Nyt projekt i 2015

I 2015 har CradlePeople et særligt fokus på fremtidens danskere. Vi tager, i et nyt projekt, en vigtig dialog om morgendagens løsninger på ressourceudfordringerne med børn og unge under uddannelse.
Vi begynder på Østerbro i København.

Østerbro Lokaludvalg har bevilget støtte til projektet “Et bæredygtigt forbrug på Østerbro”, hvor CradlePeople sammen med lokale borgere og unge under uddannelse sætter fokus på cirkulær økonomi og bæredygtige løsninger. Miljøpunkt Østerbro er sparringspartner på projektet.

En reel grøn omstilling kræver, at vi kender til og efterspørger de bæredygtige løsninger. Især er det vigtigt, at fremtidens danskere får øjnene op for mulighederne for at bidrage til et positivt fodaftryk på kloden med sine daglige valg.

Derfor har CradlePeople udviklet udstillingen “Everyday Upcycling,” der består af upcyclede hverdagsprodukter i materialer, der ikke er til fare for mennesker og naturen, og som er designet til at kunne blive genbrugt igen og igen.
“Everyday Upcycling” har, siden ferniseringen på Dansk Design Center i januar 2014, været meget efterspurgt og er set af tusindvis rundt omkring i landet.

Workshops og interaktive oplæg for børn og unge
 på Østerbro
I begyndelsen af 2015 vil CradlePeople vise udstillingen på Østerbro, som udgangspunkt for formidling af ressourceeffektivitet til en bred målgruppe.
Der er brug for at diskutere fremtidens forbrug og produktionsmåder og at dele de gode eksempler på allerede eksisterende produkter og løsninger samt at få debatteret de enkelte udfordringer og løsningsmodeller i dybden. 

Med udgangspunkt i udstillingen, har CradlePeople derfor udviklet workshops og interaktive oplæg for børn og unge, som kan give en konkret forståelse for forskellen på down- re- og upcycling, og hvorfor det er så vigtigt, at vi kan bevare vores dyrebare materialer i kredsløb. Og i 2015 får blandt andre Østerbros unge muligheden for at tage en spændende dialog om morgendagens løsninger på verdens ressourceudfordringer.

Med “Et bæredygtigt forbrug på Østerbro” håber vi på at øge interessen for, at vi kan designe vores produkter anderledes, så vi skaber mindre affald og beholder de dyrebare ressourcer i kredsløb.

CradlePeople arbejder på, at dette lokale projekt kan blive et startskud til at nå ud til børn og unge i resten af landet.

Vi ses på Østerbro!

CradlePeople takker Østerbro Lokaludvalg for støtten, og Miljøpunkt Østerbro for samarbejdet.

Case: original unverpackt

Slut med engangsflasker, dåser og plasticemballage! Medbring din egen beholder, og vælg selv, hvor meget den skal indeholde. Det er konceptet for supermarkedet Original Unverpackt i Berlin.

Af Anders Magelund

To berlinere har erklæret krig mod emballage. Sara Wolf og Milena Glimbovski driver et supermarked med et bredt sortiment af dagligvarer, der udelukkende sælges uemballeret. For at købe mælk, grøntsager, havregryn osv. skal man altså selv medbringe beholdere, poser, flasker, krukker, tupperware etc – eller leje beholdere på stedet. Også shampoo og tandpasta bliver leveret uden emballage.

Rent praktisk fungerer det sådan, at man vejer den medbragte beholder, hvorefter den påsættes en etiket med dens vægt, som så trækkes fra, når indholdet vejes ved kassen. Etiketterne kan tåle slitage og en tur i opvaskemaskinen, så det gøres lettere at anvende beholderne til indkøb i Original Unverpackt.

På den måde tager kunderne kun tager, hvad de har brug for, og derved reduceres risikoen for madspild betydeligt. Samtidig slipper man for mange af de kemiske stoffer, der ofte er i den emballage, der traditionelt medfølger vores madvarer.

Fænomenet med et emballagefrit supermarked kaldes ”precycling”, hvilket betyder, at man sørger for at organisere sig således, at ingen dele af produktets livscyklus genererer affald. Der er tale om en præventiv tankegang, hvor det ikke blot handler om at genbruge emballage, men også om at undgå at producere ny emballage – at eliminere affald.

Bare i Tyskland sendes hvert år 16 millioner ton emballageaffald til forbrænding, og 75% af alt det skrald, der flyder rundt i verdenshavene, stammer fra plasticposer og emballage. Der er altså stor grund til at tage vores forbrug af emballage op til revision.

Alligevel er der forholdsvis få, der har taget det radikale skridt som supermarkedet i Berlin. I dag findes der to lignende supermarkeder i Italien, et i Frankrig og et i Østrig. Måske er det ikke tilfældigt, at Original Unverpackt har fået succes i det kosmopolitiske Berlin, der de seneste par år har markeret sig som en by med fokus på miljø og klima og originale innovative tiltag for at adressere problemerne.

Det er et godt eksempel på, at vi som enkeltpersoner kan gøre en forskel med vores daglige valg. Så CradlePeople har kun en ting at sige: Kom så Danmark – vi skal da også have et – eller rettere sagt mange – emballagefrie supermarkeder! 

 

Original Unverpackt_ JendrikSchröder

Foto: Jendrik Schröder