Det kommer næppe som en nyhed for nogen: Jordens olieressourcer er endelige. Faktisk er de ved at slippe op. På et enkelt år, forbruger vi lige så mange fossiler, som det har taget jorden 5 millioner år at producere. Og hver dag bruger vi tre til seks gange så meget olie, som vi finder.

Det såkaldte “peak oil” – punktet, hvor ny produktion af olie ikke længere holder trit med tømningen af ældre felter – er formentlig allerede nået for den velkendte olie, der let strømmer op af jorden.

Samtidig vokser efterspørgslen og behovet for energi, i takt med en eksponentielt voksende befolkning og især voksende middelklasser, som i Kina og Indien, der kræver køleskabe, biler og bærbare computere. I år 2000 brugte verden 26 milliarder tønder olie, men i 2030 vil behovet ifølge Det Internationale Energiagentur være steget til 44 milliarder.

Hvis vi ikke sætter meget stærkere ind nu, kommer vi altså til at leve i en verden, hvor der langt fra er nok energi til alle. Det vil betyde døden for fattige mennesker og voldsomme prisstigninger for de rige.

Verden, som vi kender den, står overfor en af historiens  største omstillinger.

Vi er junkier på olie
Olien er forudsætningen for de fleste aspekter af vores tilværelse. Moderne industri og produktion er afhængige af olie, lige fra transport, elektronik, dagligvarer og militærindustrien, til verdens fødevareproduktion. Over 4000 produkter er lavet af olie; alt fra aspirin, asfalt, elektronik, deodoranter, bildele, stearinlys, emballage, til kontaktlinser. Man kan sige, at vores moderne verden i dobbelt forstand er bygget på et flydende fundament.

I den nyere historie, har de fleste kampe og krige omhandlet adgangen til energi. USA´s status som supermagt bygger bl.a. på, at landet har produceret mere olie end nogen anden. Før 1980 var der masser af store fund, og oliegeologer verden over fandt flere af de såkaldte ‘oil-gigants’. Felter, der var så store, at de kunne forsyne hele verden med olie i et halvt år.

Men efter 1980 vender oliegeologerne tilbage med tomme prøveflasker, og det går støt ned ad bakke for reservebeholdningen. I 1970 nåede olieproduktionen i USA sit højdepunkt, og da de begyndte at vende blikket mod billig Arabisk olie. USA har derfor været knyttet til import fra flere kontroversielle stater.

Langt de fleste lande med betydelige olieressourcer betragter deres opgørelser som ”statshemmeligheder”, ikke noget der er genstand for uvildig revision eller indblanding udefra. I øvrigt opgiver de fleste OPEC-lande uændrede reserverår efter år, trods betydelig produktion uden at der gøres nye fund. Optimistiske prognoser spår om reserver til ca. 40 år endnu. Omkring 2020 vil verdens forsyning af konventionel olie være næsten fuldstændig afhængig af nogle få mellemøstlige olielande, som vil kunne drive priserne meget højt op.

Kombinationen af faldende udbud, stigende efterspørgsel og nationale stridigheder skaber voldsomme prisstigninger og fald. Priserne på råvarer og fødevarer er allerede højere end nogensinde før i vores industrielle historie.

Det kommer til at gøre mere ondt, når prisen på olie vil stige. Igen og igen og igen.

Det vil betyde mindre økonomisk aktivitet og produktion, med en generel stagnation, varemangel og voksende arbejdsløshed til følge. Og for en voksende andel af jordens befolkning vil sulten true.

Det er derfor logisk, at verdens politikere kæmper for at skaffe olie til folket, så længe det varer. Koste hvad det vil – og det gør det. Det bliver sværere at finde og udvinde olie. Vi skal bore dybere, på mere utilgængelige steder, og derfor bruge større investeringer og mere energi på udvindingen af olien.

Canada – desperationens frontløbere
”All oil is dirty oil”, har USA´s udenrigsminister, Hillary Clinton udtalt. Og mon ikke det har sin rigtighed. Den store satsning på Canadas oliesand er et symptom på, hvor svært det er at finde konventionel olie. Og et eksempel på, hvor langt man er villig til at gå, for at sikre forsyningen til det alt mere olietørstende verdenssamfund.

Canada har meget store olieforekomster bundet i tjæresand i delstaten Alberta, og en udvinding af dem kan strække den globale olieæra mærkbart. Af samme grund er de fleste store olieselskaber involveret i Alberta, således også europæiske virksomheder som Statoil, British Petroleum, Royal Dutch Shell, Total og ENI/Agip.

 At udvinde den vanskeligt tilgængelige olie kræver imidlertid dobbelt så megen energi som konventionel udvinding, en meget stor CO2-udledning, foruden  kolossale miljøødelæggelser.

EU-Kommissionen foreslår en CO2-faktor knyttet til tjæresand, som betyder godt 20 pct. højere pris, end faktoren for almindelig råolie. Det er ikke et EU-forbud mod import af den canadiske olie, men et klart signal om at vælge noget mindre miljøbelastende. I praksis kan det således afskære Canada fra det europæiske oliemarked og måske smitte af internationalt, og det er grunden til den canadiske regerings hidsige protester, som også er tilgået regeringer i EU-lande med egne olieselskaber i Alberta.

En global handling
I dag har vi ingen alternativer parat, der kan erstatte olien. På nærvarende tidspunkt, udgøres ifølge en rapport udarbejdet af FN’s Klimapanel, IPCC , 20% af verdens elektricitet fra vedvarende energikilder . Bemærk at det altså kun omfatter elektricitet og altså ikke f.eks. konventionel transport. Græsrodsbevægelserne hævder, at tallet for verdens (brutto)forsyning af vedvarende energi snarere er blot 2,5% af. En udbygning af vedvarende energi, der er tilstrækkelig til at forsyne verdens behov, vurderes at tage et par årtier. Det forudsætter massive finansielle og energimæssige investeringer, altså olie. Og det kræver et hidtil uset globalt samarbejde.

Hvis det globale samfund tager klimatruslen alvorligt, f.eks. gennem en halvering af de globale drivhusgasudslip i 2050, vil klimaproblemet lægge en dæmper på olieforbruget på kort og mellemlangt sigt, noget der fra et forbrugersynspunkt vil være gunstigt for prisudviklingen.

Den store omstilling
Udsigten til global ressourcemangel i almindelighed, og olieressourcer i særdeleshed, tvinger stater og regeringer til at stramme kravene til ressourceforbruget hos befolkning og erhvervsliv. Det kan skabe innovation og nye vækstmuligheder.

Europa investerer i disse år i vedvarende energi. I 2010 blev der installeret flere solceller i EU end nogensinde før, hvor  vedvarende energikilder udgjorde 12,4 procent af det endelige bruttoenergiforbrug. Alligevel har EU ikke kunnet nå sit mål for vedvarende energi. Medlemslandene har flotte mål, men vil helst ikke forpligte sig når krisen kradser.

I lille Danmark, hvor næste 20% af vores energi kommer fra vindmøller, har staten med det store energiforlig planer om store investeringer i vedvarende energi. Aftalen indeholder bl.a. udbygning af vindenergi, fremme af kraftvarme, fjernvarme, biomasse, biogas og flere andre gode initiativer.

Der er dog grund til at tænke sig godt om, ved omstillingen til en bæredygtig energiforsyning. Vi løber nok næppe tør for vind, men den energiteknologi, der skal omsætte den, kan løbe ind i problemer, hvis adgangen til sjældne mineraler forsvinder. For nærvarende forsyner Kina verdensmarkedet med 97 procent af det samlede forbrug af sjældne jordarter. Mineraler som er nødvendige for, at lave vindmøller og sågar også elbiler.

Men Grønland er ved at bryde dette monopol. Problemet er bare, at de i Grønland ofte findes sammen med  f.eks. uran  som man af politiske  og forureningsmæssige årsager ikke ønsker  opgravet.

Forskning i alternativer til de sjældne jordarter, der i dag er nødvendige for moderne teknologi, er nødvendig. Og det haster med at udvikle intelligent design til vindmølle- og solcelleindustrien, der gør kontinuerlig genanvendelse af råmaterialerne mulig.

Se eventuelt den tankevækkende video med den ikke så opløftende titel ”There Is No Tomorrow”, der ikke overraskende tegner et dystert billede af en nærliggende fremtid uden olie.

Denne film giver en hurtig forklaring på vores afhængighed af olie:

Hvad kan jeg gøre selv?
Som privatperson kan man vælge at lade geotermisk varme udskifte oliefyret. Og der findes flere og flere virksomheder, som installerer solceller på private husstande. Ønsker man at tage handling med det samme, findes der flere virksomheder, som fx Naturenergi og Vindstød, der tilbyder levering af vedvarende energi til dit hjem. Vi har nemlig frit leverandørvalg af energi i Danmark.

Har du en aktivist gemt i maven kan du vælge at støtte op om tar-sand-arrangementer, som afholdes over alt i verden 5. maj (se event-side på Facebook), som retter sig mod de mange firmaer og instanser, som investerer i de enorme miljø-ødelæggelser i Alberta.

Vi kan sammen og hver især gøre vores til at mindske efterspørgslen på olie, og vi må ikke mindst sikre, at vores banker, pensionskasser, aktiepuljer osv. ikke er en del af finansieringen af den udvinding af tar-sand i Alberta, som har været karakteriseret som vor tids største organiserede naturødelæggelsesprojekt.

Kilder: www.geologi.dk, www.ingeniøren.dk, www.dr.dk, http://www.peakoil.net/, www.mm.dk, www.klimabevaegelsen.dk, www.nordjyske.dk/, www.clarte.dk, www.jenshvass.com, www.180grader.dk/