Afholdt: Mod et affaldsløst samfund – Aarhus

”Hvordan kan virksomheder bidrage positivt til miljøet?”

Hvordan kan man kombinere store ambitioner om at gøre en forskel for miljøet og samfundet med samtidig at drive en forretning? En lille, en mellemstor og en stor virksomhed giver hvert deres perspektiv på at sætte sig høje mål midt i en økonomisk krise.

Mød blandt andre medstifter af WorldPerfect, Rasmus Hørsted Jensen, Marketing- og Kommunikationschef for Troldtekt, Tina Kristensen og CSR chef for Arla, Maja Møller.

Oplev også Hanne Juel, strategisk udvikler og projektleder på Grøn Omstilling i Region Midtjylland, fortælle hvordan en Cradle to Cradle tankegang kan implementeres som strategi for en hel region. Herudover vil Tina Sig Olesen fortælle om CradlePeople, og hvordan vi arbejder for at opnå en omstilling til et affaldsløst samfund.

Tid og sted:

Den 6. februar, kl 16.00 – 18.00

Kaospiloterne, K-lab, Filmbyen 2, 8000 Aarhus C

Tilmeld dig arrangementet her

Arrangementet er gratis og afholdes i samarbejde med kaospilot.

Program: 

1600: Velkomst 
v/ Lucas Grind, Kaospiloterne og Tina Sig Olesen, CradlePeople

16.10: “Mod et affaldsløst samfund”
v/ Tina Sig Olesen, produktdesigner, CradlePeople

16.20:  ”Grønt fra begyndelsen”
v/  Rasmus Hørsted Jensen, WorldPerfect

16.40: “Troldtekt - Cradle to Cradle ambitioner”
v/ Tina Kristensen, kommunikationschef, Troldtekt

17.00: Pause

17.10: “Arla – Nul affald i 2020″
v/ Maja Møller, CSR chef, Arla

17.30: “Rethink Business – Grønne forretningsmodeller i Region Midtjylland “
v/ Hanne Juhl,  Grøn Omstilling, Region Midtjylland

17.40: Spørgsmål fra salen til hele panelet og afrunding

18.00: Tak for i dag

Oplægsholdere:OplægsholdereTina Sig Olesen, CradlePeople, Tina Kristensen, Troldtekt, Rasmus Hørsted Jensen, WorldPerfect, Maja Møller, Arla, Hanne Juel, Grøn Omstilling, Region Midtjylland

Kaospilot_logo_w_element

 CradlePeople er støttet af Velux Fonden, Miljøstyrelsen og Miljøpunkt Østerbro

LÆR CRADLEPEOPLE BEDRE AT KENDE

Arkitekter, journalister, kunstnere, ingeniører, studerende… Der er allerede mange forskellige kræfter i CradlePeople, der arbejder for et affaldsløst samfund og et positivt fodaftryk. I 2014 vil du hver måned kunne læse et interview med en af de mange aktive i CradlePeople. 

Januar 2014: Rune Jørgensen, ingeniør og frivilligkoordinator 

Rune Jørgensen er frivillig og frivilligkoordinator i CradlePeople. Han har en ambition om at få CradlePeople til at vokse med målsætningen om at udbrede principperne om Cradle to Cradle. Rune er uddannet ingeniør, og i sit professionelle liv arbejder han med bæredygtighed, grøn omstilling, livscyklusvurderinger og affaldshåndtering hos rådgivningsfirmaet NIRAS. I NIRAS har Rune bl.a. været med til at lave Environmental Profit and Loss accounts (E P&L) for virksomheder og ved derfor meget om, hvad vores forbrug betyder for miljøet.

Hvorfor er du med i CradlePeople?
Under ingeniørstudiet læste jeg den berømte bog “Cradle to Cradle” med stor interesse. Da jeg så hørte om CradlePeople var jeg “hooked”.

Jeg er med i CradlePeople, da jeg synes det er et fantastisk forum, hvor jeg bliver opdateret på den nyeste viden inden for Cradle to Cradle og de nyeste cases om virksomheder, der arbejder med ressourceoptimering. Jeg synes, at det er vigtigt, at netop de gode cases kommunikeres bredt ud i samfundet, så folk for øjnene op for, at Cradle to Cradle er et unikt værktøj til at lave produkter som er bæredygtige, både økonomisk og miljømæssigt. Jeg ser Cradle to Cradle som en oplagt mulighed for, at den danske industri kan øge deres omsætning med den dejlige bi-effekt, at miljøet tilgodeses og ressourcekrisen imødegås, proaktivt!

I og med, at vi i CradlePeople formidler den nyeste viden inden for Cradle to Cradle, bygges der også et netværk omkring organisationen, som jeg synes er yderst interessant og værdifuldt. I CradlePeople har vi et solidt fagligt niveau i vores arbejde, hvilket også afspejles i netværket, der består af inspirerende virksomheder. Alt i alt, møder jeg en masse spændende og kompetente mennesker gennem og i CradlePeople.

Hvorfor skal vi have et affaldsløst samfund?
Jeg synes, det siger sig selv. Hvem vil have affald? Og hvis ingen efterspørger affald, hvorfor skal det så eksistere i et moderne samfund? Jeg er ærlig talt lidt flov over, at vi ikke er bedre til at udnytte affaldet i Danmark, og at vores fantasi kun rækker til at putte det i vores forbrændingsanlæg. Heldigvis deler flere og flere i industrien og i den politiske verden standpunktet om, at meget affald er for værdifuldt til at brænde af.

Affald er et problem, når det leder til forurening og er omkostningstungt at håndtere, eller når affald indeholder værdifulde mineraler, som koster uoprettelige indgreb i naturen, når mineralerne udvindes. Når vi forbrænder affald leder det jo til tab af mineraler – og vi skal jo ikke tilbage til at affald sendes på lossepladser. Jeg synes derfor, at et affaldsfrit samfund er en appellerende tanke, hvor materialerne fra brugte produkter kan genanvendes. Dertil kommer jo også hele debatten om ressourceknaphed.

Hvad er din vision for CradlePeople?
Jeg synes, at CradlePeople først og fremmest skal kommunikere de gode eksempler, skabe netværk og vise at principperne i Cradle to Cradle virker i praksis.

Omstillingen til et affaldsfrit samfund er en proces, hvor beskæftigelse, økonomi og teknologiske løsninger skal gå op i en højere enhed – og det er bestemt ikke let. Derfor er vidensdeling et vigtigt element. Jeg håber også, at vi i fremtiden formår at nå ud til alle former for uddannelsesinstitutioner og initiere omstillingsprocessen i den danske industri.

Hvordan spår du fremtiden for ressourceeffektivitet i din egen branche?
Det er vigtigt, at vi i Danmark husker på, at vi bærer et ansvar i vores indkøb, da vi ikke har megen ressourcetung produktion. Som rådgiver kan jeg heldigvis mærke en stigende efterspørgsel på ydelser, der relaterer sig til miljørisici og miljøomkostninger i værdikæden – i stil med Pumas Environmental Profit and Loss account. Det er indirekte forbundet til Cradle to Cradle og ressourceeffektivitet, da ressourceeffektive eller Cradle to Cradle-certificerede produkter, er forbundet med færre miljørisici og miljøomkostninger ned gennem værdikæden. At danne sig et overblik over, hvor indsatser om øget ressourceeffektivitet virkelig batter, synes jeg er den bedste start for organisationer, der ønsker at give sig i kast med ressourceoptimering – store resultater er en fantastisk motivator.

Du kan være med til at gøre en forskel i CradlePeople og arbejdet for et positivt fodaftryk på kloden. Læs hvordan du kan blive medlem her

Læs tidligere interview:
December 2013: Lasse Lind, næstformand i CradlePeople

 

CradlePeople opruster i 2014

CradlePeople vil gerne sige tak for et godt år.

2013 var året, hvor vi sammen for alvor fik gjort affald til guld på den politiske og erhvervsøkonomiske arena. TAK til alle, der har været med til at støtte den dagsorden og CradlePeople. 

Der er momentum for et paradigmeskift, hvor vi går fra en lineær til en cirkulær økonomi, og hvor vi skaber en vækst, der ikke kræver brug af nye råmaterialer.

Da vi i november 2012 sammen med Dansk Design Center afholdt arrangementet ”Mod et affaldsløst samfund”, var arrangementets titel kontroversiel. Et affaldsløst samfund virkede som en urealistisk utopi for mange; nu fremstår det mere og mere som et mål, der ikke bare er indenfor rækkevidde, men også er helt nødvendigt for at opretholde vores levestandard og eksistensgrundlag.

Men vi er langt fra i mål endnu. Der er brug for endnu mere viden, dialog og for at bringe ildsjæle, virksomheder og uddannelser sammen på tværs af sektorer. Der er brug for CradlePeople!

Derfor udvider vi nu i CradlePeople.
CradlePeoples sekretariat udvides med flere kræfter og kompetencer. I november 2013 sagde vi farvel til projektleder Nicholas Krøyer Blok, der har valgt at gå nye veje. Vi siger tak til Nicholas for den store indsats.

Den nye struktur betyder i 2014 flere ansigter i sekretariatet, som kan sikre en bred faglighed:

 Sekretariatet
Sara Jörn, arkitekt, Lene Midtgaard, cand. scient. pol., Nina Maria Klok, journalist og Tina Sig Olesen, produktdesigner

Sara er allerede et kendt ansigt i CradlePeople. Hun er arkitekt og har udover flere års erfaring i organisationen arbejdet med bæredygtighed på forskellige tegnestuer. 

Lene er cand.scient.pol og har mangeårig erfaring som projektleder og fundraiser i miljøbranchen bl.a. fra Danmarks Naturfredningsforening. Lene ved alt om, hvordan man undgår farlig kemi i hverdagen, og har skrevet flere bøger om emnet.

Nina er uddannet cand.scient.soc og journalist. Med kombinationen ved hun rigtigt meget om CSR og bæredygtighed. Hun er også kommunikationsansvarlig for projektet klimakvarter.dk. 

Tina er produktdesigner. Hun brænder for at undgå at bruge nye råmaterialer, og er en Ole opfinder, når det kommer til at give affald nyt liv. 

Udvidelsen betyder også, at vi næste år kan tilbyde endnu flere oplæg til forskellige målgrupper og et hav af nye arrangementer.

Vi starter tidligt ud næste år – allerede i januar afholder vi Danmarks første udstilling af upcyclede hverdagsprodukter og Cradle to Cradle design. Udstillingen bliver vist på Dansk Design Center, og du er inviteret til fernisering den 10. januar.

De første måneder af næste år byder på flere events, fra Århus over Næstved til København. Du kan blandt andet besøge Amager Ressource Center og blive klogere på, hvor affaldet i dag bliver af. Du kan høre om flere virksomheder, der har gjort ressourceoptimering til en del af deres forretningsmodel, og du inviteres til at skille produkter ad og samle dem igen, når CradlePeople giver designerne mulighed for at møde genindvindingsindustrien.

Følg med i de kommende nyhedsbreve og på hjemmesiden, hvor vi vil opdatere arrangementerne løbende. 

Vi håber, at endnu flere vil være med til at gøre en forskel i CradlePeople og arbejdet for et positivt fodaftryk på kloden. Læs hvordan du kan blive medlem her

Rigtigt godt nytår! 

CradlePeople er støttet af Velux FondenMiljøministerietMiljøpunkt Østerbro og Dansk Design Center

2013 i billeder

Produkter til låns

“Produkter til låns”, september 2013

 

“Affaldsfri by”, oktober 2013

 

Affaldsfri by

Mere affaldsfri by

 

Affaldsfri mode 2

“Affaldsfri mode”, juni 2013

 

Diskussion

Diskussion

 

Let´s do good - Aarhus

“Det positive byggeri” – Aarhus, marts 2013

 

Kontoret

“Hverdag på kontoret”

 

Afholdt: Produkter til låns – København

Fra jeans og tæpper til parkbænke og lygtepæle – det kan altsammen lejes og genanvendes. For at bevare råmaterialerne i kredsløb har flere virksomheder ændret deres forretningsmodel. Hør tre virksomhedsledere fortælle om hvilke muligheder og udfordringer der er, ved at omstille til en cirkulær økonomisk forretningsmodel.

Usikre råvarepriser og miljømæssige omkostninger skaber grobund for, at private virksomheder vælger at tage ejerskab over råmaterialerne. De sikrer stabilitet ved at lease, leje og låne deres produkter ud, så råmaterialerne kan genbruges igen og igen. Det betyder meget mindre CO2 udledning, bedre vilkår for miljøet og potentielt god indtjening for virksomhederne ved, at de har en større ressourcebank. 

Mød et af europas største tæppefirmaer, Desso, den danske vej- og parkudstyrsvirksomhed, GH Form, og hollandske MUD Jeans, som har gjort det til virkelighed, at deres produkter kun skal være til låns. 

Oplægsholdere

Oplægsholdere: Michael Aastrup, Christian Wolff og Bert van Son

Tid og sted:
Den 30. oktober 2013 kl. 16.00 – 19.00
Design Society, 2. sal - Dansk Design Center

H.C. Andersens Boulevard 27, 1553 København V

Arrangementet er gratis. Tilmelding her.

Program

Kl. 16.00 ankomst

Kl. 16.10 Introduktion til CradlePeople og det positive fodaftryk

Kl. 16.20 Bert van Son, C.E.O. and owner, Mud Jeans International BV (på engelsk)

Kl. 16.55 Christian Wolff, Produkt- og salgsansvarlig Ingeniør, GH Form

Kl. 17.30 Michael Aastrup, Managing Director, The Nordic Countries at Desso

Kl. 18.05 Dialog med virksomhederne og networking

Kl 18.30 Tak for i dag

CradlePeople er støttet af MiljøministerietVelux Fonden og Miljøpunkt Østerbro.

 

Case: Desso

Visionen om sunde tæpper af genanvendelige materialer, der gavner miljøet, er blevet til virkelighed i virksomheden Desso i Holland.

Virksomheden Desso i Holland producerer tæpper og gulvløsninger. De er især storleverandør af tæpper til virksomheder i hele verden, og har du været på hotel eller ombord på fly eller krydstogtskibe har du sikkert gået på et af deres tæpper. Virksomheden er gået helhjertet ind i arbejdet med at tænke fra vugge til vugge, og det har vist sig at være en god forretning.

 

Desso har fundet en forretningsmodel der virker. Successen skyldes, ifølge virksomheden, kombinationen af tæpper med lækkert design og fokus på Cradle to Cradle® (C2C) i produktionen af dem.

Virksomheden laver deres tæpper ud fra devisen om, at materialerne skal være så miljøvenlige og i så ren en form, at de kan skilles ad og genbruges igen og igen.

Derfor producerer de tæpper, som giver et godt og kemikaliefrit indeklima og tager brugte tæpper retur, som de genanvender.

I produktionen af de mange tæpper bruges energi fra vedvarende energikilder, og de arbejder kontinuerligt med at mindske forbruget af både materialer og vand.

Desso har en ambitiøs plan om for deres arbejde med Cradle to Cradle. Inden 2020 skal de opnå følgende mål: 

1)    At bruge min. 50% af materialer til nye produkter fra gamle returnerede tæpper.

2)    At energien til produktionen kommer fra 100% vedvarende energi.

3)    At vandet til produktionen er lige så rent efter brug i produktionen.

4)    At implementere et skræddersyet retur- og genanvendelsessystem.

5)    At implementere C2C i hele deres værdikæde og strategisk ledelse inkl.: leverandører, opkøbere, distributører og transportører mm.

6)    At tæpperne bliver udviklet og certificeret ifølge C2C design koncepter.

7)    At alle materialerne til produktionen kommer fra genanvendelige eller genskabelige ressourcer.

8)    At alle materialerne kan sendes tilbage i en det biologiske eller tekniske kredsløb.

9)    At alle trin i produktets cyklus støtter op til genanvendelsestanken.

De samarbejder med Michael Braungart og Environmental Protection Encouragement Agency (EPEA) i Hamburg, og udvikler løbende produktionen til at blive mere øko-effektiv.

Se en film om tæppernes livscykus:

Brug mere tøj til gavn for miljøet

At vi køber økologisk og svanemærket tøj vil ikke i sig selv løse vores problemer. Så vælger vi at gøre mindre dårligt, hvor vi kunne gøre godt. En ny rapport fra det globale konsulentfirma McKinsey viser vejen til en cirkulær økonomi, hvor vores forbrug af tøj, også kan gavne miljøet og økonomien som helhed.

Rapporten er en opfølgning på ”Towards the Circular Economy 1”, der blev bestilt af Ellen MacArthur Foundation i 2012. Her var det vitale udgangspunkt, at vi ser affald som ressourcer, hvis verdensøkonomien skal komme sig. Den nye rapport fokuserer især på det enorme potentiale i genbrug og at recirkulere madaffald, tekstiler og emballage. Rapporten vurderer, at der ligger et globalt marked på $ 706 milliarder, der blot venter på at blive igangsat. Det er det dobbelte af Danmarks BNP.

Det handler ikke længere om, at producere bæredygtigt. Det handler om kredsløb.
McKinsey´s rapporter lægger op til et paradigmeskift, hvor vi tager et endeligt opgør med den linære økonomi og vækst, som vi kender den. I stedet for at vi smider vores ting ud, så skal vi lære at genbruge og ”upcycle” vores materialer. Vi kender alle til genbrug af vores flasker og dåser i pantautomaten. Og det er disse systemer, som rapporten også fremhæver, at vi bør implementere til alt andet emballage, madaffald og tekstiler.

 

Mange af os giver brugt tøj til nødhjælpsorganisationer, som så sælger det igen i genbrugsbutikker, eller sender tøjet til ulandene. Men som bl.a. Kirkens Korshær har erfaret, så ender 10-20% af deres tøj til forbrænding. Det er en omkostning i affaldsafgifter til kommunen og et CO2 udslip, for ikke at tale om det skjulte ressourceforbrug.

For hver T-shirt der bliver brændt i forbrændingsovnene, mister vi ikke kun de 300 gram den vejer. Vi brænder samtidig et produkt, som har 3,5 kilo materialeforbrug  og 2700(!) liter vand i sin produktion. Vi bruger altså ekstremt mange ressourcer på blot at smide ud i stedet for at genbruge. Ifølge OECD køber vi ca. 20 kilo tøj om året, hvilket betyder, at der på globalt plan er knyttet et gigantisk vandforbrug til tekstilindustrien. Det skal ses i lyset af, at det er problematisk at skaffe rent drikkevand i verdens fattigste lande allerede i dag.

Et ”Dansk Retursystem” i stor skala
McKinsey foreslår derfor i sin rapport, at vi skaber opsamlingssystemer til tekstiler og andre produktkategorier, ligesom vi har vores pantsystem med flasker og dåser. Hvis vi kan lære at sortere vores tekstiler i rene fraktioner, f.eks. bomuld, uld og polyester, så kan det genbruges igen og igen. Og her menes ikke kun genbrug i den forstand, at det kan bruges til isolering eller madrasfyld. Polyester er et holdbart materiale, og kan sagtens blive brugt til nyt tekstil, når et produkt er udtjent, ligesom man ser det f. eks i Pumas nye sportsjakker og rygsække. Det samme er tilfældet for uld, som næsten ikke mister kvalitet ved optrævling og ny produktion. Og det uld der ikke bliver brugt igen, kan bruges til bioforgasning eller kompostering, og føres tilbage til jorden som næring. Altså upcycling, hvor råmaterialerne indgår i et enten biologisk eller teknologisk kredsløb.

Film: The Ellen MacArthur Foundation

Økonomisk vækst midt i en krise
Et godt eksempel på upcycling produktion, er det danske firma Gabriel. De producerer biologisk nedbrydelige tekstiler, og har også produkter i deres sortiment, der består af recirkulerede fibre.

Deres største udfordring har været at lave så rene tekstil-materialer som muligt, som de så sælger til et stort marked af udenlandske kunder. Men det har ikke kun været et spørgsmål om design og materialevalg. Det er også en stor udfordring at etablere kredsløbssystemer, som kan få de gamle tekstiler returneret Gabriel.

Et firma, som har haft stor succes med dette, er hollandske Desso. De producerer tæpper fra både rene og brugte tekstilrester, og de kan endda aftage deres konkurrenters tæpper til at indgå i deres egen produktion. Både Gabriel og Desso har forstået det store potentiale i den cirkulære økonomi, og begge firmaer havde i 2012 en vækst på mere end 10% i omsætning. Midt i en økonomiske krise.

Flere andre firmaer i tekstilbranchen forsøger sig nu med lignende tiltag. Puma har designet en kollektion af tøj, sko og tasker, som kan indgå i et kredsløb, og håber på, at forbrugerne vil returnere de brugte produkter. H&M er nu begyndt at indsamle brugt tøj i deres butikker. Begge virksomheder viser interesse for den cirkulære økonomi, da de øjnet et økonomisk såvel som brandingmæssigt potentiale.

Det er dog ikke kun er et spørgsmål om produktdesign og opsamling af brugt tøj.

Det handler også om at lave forretningsmodeller, så vi borgere får et incitament til at aflevere tøjet tilbage. Der skal etableres netværk og forstærket samarbejde med f.eks. nødhjælpsorganisationer, leverandører og aftagere. Og de systemiske forandringer skal på den politiske dagsorden, hvis vi skal skabe en reel omstilling.

Fokus på lavt hængende frugter
McKinsey rapporten peger på de lavt hængende frugter, og guider til oplagte muligheder for at høste såvel økonomiske og miljømæssige fordele, som jobskabelse og bedre udnyttelse af jordens produktivitet.

Man udpeger altså de produktkategorier, der her og nu vil have størst gavn af en omstilling til cirkulær økonomi. Det drejer sig som nævnt om mad, tekstiler og emballage, der tilsammen repræsenterer 80% af det samlede forbrug i markedsværdi. Men endnu vigtigere er det måske, at forbrugsgoder absorberer mere end 90 procent af vores landbrugsproduktion – vores måske vigtigste ressource i fremtiden.

I CradlePeople er vi meget glade for McKinsey´s rapporter. De indeholder uafviselige argumenter for det økonomiske rationale i, at vi forlader køb-brug-smidvæk kulturen, og sætter nogle højere mål for os selv. I de sidste 12 år er priserne på samtlige råvarer steget med 147% , hvilket vidner om, at vores ressourcer ikke er uendelige og at der bliver færre og færre af dem. Vi skal lære ikke kun at  tænke på økonomisk vækst, men også miljømæssig vækst, hvor vi bidrager med et positivt fodaftryk. 

Copyright: The Ellen MacArthur Foundation

 

Afholdt: CradlePeople Årsmøde 2013

Den 13. marts kl. 16.00 – 19.00 • Dansk Design Center

TRE ORGANISATIONERS UDFORDRINGER MED CIRKULÆR ØKONOMI
CradlePeople afholder et spændende årsmøde i 2013. Vi har inviteret to virksomheder, og en uddannelsesinstitution, til at fortælle om deres udfordringer med den cirkulære økonomi. Det kræver en del innovation at lykkes, og COWI, Gabriel og Erhvervsakademiet Dania Skive deler glædeligt ud af deres erfaringer. 

Jasper Steinhausen, Joan Thiested og Susanne Hørup

Vi inviterer efterfølgende til generalforsamling. Her bliver CradlePeoples forløbne arbejde og fremtid drøftet. Det forventes ikke, at du deltager i generalforsamlingen, selvom du deltager i første del af arrangementet. 

TID OG STED
Den 13. marts kl. 16.00 – 19.00
Dansk Design Center
H.C. Andersens Boulevard 27, København V

TILMELDING
For at kunne deltage skal du være medlem af CradlePeople som privatperson eller gennem din organisation. Tilmeld dig eventet her.

Er du ikke medlem af CradlePeople endnu, kan du blive medlem her. Det koster kr. 35,- om måneden, og støtter udviklingen mod et affaldsløst samfund. 

AGENDA

Kl. 16.00 – 16.15  Velkommen 
Projektleder Nicholas Krøyer Blok fortæller om CradlePeoples målsætninger for det kommende år.

Kl. 16.15 – 17.00  Tre organisationers udfordringer med cirkulær økonomi

  • COWI, Jasper Steinhausen, Chief Innovation Manager
  • Gabriel, Joan Thiesen, projektleder, kvalitet, miljø og produktion
  • Erhvervsakademi Dania Skive, Susanne Hørup, Uddannelsesleder 

Kl 17.00 – 17.15  Pause
Kaffe, vin og vand.

Kl. 17.15 – 19.00  Generalforsamling

  • Valg af dirigent og referent samt stemmetællere for mødet
  • Godkendelse af dagsorden
  • Bestyrelsens årsberetning af formand Henrik Holmlund Thomsen
  • Fremlæggelse af regnskab af kasserer Jakob Warnich

Valg af bestyrelse. På valg er Næstformand Lars Køhler og bestyrelsesmedlem Søren Parrot. Der er mulighed for at stille op til valg som medlem af CradlePeople.
Efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig selv med de poster, der ikke er besat.

  • Valg af suppleanter
  • Valg af revisor
  • Fastsættelse af kontingent og minimums bidrag for støttemedlemsskab
  • Godkendelse af budget
  • Behandling af indkomne forslag
  • Eventuelt
  • Tak for i dag

 

Bilag

 

Case: Et nationalt center for udveksling af skrald

Der er mange penge i virksomhedsaffald. Bl.a. kan bilrester blive til ressourcer i ny produktion til kloakering og isolering i huse. Det har Storbritannien bevist med deres nationale industrielle symbiose program (NISP), hvor mere end 10.000 jobs er skabt og flere hundrede millioner pund, og CO2, er sparet.

De fik oprindeligt ideen fra Danmark. Men i Storbritannien var man de første i verden til at oprette et nationalt center for udveksling af virksomhedsaffald, også kaldet industriel økologi. Siden 2004 har National Industrial Symbiosis Programme (NISP), arbejdet med cirkulær økonomi hos små og mellemstore virksomheder på tværs af regioner og brancher. Nu har mange af verdens lande fået øjnene op for konceptet.

Ideen fik man fra Kalundborg Symbiosis i Danmark, hvor man i over 30 år har set affald som en ressource. Her bliver den ene virksomheds affald til den anden virksomheds ressource i en lukket cyklus. Og vi har nu genfundet vores rødder, idet den nye finanslov giver penge til et Dansk Industrielt Symbiose Center.

En livscyklus økonomi
Mindre ressourceforbrug, mere genanvendelse og større indtjening, er mantraet for NISPs program, der er med til at skabe en ny form for vækst i Storbritannien.

NISP fungerer som et videns center, der faciliterer samarbejdet mellem virksomheder og ekspertise fra vidt forskellige brancher, for herigennem at etablere nye forretningsmuligheder. På bare en enkelt workshop kan NISP opnå at samle flere hundrede virksomheder, og resultatet bliver lige så mange samarbejdsaftaler.

Rent praktisk fungerer det ved, at man systematisk kortlægger materialestrømme, ligesom man har udviklet en række metoder, værktøjer, workshops og kursusmanualer med henblik på at finde frem til mulige samarbejdsfelter og synergier. Disse er samlet i CRISP: Central Ressource for Industrial Symbiosis Practitioners.

Det kan betale sig!
Programmet har altså været en overvældende succes og har resulteret i nogle mere end almindeligt imponerende nøgletal over en femårsperiode.

15.000 virksomheder har tilsluttet sig projektet, som har skabt mere end 10.000 grønne jobs i England, med 1,5 mia kr. i helt nye indtægter som følge. For at omdirigere produktionsaffaldet til ny produktion har der været 1,3 mia. kr. i besparelser.

Initiativet har i perioden sparet atmosfæren for mere end 30 millioner tons CO2. Og 9,7 millioner tons råmaterialer er ikke havnet på lossepladser, men i en ny produktion.

Konkrete forretningsmodeller
NISPs arbejde tager udgangspunkt i, at affald er et menneskeskabt fænomen, som vi kan løse ved at kopiere naturen. Her er den enes restprodukt den andens føde. På samme måde kan problemet i den ene virksomhed løses, blot ved at flytte det over i en anden virksomhed, hvor forudsætningerne er anderledes.

En af de mange interessante cases er samarbejdet mellem Sekisui Alveo, som producerer skumbetræk til bl.a. bildøre. Deres nye samarbejdspartner Globally Greener Solutions genbruger skummaterialet til nye produkter, herunder paneler til huse. Sekisui Alveo har sluppet for at køre 500 tons materiale på lossepladsen, sparet en kvart million kroner, og atmosfæren er sparet for 6300 tons CO2 .

En anden imponerende og prisvindende case er BAM Nuttall Ltd, der bruger materialer fra gamle bildæk til at fremstille rør til kloakering. Man har brugt 1,8 millioner bildæk til at fremstille dræning til en busrute på 26 km i Camebridgeshire, og herved sparet 60.000 tons nye råmaterialer.

Et andet eksempel på den positive indflydelse NISP har haft er samarbejdet mellem Hamon UK og Native Island. Hamon UK producerer telefonpæle og motorvejsbomme af trykimprægneret træ, som modstandsdygtigt overfor fugt og insektangreb. Problemet med træet er, at det tømmes for luft og derefter presses en blanding af kemikalier; kobber, bor, krom og forskellige organiske stoffer under tryk ind i træet.

Det giftige træaffald har været en stor udgiftspost for Hamon UK, fordi det skal sendes til deponi. Her trådte Native Island til, og  har nu udviklet en teknologi, der snart vil kunne forvandle det giftige træ, så det kan sælges til genbrug.

De mange muligheder
NISP har ambitioner om at løfte konceptet til nye områder og niveauer, med f.eks. løsninger for større byer. Med støtte fra blandt andre EU, har NISP hjulpet flere lande med at opbygge nationale symbioser i lande som Kina, Brasilien, Mexico og Chile er i gang med arbejdet. Og nu også Danmark.

Udsigten til, at Danmark nu får sit eget nationale symbiose center, giver håb for at Danmark kan tage et gevaldigt skridt mod at se affald som ressourcer, snarere end blot at brænde dem. Fremtidens konkurrencedygtige forretningsmodel indebærer at tage vare på råmaterialerne i lukkede kredsløb. I Europa, hvor vi ikke selv producerer mange råmaterialer, er det desto vigtigere, at vi udnytter dem igen og igen.

Se her en kort video om NISP. 

Case: Grundfos

Grundfos’ pumper indsamles til 100% genbrug, fordi det skaber arbejdspladser og gavner miljøet.

En af Danmarks største virksomheder, Grundfos, har øjnet potentialerne i at udarbejde produktionen i et mere lukket kredsløb. De har opstartet og driver et pilotprojekt på dansk grund, hvor de genanvender gamle pumper. Indtil videre har det sikret aluminium til at lave nye pumper, men på sigt skal det også sikre sjældne jordarter, som neodymium og dysprosium, fra de nye pumper, der er designet til adskillelse. Disse jordarter indgår f.eks. også i vindmøller, og bliver mere og mere værdifulde.

Mogens Lindhart fra Grundfos fortæller, at man startede projektet i samarbejde med grossister og montører, som i forvejen solgte de brugte pumper til skrothandlere. “De solgte dem som skrot, så de kunne tjene lidt til julefrokosten” siger han, og fortsætter “Vi så det jo også som et naturligt samspil mellem miljøarbejde og en økonomisk indtjening på den lange bane.”

Projektet har også til hensigt  at skabe jobs for udsatte personer, som kan hjælpe med at tage pumperne retur og dermed få arbejdspladser i produktionen. En vinkel på projektet som gør den til en fuldkommen “triple bottom line”, der er økonomisk, miljømæssig og menneskelig.

Pumperne har en lang levetid, ca 30 år, og derfor er en forretningsmodel med at leje pumperne ud, eller lave en pantordning, ikke på tegnebrættet. Dog ønsker man at styrke samarbejdet i hele VVS branchen, så produkter nemmere kan indhentes. Grundfos ser bestemt potentiale i en styrket cirkulær tænkning. De viser, at man som producent kan tage ejerskab overfor sine produkter, til gavn for såvel miljø, økonomi og jobskabelse.

 

Case: Puma

Sko, der kan komposteres og træningsjakker, der kan genbruges. Det er lykkedes sportstøj-virksomheden Puma at lave en kollektion af produkter, der kan genbruges konstant og derfor eliminere affald. 

Det er altid opmuntrende, når de store spillere på markedet skaber gode eksempler. Den tyske sportstøj- og ”livsstilsproducent” PUMA lancerer en ny kollektion med udelukkende genanvendelige og komposterbare materialer. PUMA InCycle Kollektionen hjælper derfor deres brugere med at eliminere affald og forbedre deres miljømæssige fodaftryk. InCycle Collection indeholder træningsjakke, rygsæk (genanvendelige), sneakers og T-shirts (komposterbare). Og det hele er fuldt Cradle to Cradle certificeret.

At lukke loopen
Produkterne er fremstillet af biologisk nedbrydelige polymerer, genbrugt polyester og økologisk bomuld, og brugerne får mulighed for at returnere deres produkter til butikkerne til forarbejdning via Pumas “Bring Me Back Program“, efter endt brug.

Pumas CEO Franz Koch udtaler: ”Dette koncept er et første skridt i retning af en langsigtet vision for Puma produkter, hvor vi bruger innovative materialer, der kan genbruges eller komposteres i tekniske og biologiske cyklusser.”

Taking Shit Apart 
Hvis man skal genanvende uden at få tab af kvalitet, kræver det at materialerne kan sorteres fra, i rene fraktioner. Komplekse produkter som sko er problematiske, fordi de indeholder mange forskellige materialer.

Pumas InCycle sneakers er komposterbare i stedet for at blive genanvendt. Årsagen er, at det er vanskeligt at genvinde de komplekse produkter. (Tag et kig på bloggen Taking Shit Apart, og få det glimrende illustreret.)

Træningsjakken i samme serie, består af 98% genbrugte flasker, lavet i PET. For at jakken derefter kan recirkuleres uden tab af kvalitet, er lynlåsen lavet af genbrugt polyester. Når jakken er nedslidt, kan den returneres til Puma, der nedbryder den til polyester granulat, og bruger det til at fremstille nye produkter – hermed falder behovet for råolie og energi og produktet genererer intet spild.

Rygsækken er fremstillet af polypropylen. Når den returneres til Puma, bliver den sendt tilbage til producenten i Kina, hvor den bliver genanvendt til at fremstille nye rygsække.

Kollektionen vil være tilgængelig verden over i februar 2013, og sikrede i øvrigt PUMA en førstepris på The Guardian Sustainable Business awards 2012.

PUMA opnår at give deres image et gevaldigt nøk opad – og kan samtidig holde på nogle af deres kostbare råmaterialer.