27 March, 2014 by Sara Jörn, Cases

Rampen der fører os nærmere et affaldsfrit samfund

Af Klaus Lindby-Jensen

Nogle virksomheder tilbyder, at kunder får pengene retur, hvis de ikke er tilfredse. I virksomheden Excellent Systems tager de den slags service til et helt nyt niveau – de giver nemlig penge for at få brugte materialer tilbage.

I Mørke, en lille by i Østjylland, producerer virksomheden Excellent Systems rampemoduler i genbrugsplast, der er så stærke, at kørestole, gaffeltrucks og selv tonstunge kampvogne bruger rampemodulerne, når de skal forcere hverdagens små og store forhindringer. Og leverer du de gamle rampemoduler tilbage efter brug, så tilbyder Excellent Systems en kilopris for materialerne, fordi de genanvender dem direkte i produktionen af nye moduler.

Cirkulær omtanke for miljøet
Rampemodulerne laves af PVC-frit materiale, der i kraft af sine indholdsstoffer kan genanvendes 100%. Det står Excellent Systems i øvrigt selv for. De brugte ramper bliver skilt ad, rengjort, kværnet til mindre stykker og regenereret til nye råvarer, der så indgår i produktionen af nye rampemoduler.

På den måde indgår restmaterialer og brugte plader i et lukket kredsløb, opstår der ikke spild i form af affald.

Bæredygtige principper
De første spadestik til en bæredygtig forretning blev taget allerede i 60’erne og i dag er det en naturlig del af Excellent Systems hverdag. Og Excellent Systems har ifølge ejeren, Ole Frederiksen, siden 1992 år arbejdet efter en vision, der er helt i tråd med principperne bag cirkulær økonomi, selvom de ikke altid har været bevidste om Cradle to Cradle konceptet, men blot ønsket at værne om miljøet generelt med deres forretning.