og sælge det igen som tekstil, jern, stål, zink, glas, etc. 

San Francisco er en by på 7,5 millioner indbyggere, altså halvanden gang Danmarks befolkning. USA’s har en mere eller mindre ikke-eksisterende miljølovgivning så grundlaget for denne innovation, har snarere været sund fornuft, kombineret med et økonomisk incitament. Derfor bør det også være muligt for Danmarks kommuner at se affald som ressourcer, som det ikke kun er borgernes ansvar at sortere.  Danmark har ikke selv særlig mange råvarer, og netop derfor skal vi være meget bedre til at håndtere dem vi importerer. Det giver bedre økonomi, skaber jobs og hjælper miljøet, hvilket er præcis det som alle i vores samfund søger at skabe.

Det organiske guld

ENERGI TIL FREMTIDEN
Alt det madaffald, som vi smider ud under køkkenvasken, kan laves om til gas. Det kan så bruges til opvarmning af vores hjem og give os elektricitet. Det hedder biogas, og tager fordel af en naturlig proces, hvilket vi flere steder i Danmark allerede har gjort i årtier.

I Danmark er vi rigtig dygtige til at få store mængder energi og varme ud af vores affald, da vi brænder usorteret affald i vores forbrændingsanlæg. “Asken” bliver til farlig slagge, hvilket bl.a. bruges til at lave veje af. Vi får energi og varme ved affaldsbrænding, men vi producerer samtidig COog andre farlige luftarter, og vi genanvender ikke de mange ressourcer, der ligger i affaldet. Affaldsforbrænding en forældet teknologi, og vi kan opnå en langt højere økonomisk og miljømæssig værdi af vores ressourcer, end vi gør ved at brænde dem af.

En væsentlig del af disse ressourcer er vores organiske affald, der udgør hele 38% af vores husholdningsaffald, eller mere end hver tredje affaldspose, som du smider ud.  Udover at organisk affald kan laves om til biogas, er et af biprodukterne muld, som vi kan udvinde nitrogen og fosfor af. Det er meget værdifulde organiske stoffer for landbruget, og muldet kan sikre at vi får ført dem tilbage i jorden.

Desuden brænder organisk affald ikke særlig godt, da det er vådt. Så alt taler for, at vi bør sortere det organiske affald fra.

I dag genbruger vi 23% af vores husholdningsaffald, hvor lande som Tyskland, Sverige og Norge til sammenligning er oppe på næsten 50% genanvendelse. Det  er bl.a. fordi de er langt bedre til at sortere det organiske affald, og de har set værdien i bioforgasning og kompost, der kan leveres tilbage til markerne.
Alle typer biologiske materialer kan bruges til at lave biogas. Udover almindeligt madaffald kan alger, slam, sprit, halm og andre rester fra landbrugsproduktion også anvendes. Man kan også bruge organiske rester fra butikker og restauranter, industri og endda restmaterialet fra ethanolproduktion. I Danmark har vi en stor fødevareindustri, hvor rester fra høns- og svineslagtning i årevis er blevet brugt til biogas.

Konkrete eksempler på biogas i Danmark
Herunder følger eksempler på nogle af de eksisterende biogasanlæg i Danmark. Hvis man rejser til vores nabolande, vil man kunne finde nogle endnu mere fremtrædende og højteknologiske biogasanlæg. Danmark har mistet både konkurrenceevne og jobs til en branche, som er i vækst, her midt i den økonomiske krise. I CradlePeople håber vi, at udviklingen for en bedre udnyttelse af organisk affald herhjemme, snart vil tage fart, for at vi ikke skal gå glip af dette kæmpe potentiale.

Audebo Biogas
Organisk affald fra flere større sjællandske kommuner bliver kørt til BioVækst i Audebo ved Holbæk, hvor de bliver omdannet til kompost og biogas. Hvert ton affald bliver til 400 kg kompost og 100 kubikmeter gas. Biogassen indgår i produktion af el og varme, som leveres til omegnens beboere. Komposten bliver solgt som gødning med et rigt indhold af fosfor, og bruges til at forbedre jorden på marker, boldbaner og i haver. En god forretningsmodel, da fosfor er en knap ressource på globalt plan, og fosforminerne er ved at være tømte og priserne derfor stiger. Derudover har storleverandørerne af fosfor, Kina og USA, lagt restriktioner på deres eksport, da de ønsker at beholde deres fosfor selv.

Her er en kort video om, hvordan hele biogas-processen fungerer i Audebo:

Hashøj Biogas
Hashøj Biogas er et af de mest velfungerende biogasanlæg i Danmark. De bruger forskellige typer industriaffald, f.eks. fra Novo Nordisk, og madaffald fra københavnske storkøkkener. Et specielt behandlingsanlæg på stedet, håndterer højeksplosive stoffer som f. eks. sprit fra en bestemt virksomhed. Hashøj Biogas tjener penge på at tage imod giftig affald, og leverandøren sparer penge, ved at slippe for at sende spritten til Kommunekemi.

Renescience
På Amagerforbrænding har DONG opsat et mindre bioforgasningsanlæg, som kan forgasse usorteret affald. Systemet hedder Renescience og danner både biogas og bioethanol af affald, ved at tilsætte enzymer. Metal, glas og plast forbliver upåvirket og kan efterfølgende sorteres fra den ”suppe”, som opstår ved processen.

Kort promotion video fra DONG

Uddybende video:

Fredericia Biogas
Fredericia Spildevand har i samarbejde med DONG igangsat et projekt om at fjerne næringsstoffer fra Fredericias spildevand, og producere biogas fra spildevandsslammet. Biogas kan sendes ud i naturgasnettet, og vil også kunne bruges som brændstof.

Solrød Biogas
I Solrød bliver et stort biogasanlæg opført i 2014. Anlægget vil aftage tang, citrusskaller fra fabrikken CP Kelco og 52.000 m2 gylle fra nærliggende gårde. Udover biogas skal anlægget producere 155.000 gødningsprodukter om året.

Kort video med Solrød borgmester:

Maabjerg Biogas
På det planlagte Maabjerg-kombi-værk, mellem Holstebro og Struer, kan lokal organisk affald på intelligent vis blive omdannet til biogas, el, varme og bioethanol. Sammenhængen mellem biogas- og bioethanolproduktionen er økonomisk fordelagtigt, og værket er et bioraffinaderi i fuld størrelse. Det er nu på tegnebrættet i et samarbejde med COWI. Investeringen er på 3,6 mia. og det forventes opført i 2016. I byggefasen forventes det at genere 4100 jobs og efterfølgende 2200 jobs til produktionen.

Visualisering af det kommende anlæg:

Danish Crown Biogas
Alle svineslagterier i Danish Crown leverer biomasse til forskellige biogasanlæg, heriblandt deres egne. Biomassen består primært af slagteriaffald, som mave-tarm-indhold, fedt, slam, gødning og savsmuld. På basis af leverancerne fra Danish Crown og gylle fra landmændene, produceres varme og elektricitet. Den mængde af biogas der udvindes af Danish Crowns organiske affald, svarer til varmeforbruget for 800 husstande.

Biorefining Alliance
I 2012 kom en ny vigtig aktør på banen i branchen; Biorefining Alliance, der består af DONG Energy, Novozymes, Landbrug og Fødevarer og Haldor Topsoe. Visionen for alliancen er bl.a. at der skal skabes værdifulde produkter ud af restbiomasse og organisk affald. De vil gerne recirkulere livsvigtige råstoffer som fosfor og kulstof, også kaldt 2. generations bioraffinering.

Der fandtes i 2006 over 167 bioanlæg i Danmark. Størstedelen af dem er kommunalt ejet, hvor der endvidere findes 57 biogasanlæg på gårde og 25 i tilknytning til lossepladser. Derudover er der 19 fællesanlæg og 5 industrianlæg.

Har du nogen kommentarer eller tilføjelser, så skriv dem gerne herunder. Eller skriv til os på hello@cradlepeople.dk.

Ressourcer op i røg

I Danmark brænder vi vores affald for at få energi og varme. Det gør de også på Amagerforbrændingen, hvor politikerne nu investerer i nye store ovne. Men affald er ressourcer, og i vores eksisterende klima- og ressourcekrise er dette ikke en  fremsynet beslutning.

Amagerforbrændingens nye anlæg deler vandene. I disse dage bliver der sagt og skrevet meget om den lånegaranti på små fire milliarder kr. til et nyt forbrændingsanlæg, som nu er resultatet af hemmelige forhandlinger på Københavns Rådhus. Fortalere for anlægget fremhæver, at den nye teknologi er betydeligt mere miljøvenlig, og at aftalen er suppleret med fremsynede og alternative måder til genanvendelse. Kritiske stemmer hævder, at den nye aftale vil binde os op på forbrænding af affald i 30 – 40 år frem, og vil stå i vejen for udvikling af andre løsninger, med bedre ressourceudnyttelse.

Der er gode grunde til, at Amagerforbrændingen skal udfase sine nuværende ovne. Teknikken er forældet og de over 40 år gamle ovne er udtjente.

Og der er gode penge i varme og el. Hvis man prioriterer et geotermisk anlæg og jordvarme, vind- eller solkraft, i stedet for at brænde affald til formålet, ja, så er affaldshåndteringen ude af spillet. Så vil Amagerforbrændingen have mistet sin primære indtægt, da de er en virksomhed, der udelukkende handler med affald. Derfor giver det forretningsmæssigt god mening for Amagerforbrændingen, også for fremtiden at satse på netop forbrænding.

Et overdimensioneret anlæg
Det ironiske er, at aftalen om det nye anlæg er svindlende dyr for Københavns borgere. Nærmere bestemt skal københavnerne betale en milliard for meget for projektet. Anlægget bliver nemlig langt større, end københavnernes affaldsproduktion kræver. Også når man tager befolkningstilvæksten i betragtning.

Hertil kommer, at borgerne betaler dyrt i skat for aftalen, ved at den sætter en effektiv stopper på den planlagte fusion mellem Amagerforbrændingen og Vestforbrændingen. Der er i stedet udsigt til, at de to anlæg for fremtiden vil slås om det affald, der efter alle beregninger slet ikke vil kunne fylde ovnenes kapacitet.

De to nye ovne får kapacitet til at brænde 560.000 ton om året. Aftalen med kommunerne er dog, at man blot må brænde 400.000 ton affald om året. Eksperter peger på, at der kun er behov for én ovnlinje med en kapacitet på 320.000 ton om året. Sådan et anlæg kan bygges for højst 2,5 mia. kr., viser en sammenligning med et nyt anlæg i Roskilde.

En politisk kovending
I 2011 afslog Københavns Teknik og Miljøudvalg at give lånegaranti til et nyt forbrændingsanlæg, med begrundelsen, at man i stedet ønskede en løsning, der ser affald som en ressource.

Når man nu pludseligt alligevel vil give lånegarantien, er det i følge pressemeddelelsen med begrundelsen, at man  - nåja – ser affald som en ressource.

Det kræver meget af den enkelte borger, at følge med i de store politiske beslutninger, når retorikken siger så lidt om indeholdet.

De 4600 jobs, der i følge en jublende overborgmester Frank Jensen skulle skabes af projektet, viser sig, at være talt op i mandeår, fremgår det af et bilag til behandlingen af sagen i Frederikbergs Kommune. Det drejer sig altså ikke om bestående stillinger. Bestående jobs kan skabes i genanvendelsesindustrien, og i fremtidssikrede løsninger.

Og fremtidssikret er det planlagte anlæg netop ikke, ifølge lektor i energisystemer Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet. “Et stort forbrændingsanlæg er gammeldags teknologi set i relation til fremtidens energisystem med store mængder vindkraft, der kræver hurtig ud- og indkobling af elproduktionen. Det kan sådan en teknologi slet ikke,« siger han. “Det virker, som om nogle meget stærke spillere på affaldsforbrændingsområdet vil bygge stort, uanset at det er velkendt, at der er overkapacitet på forbrændingsområdet – især på Sjælland,” er Brian Vad Mathiesens konklusion.

Det er i den forløbne uge kommet frem, at ovnene på Amagerforbrænding bliver opført til 560.000 ton per år, i stedet for de 480.000 ton, og at det vil koste 3,9 milliarder kr. i stedet for de 3, 75 milliarder kr., som kommunalpolitikerne først havde oplyst. Kommunerne giver nemlig lov til, at Amagerforbrænding benytter sig af det tilbud, som allerede er der er afgivet af Babcock & Wilcox Vølund.
Man overvejer derfor at bygge ovnene om, når værket først er opført, for at begrænse kapaciteten og imødekomme kommunernes krav om en lavere kapacitet. Det er i sig selv en måde at bruge råmaterialer på, der er svær at se logikken i. Og prisen for en ombygning skal lægges oveni budgettet.

Sumasumarum vil de altså bygge en forbrænding med overkapacitet, hvorefter de vil gøre den mindre. Men ikke lille nok. For selv efter en ombygning regner man med, at ovnene vil stå tomme i perioder.

Eksperter er kritiske
I Danmarks Naturfredningsforening har man kæmpet for, at Amagerforbrændingen kunne få nye ovne i halv størrelse af, hvad de har ønsket, og her er skuffelsen er stor:  ”Det er ærgerligt og en kortsigtet beslutning at vi får et anlæg, som ikke er mindre end i dag, ” siger miljøpolitisk medarbejder Christian Poll fra Danmarks Naturfredningsforening. “Derved er der ingen direkte argumenter for at sikre mere genanvendelse og biogasproduktion fra det grønne affald, ” er holdningen her.

Der er indført en aftale om, at der ikke må importeres affald til behandling på anlægget – at det udelukkende er til affald fra ejerkommunerne. “Men den aftale vil næppe holde i EU-retten,” udtaler Christian Poll, “fordi det frie affaldsmarked giver ret til at handle med affald på kryds og tværs i hele EU. Risikoen er altså stor for, at aftalen bliver brudt i økonomiens navn for at sikre, at det store, dyre anlæg kører optimalt for borgernes penge.”

I Danmarks Naturfredningsforening peger man på, at man har krydret løsningen med flere aftaler, der bliver vanskelige at indfrie. F. eks intentionen om at sortere plast fra, der intet siger om, hvordan den skal behandles eller aftages.

Og de 60 mio. der er afsat til at bygge et biogasanlæg skal ses i lyset af, at der siden december har ligget et tilbud om, at det vil koste 150 mio. kr. at bygge. “Så viljen til at flytte den grønne fraktion over på biogas og kompost lader ikke til for alvor til være stede, ” er holdningen fra Christian Poll.

Stort forbrændingsanlæg imødekommer ikke fremtidens energisystem
For de 3,9 milliarder kr., som det nye anlæg vil koste, kunne bruges betydeligt mere fremsynet. For det beløb kunne man i stedet få nye ovne i en mere realistisk størrelse, der foreligger et tilbud om et biogasanlæg til små 150 millioner kr., og man kunne få etableret jordvarme til et beløb af 1 milliard kr.

Lånegarantien strider direkte imod den nationale energiaftale fra marts måned om, at Danmark skal være drevet af vedvarende energikilder. Affaldsforbrænding er ikke vedvarende, hverken miljømæssigt eller økonomisk, da affald er ressourcer, som der ligger mange penge i. Og til trods for, at 20% af vores energi kommer fra forbrænding, virker det ikke som om, at politikerne på Christiansborg vil vælge at træde ind i denne sag. Det betyder også, at CO2-udslippet fra Amagerforbrændingen ikke forsvinder i 2025, som kommunens klimaplan ellers opererer med. København 2025 Klimaplan blev ellers vedtaget under stor opbakning, blot et par uger før, at lånegarantien kom på plads.

Hvis fremtiden er genanvendelse, må et så stort forbrændingsanlæg være gårsdagens måde at anskue affald på.

 

Kilder: Ingeniøren.dk, Københavns Kommune (http://www.kk.dk),  Amagerforbrændning (http://www.amfor.dk), Energistyrelsen (http://www.ens.dk) 

At eje eller leje?

Er du miljøbevidst, er der ingen tvivl: så skal du leje frem for at eje. Hvis du eller din virksomhed får brug for nye mobiltelefoner, fladskærme eller vaskemaskiner, bør du overveje at leje dem. Det er ressourcemæssigt godt for miljøet. Og i sidste ende også for økonomien.

Vi lejer sommerhuse, har dele-biler og låner bøger på biblioteket. Der er intet nyt i at låne og leje, og det er blevet gjort meget nemmere end nogensinde før, at få adgang til forbrugsgoder gennem leasing.

Men ved at leje er der en række fordele for miljøet, som vi til gengæld ikke er så opmærksomme på:

1. Udlejer har store mængder af det produkt du lejer. Det betyder at de ofte har en ressourcebank eller bedre genbrugsmuligheder og affaldssortering, end du som privatperson har. På den måde kan ressourcerne i produkterne også nemmere komme tilbage til producenten.

2. Ved produktion af et produkt er der et kæmpe skjult ressourceforbrug. F.eks. har en fladskærm en samlet affaldsmængde i produktionen, der svarer til at smide 2 små biler, 10 vaskemaskiner og 24 bærbare computere ud (ca. 2.600 kg). Ved at leje frem for at købe nyt, har du sparet en enorm mængde ressourcer og energi.

3. Udlejeren vil udleje kvalitet for at undgå reparation så vidt muligt. Det betyder at du formentlig støtter produkter, der er bygget for at holde i lang tid.

     

Tidligere artikel: Det hemmelige forbrug

Ved at leje, optimerer du ressourcerne meget bedre, og beskytter derfor miljøet.  Og det er nemt at leje en fladskærm. Men kan vi leje borde, tasker, gryder og mobiltelefoner?

Der findes eksempler på, hvor dette lader sig gøre. En populær New Yorker TV-serie gjorde udlejning af dyre modetasker til en trend, da Carrie fra Sex and the City lejede en Louis Vuitton taske. En god løsning for folk som ikke har råd til at eje luksusprodukter, eller gerne vil have oplevelsen af en Louis Vuitton. Men hvad med produkter, som vi skal bruge mere i vores dagligdag, som f.eks. en mobiltelefon?

Her skal vi kigge mod danske virksomheder for at finde inspiration. Hos en af Danmarks største virksomheder, Grundfos, har de oprettet et ”take-back” system, hvor de modtager brugte pumper, som kan indgå tilbage i produktionen, til at lave nye. Udgangspunktet er at genanvende flere materialer såsom de sjældne jordarter neodymium og dysprosium, der indgår i de nye generationer af pumper (og f.eks. også i vindmøller).

Grundfos kan tillade sig dette, da de arbejder business-to-business, og har en større mængde af opsamling, end hvis de modtog pumper fra private borgere. Derfor kan leje af pumper til private være en god løsning, da en grossister og montører kan levere brugte pumper tilbage til Grundfos, for en økonomisk gevinst.

Case: GH Form

Et andet eksempel er GH Form. De producerer vej- og parkudstyr, som bænke, lygtepæle, cykelstativer, etc. Som en traditionelt-baseret maskine-virksomhed, gør de op med et paradigmeskifte om, at kommuner skal låne deres produkter, ikke eje. Incitamentet bag dette er både økonomisk og miljøbevidst. Ved at GH Form indhenter det brugte vej- og parkudstyr, og derefter skiller det ad og lave det om til nye produkter, er økonomisk set en rigtig god løsning. Frem for at købe jomfruelige råvarer har de store besparelser, der samtidig skåner miljøet.

På Bornholm bygger de i øjeblikket en hel konferencebygning, som er baseret på ideen om at dens facade kan udskiftes, og derfor kun er lejet. Konferencebygningen, Green Solution House, er bygget på ideologien om, at alt skal kunne genanvendes og udskiftes. En hel bygning, der er designet til adskillelse.

Tidligere artikel: Cradle to Cradle i Dansk byggeri

Hvilket bringer os tilbage til mobiltelefonen. Mobiltelefoner er desværre ikke designet for adskillelse endnu, trods de indeholder kobber, guld og i nogle tilfælde sjældne jordarter. Men de kan stadig i det grove skilles ad, og nogle få mineraler kan udvindes.

Men hvordan indsamler vi mobiltelefonerne? Vil vi være villige til at leje en mobiltelefon, en gryde eller stole, som er ting der er personlige for os, end f.eks. en parkbænk. Det er allerede nu muligt at leje en mobiltelefon, men for dem som ikke er klar til at leje, findes der en anden mulighed.

Eksternt link: Tre ud af fire danskere vil have pant på mobiltelefonen

Dansk Retursystem er en organisation, der har eksisteret i mange år, og opsamler flasker gennem pant. De har bevist at det kan lade sig gøre, at opsamle disse ressourcer i form af glas og plastik ude hos borgerne. Ville det være muligt at oprette et opsamlingssystem for mobiltelefoner hos forhandlere, og måske få en ny telefon i bytte? Eller en pantordning hos isenkræmmeren for dit brugte køkkenudstyr? Ja, hvorfor ikke.

Vores ressourcer på denne planet bliver konstant sværere at udvinde, og dermed dyrere, og en forholdsvis simpel løsning på dette problem, ville være at udbygge vores retursystem, til at omfatte betydeligt flere ting, end vores flasker. Et foreslag som mange danskere allerede har taget til sig.

Kilde: Ellen MAcArthur Foundation, Ingeniøren, Mandag Morgen, Danmarks Naturfredningsforening

Økologisk industriaffald

Kalundborg har fastholdt mange arbejdspladser, blot ved at se affald som en ressource.

Her bliver den ene virksomheds affald til den anden virksomheds råvarer i en lukket cyklus. Læs mere om Danmarks mest underspillede innovation.

En virksomhed har som oftest affald i deres produktion. Affald, der bliver brændt eller opbevaret og som i mange tilfælde skader naturen. Men affaldet kan i stedet blive til energi eller råvarer for en anden virksomhed, som sparer mange penge ved at overtage noget som tidligere var et problem.

Her kan f. eks. damp, aske, gas, varme, slam eller andre restprodukter aftages, for at indgå i produktionen af et nyt produkt. Affaldet bliver til en ressource for begge virksomheder, og miljøet er skånet. En rigtig god ide, med store potentialer.

Umiddelbart kunne man stoppe her og tænke at alt var godt. Men hvad med det nye affald hos den virksomhed, der har aftaget restprodukterne? Det havner selvfølgelig hos en tredje virksomhed, osv., indtil man har et lukket kredsløb, og vi er gået i ring til den første virksomhed. Det minimerer affaldsmængden, CO2 udslippet og sparer virksomhederne for mange penge.

Dette er hvad man kalder en industriel symbiose. Og du kan finde verdens første i Kalundborg.

   

Kalundborg Symbiosis fik sin begyndelse i 1961 da oliefirmaet Statoil, dengang Esso, startede et samarbejde med Kalundborg kommune om leverance af vand. Med dette første samarbejde omkring anskaffelse af ressourcer, var kimen lagt til virkelige symbiosesamarbejde, hvilket tog fart fra 1972. Siden har 7 virksomheder; Novo Nordisk, Novozymes, DONG Energy, RGS90, Gyproc, Kalundborg Forsyning og KaraNoveren koblet sig til symbiosen, og der sker i dag over 30 udvekslinger af energi og andre råvarer.

Symbiosen blev i sin tid startet på grund af ressourceknaphed. Og dette er måske et endnu større problem i dag, end for 40 år siden. Vores råvarer er blevet dyrere og sværere at skaffe end nogensinde før, og oftest skal de importeres. I Kalundborg aftager man hinandens overskuds- og biprodukter, og sparer derved virksomhederne for investeringen i nye råstoffer og lang transport.

mange virksomheder har valgt at blive i kommunen og ikke flytte produktionen til hovedsædet, eller til udlandet.

De fleste udvekslinger sker gennem de karakteristiske grønne rør, som man hurtigt lægger mærke til, når man besøger byen. Disse er efterhånden blevet et statussymbol, da mange virksomheder har valgt at blive i kommunen og ikke flytte produktionen til hovedsædet, eller til udlandet. Og nu hvor vi har ressourceknaphed højt på den globale dagsorden, har Kalundborg de bedste kort på hånden.

Interessen fra udlandet har været enorm. Australien, Kina, Holland og USA har alle kigget mod Danmark og blevet inspireret af vores industrielle symbiose – eller det indtil for nylig paradoksale begreb;  Industriel Økologi.

I England har man så taget skridtet videre. Inspireret af Kalundborg Symbiosis er der oprettet et nationalt center for udveksling af overskudsprodukter. Og med stor succes. Det kaldes National Industrial Symbiosis Programme; NISP, og har overtaget Kalundborgs rolle som frontløbere i det organisatoriske set-up. NISP sørger for, at virksomheder i hele England kan mødes og udveksle deres affald. De påstår at have sparet 35 millioner tons CO2, 39 millioner affald er forhindret i at ryge på lossepladser og 8770 jobs er skabt og fastholdt. Tal som kan imponere selv den største skeptiker.

I Danmark kan vi prale af, at Kalundborg også har flotte resultater. I 2010 sparede virksomhederne en række ressourcer som 38.000 tons olie. 9.000 tons kul. 200.000 tons gips. 3 mio. m3 vand og 28 mio. m3 naturgas. Oven i det blev der sparet 275.000 tons CO2.

I 2011 blev der så oprettet Kalundborg Symbiose Center, der arbejder for at sprede den industrielle symbiose. Det har sin begyndelse i Region Sjælland, men man arbejder her på at skabe et nationalt center.

Projektmedarbejder Mette Skovbjerg fra Symbiose Centeret udtaler:

”Symbiose Centeret er et erhvervsudviklingstilbud til de sjællandske virksomheder, hvor vi ved brug af symbiose-tankegangen arbejder for at skabe nye samarbejder mellem virksomheder. Der er et stort potentiale i at høste de lavthængende frugter – og det for både virksomhedernes bundlinjer og for miljøet.”  

Hun lægger også vægt på, at samarbejde mellem små og mellemstore virksomheder ikke kun vil minimere deres omkostninger. De vil også kunne stå stærkere og opnå en reel konkurrencemæssig fordel. Og så gavner det selvfølgelig vores samfund:

”Idéen i symbiose-tankegangen er egentlig helt at gå bort fra at tale om affald. I naturen finder alt ’affald’ en genanvendelse – og ofte med stor værdiskabelse til følge. Og det kan vi lære af i vores virksomheder. Et affaldsprodukt er blot et biprodukt fra produktionen, som ikke endnu har fundet økonomisk efficient anvendelse,”   fortsætter Mette Skovbjerg.

I lyset af NISP´s store succes, ville der nok være en god idé, at vi for fremtiden tager vores innovative eksportpotentiale seriøst, og støtter op om dette på nationalt plan. Kalundborg Symbiosis er et meget konkret eksempel på hvordan principperne i den cirkulære økonomiske model kan medvirke til innovative samarbejdsformer, der skaber bedre bundlinje, forbedret konkurrencesituation og en mere bæredygtig industriel produktion.

Læs mere om Kalundborg Symbiose Centeret:

www.symbiosecenter.dk

Se en kort præsentation her:

Kalundborg Symbiosis (DK) på Vimeo.

Læs mere om Kalundborg Symbiosis på Huffington Post

 

Når olien slipper op…

Det kommer næppe som en nyhed for nogen: Jordens olieressourcer er endelige. Faktisk er de ved at slippe op. På et enkelt år, forbruger vi lige så mange fossiler, som det har taget jorden 5 millioner år at producere. Og hver dag bruger vi tre til seks gange så meget olie, som vi finder.

Det såkaldte “peak oil” – punktet, hvor ny produktion af olie ikke længere holder trit med tømningen af ældre felter – er formentlig allerede nået for den velkendte olie, der let strømmer op af jorden.

Samtidig vokser efterspørgslen og behovet for energi, i takt med en eksponentielt voksende befolkning og især voksende middelklasser, som i Kina og Indien, der kræver køleskabe, biler og bærbare computere. I år 2000 brugte verden 26 milliarder tønder olie, men i 2030 vil behovet ifølge Det Internationale Energiagentur være steget til 44 milliarder.

Hvis vi ikke sætter meget stærkere ind nu, kommer vi altså til at leve i en verden, hvor der langt fra er nok energi til alle. Det vil betyde døden for fattige mennesker og voldsomme prisstigninger for de rige.

Verden, som vi kender den, står overfor en af historiens  største omstillinger.

Vi er junkier på olie
Olien er forudsætningen for de fleste aspekter af vores tilværelse. Moderne industri og produktion er afhængige af olie, lige fra transport, elektronik, dagligvarer og militærindustrien, til verdens fødevareproduktion. Over 4000 produkter er lavet af olie; alt fra aspirin, asfalt, elektronik, deodoranter, bildele, stearinlys, emballage, til kontaktlinser. Man kan sige, at vores moderne verden i dobbelt forstand er bygget på et flydende fundament.

I den nyere historie, har de fleste kampe og krige omhandlet adgangen til energi. USA´s status som supermagt bygger bl.a. på, at landet har produceret mere olie end nogen anden. Før 1980 var der masser af store fund, og oliegeologer verden over fandt flere af de såkaldte ‘oil-gigants’. Felter, der var så store, at de kunne forsyne hele verden med olie i et halvt år.

Men efter 1980 vender oliegeologerne tilbage med tomme prøveflasker, og det går støt ned ad bakke for reservebeholdningen. I 1970 nåede olieproduktionen i USA sit højdepunkt, og da de begyndte at vende blikket mod billig Arabisk olie. USA har derfor været knyttet til import fra flere kontroversielle stater.

Langt de fleste lande med betydelige olieressourcer betragter deres opgørelser som ”statshemmeligheder”, ikke noget der er genstand for uvildig revision eller indblanding udefra. I øvrigt opgiver de fleste OPEC-lande uændrede reserverår efter år, trods betydelig produktion uden at der gøres nye fund. Optimistiske prognoser spår om reserver til ca. 40 år endnu. Omkring 2020 vil verdens forsyning af konventionel olie være næsten fuldstændig afhængig af nogle få mellemøstlige olielande, som vil kunne drive priserne meget højt op.

Kombinationen af faldende udbud, stigende efterspørgsel og nationale stridigheder skaber voldsomme prisstigninger og fald. Priserne på råvarer og fødevarer er allerede højere end nogensinde før i vores industrielle historie.

Det kommer til at gøre mere ondt, når prisen på olie vil stige. Igen og igen og igen.

Det vil betyde mindre økonomisk aktivitet og produktion, med en generel stagnation, varemangel og voksende arbejdsløshed til følge. Og for en voksende andel af jordens befolkning vil sulten true.

Det er derfor logisk, at verdens politikere kæmper for at skaffe olie til folket, så længe det varer. Koste hvad det vil – og det gør det. Det bliver sværere at finde og udvinde olie. Vi skal bore dybere, på mere utilgængelige steder, og derfor bruge større investeringer og mere energi på udvindingen af olien.

Canada – desperationens frontløbere
”All oil is dirty oil”, har USA´s udenrigsminister, Hillary Clinton udtalt. Og mon ikke det har sin rigtighed. Den store satsning på Canadas oliesand er et symptom på, hvor svært det er at finde konventionel olie. Og et eksempel på, hvor langt man er villig til at gå, for at sikre forsyningen til det alt mere olietørstende verdenssamfund.

Canada har meget store olieforekomster bundet i tjæresand i delstaten Alberta, og en udvinding af dem kan strække den globale olieæra mærkbart. Af samme grund er de fleste store olieselskaber involveret i Alberta, således også europæiske virksomheder som Statoil, British Petroleum, Royal Dutch Shell, Total og ENI/Agip.

 At udvinde den vanskeligt tilgængelige olie kræver imidlertid dobbelt så megen energi som konventionel udvinding, en meget stor CO2-udledning, foruden  kolossale miljøødelæggelser.

EU-Kommissionen foreslår en CO2-faktor knyttet til tjæresand, som betyder godt 20 pct. højere pris, end faktoren for almindelig råolie. Det er ikke et EU-forbud mod import af den canadiske olie, men et klart signal om at vælge noget mindre miljøbelastende. I praksis kan det således afskære Canada fra det europæiske oliemarked og måske smitte af internationalt, og det er grunden til den canadiske regerings hidsige protester, som også er tilgået regeringer i EU-lande med egne olieselskaber i Alberta.

En global handling
I dag har vi ingen alternativer parat, der kan erstatte olien. På nærvarende tidspunkt, udgøres ifølge en rapport udarbejdet af FN’s Klimapanel, IPCC , 20% af verdens elektricitet fra vedvarende energikilder . Bemærk at det altså kun omfatter elektricitet og altså ikke f.eks. konventionel transport. Græsrodsbevægelserne hævder, at tallet for verdens (brutto)forsyning af vedvarende energi snarere er blot 2,5% af. En udbygning af vedvarende energi, der er tilstrækkelig til at forsyne verdens behov, vurderes at tage et par årtier. Det forudsætter massive finansielle og energimæssige investeringer, altså olie. Og det kræver et hidtil uset globalt samarbejde.

Hvis det globale samfund tager klimatruslen alvorligt, f.eks. gennem en halvering af de globale drivhusgasudslip i 2050, vil klimaproblemet lægge en dæmper på olieforbruget på kort og mellemlangt sigt, noget der fra et forbrugersynspunkt vil være gunstigt for prisudviklingen.

Den store omstilling
Udsigten til global ressourcemangel i almindelighed, og olieressourcer i særdeleshed, tvinger stater og regeringer til at stramme kravene til ressourceforbruget hos befolkning og erhvervsliv. Det kan skabe innovation og nye vækstmuligheder.

Europa investerer i disse år i vedvarende energi. I 2010 blev der installeret flere solceller i EU end nogensinde før, hvor  vedvarende energikilder udgjorde 12,4 procent af det endelige bruttoenergiforbrug. Alligevel har EU ikke kunnet nå sit mål for vedvarende energi. Medlemslandene har flotte mål, men vil helst ikke forpligte sig når krisen kradser.

I lille Danmark, hvor næste 20% af vores energi kommer fra vindmøller, har staten med det store energiforlig planer om store investeringer i vedvarende energi. Aftalen indeholder bl.a. udbygning af vindenergi, fremme af kraftvarme, fjernvarme, biomasse, biogas og flere andre gode initiativer.

Der er dog grund til at tænke sig godt om, ved omstillingen til en bæredygtig energiforsyning. Vi løber nok næppe tør for vind, men den energiteknologi, der skal omsætte den, kan løbe ind i problemer, hvis adgangen til sjældne mineraler forsvinder. For nærvarende forsyner Kina verdensmarkedet med 97 procent af det samlede forbrug af sjældne jordarter. Mineraler som er nødvendige for, at lave vindmøller og sågar også elbiler.

Men Grønland er ved at bryde dette monopol. Problemet er bare, at de i Grønland ofte findes sammen med  f.eks. uran  som man af politiske  og forureningsmæssige årsager ikke ønsker  opgravet.

Forskning i alternativer til de sjældne jordarter, der i dag er nødvendige for moderne teknologi, er nødvendig. Og det haster med at udvikle intelligent design til vindmølle- og solcelleindustrien, der gør kontinuerlig genanvendelse af råmaterialerne mulig.

Se eventuelt den tankevækkende video med den ikke så opløftende titel ”There Is No Tomorrow”, der ikke overraskende tegner et dystert billede af en nærliggende fremtid uden olie.

 

 

Denne film giver en hurtig forklaring på vores afhængighed af olie:



Hvad kan jeg gøre selv?
Som privatperson kan man vælge at lade geotermisk varme udskifte oliefyret. Og der findes flere og flere virksomheder, som installerer solceller på private husstande. Ønsker man at tage handling med det samme, findes der flere virksomheder, som fx Naturenergi og Vindstød, der tilbyder levering af vedvarende energi til dit hjem. Vi har nemlig frit leverandørvalg af energi i Danmark.

Har du en aktivist gemt i maven kan du vælge at støtte op om tar-sand-arrangementer, som afholdes over alt i verden 5. maj (se event-side på Facebook), som retter sig mod de mange firmaer og instanser, som investerer i de enorme miljø-ødelæggelser i Alberta.

Vi kan sammen og hver især gøre vores til at mindske efterspørgslen på olie, og vi må ikke mindst sikre, at vores banker, pensionskasser, aktiepuljer osv. ikke er en del af finansieringen af den udvinding af tar-sand i Alberta, som har været karakteriseret som vor tids største organiserede naturødelæggelsesprojekt.

 

Kilder: www.geologi.dk, www.ingeniøren.dk, www.dr.dk, http://www.peakoil.net/, www.mm.dk, www.klimabevaegelsen.dkwww.nordjyske.dk/www.clarte.dkwww.jenshvass.comwww.180grader.dk/

Vindmøller – den bedste og værste løsning

Det danske energiforlig for vedvarende energi, som politikerne i marts blev enige om, fokuserer en hel del på vindmøller. En energikilde, som ikke koster noget, selvom det at producere vindmøllerne er en stor investering. Den har umiddelbart været mere økonomisk fornuftig end at forsætte med naturgas fra Rusland, Arabisk olie og kul fra Amerika. De besparelser, der kan hentes på færre sundhedsskader, som følge af mindre forurening og højere livskvalitet, er bestemt også vær at nævne.

Men ved at vælge vindmøller gør vi os afhængige af Kina.

Kina står i dag for at levere 97% af alle sjældne jordarter, og i vindmøller bruges blandt andet jordarter som neodymium og dysprosium til at lave deres magneter. Magneter som er uundværlige i produktionen.

Og der er en grund til de hedder ”sjældne”, da de er svære at hente op ad jorden. Nu kigger vi så mod Grønland, hvor man snakker om, at meget af den moderne minedrift skal indfinde sig, hvor vi på ny vil bruge utrolige ressourcer på at hente materialer, som vi putter i vores forbrugsgoder. Det er nemlig ikke kun i vindmøller vi bruger sjældne jordarter. Men også i mobiltelefoner, fladskærme, hvidvarer, værktøj og meget mere.

Disse produkter med kostbare mineraler smider vi så ud, i en evig strøm af forbrug. Det er nærliggende at forestille sig, at det ville være nemmere at bruge ressourcer på at indsamle brugte varer, for at udvinde mineralerne, end at drive minedrift i Grønland og plage Kina for mineraler de selv har tænkt sig at bruge. Prisen på sjældne jordarter er nu højere, end nogen sinde før i vores industrielle tidsalder. Alle former for ressourcer, fra fødevarer til mineraler, har steget i pris de sidste 10 år! (Læs mere om dette her).

Nu har EU, USA og Japan anmeldt Kina til WTO for at protestere imod, at de har lagt restriktioner på eksport af sjældne jordarter. Kina vil helst bruge dem til eget forbrug og eksportvarer. Og trods at de vestlige lande har været tilfredse med at Kina står for minedriften, som gør store skader på miljøet, vil de nu have ret til Kinas ressourcer. Vi står foran endnu et økonomisk bagslag, hvis den vestlige verden ikke kan få fat i de sjældne jordarter.

Det giver anledning til at tænke over, at når vi først indhenter de alt mere kostbare sjældne jordarter,  hvem burde så få lov til at bruge dem.  Det foreligger store beslutninger for, hvilke produkter, som fortjener sjældne jordarter, og om vindmøllerne er en af dem.

Kilder: IngeniørenMcKinsey og Ellen MacArthur Foundation

 

Affald = føde og vedvarende energi

Endelig kom det store energiforlig på plads i marts måned. Set fra CradlePeoples synspunkt er dette en glædelig nyhed, da vi bevæger os væk fra at opbruge ressourcer til energi, og tager et skridt fremad mod vedvarende energi. Forliget peger primært på, at 35% af vores energi i 2020 skal komme fra vedvarende energikilder, og dette inkludere også sol, bølger, biomasse og biogas udover vind.

Pressemeddelelsen fra Klima, Energi og Bygningsministeriet

Umiddelbart sættes der fokus på, at vi skal investere i vind med to nye vindmølleparker. En energikilde som er vedvarende, men også kan være dyr i vedligeholdelse, og kræver enorme ressourcer at bygge. Et stort ønske fra CradlePeople er, at vindmøllerne selvfølgelig skal bygges ud fra en teknisk cyklus, så alle materialer kan genbruges igen og igen. Her er der nemlig lang vej, før dette kan realiseres.

En lettere overset energikilde er dog at finde lige under din køkkenvask. Bioaffald, som vi i øjeblikket brænder af i vores forbrændingsanlæg over hele Danmark, kan omdannes til biomasse og biogas. Ca. 38% af vores husholdningsaffald er bioaffald, altså madrester, skralder, køkkenplanter, haveaffald, etc. Ting som kan komposteres og genbruges, og i processen danner energi.
Dette eksistere to steder i Danmark, hvor forbrænding for længe har stjålet opmærksomheden. EU har også fået en øget ressourcebevidsthed, og flere Europæiske lande er meget længere fremme end Danmark på bioaffalds-området. Hvis Danmark virkelig skal være en frontløber i verden på energipolitik, så handler det om, at vores bioaffald ikke ryger til forbrænding, det skal udnyttes bedre. Vi skal gå fra producer-forbrug-brænd, til producer-forbrug-komposter-producer-etc.

Læs mere om udviklingen af de to biogasanlæg i Danmark  her.

Kilder:
Ingeniøren, DTU, Miljøstyrelsen, Klima, Energi- og bygningsministeriet

CradleNu Idékatalog

Er det muligt at få et Cradle-to-Cradle-København?

Ifølge deltagerne på CradleNu seminaret: “JA, men det kræver store forandringer”. Og du kan hermed læse hvilke, i idékataloget, som giver et godt overblik over, hvad København, og andre byer, har i vente.

CradleNu er et projekt, som kigger på mulighederne for at ændre København til en Cradle to Cradle by. Det har været et pilotprojekt drevet af CradlePeople i samarbejde med Miljøpunkt Østerbro, med støtte fra Østerbro Lokaludvalg.