25 April, 2014 by Sara Jörn, Nyheder

Lær CradlePeople bedre at kende

Arkitekter, journalister, kunstnere, ingeniører, studerende… Der er allerede mange forskellige kræfter i CradlePeople, der arbejder for et affaldsløst samfund og et positivt fodaftryk. I 2014 vil du hver måned kunne læse et interview med en af de mange aktive i CradlePeople. 

April 2014: Julie Swane, arkitekt og ukrudtsentusiast

Julie A. Swane er arkitekt og ukrudtsentusiast. Hun har arbejdet i en længere årrække på en større tegnestue, men har i de senere år skiftet branche og formidler nu viden om spiselige, vilde planter. Julie er medforfatter til bogen “Mad med Gran” og er fast urtevejleder for byhøst.dk. Herudover er Julie projektleder på projektet “Fra regnvand til badevand” i Sofiebadet på Christianshavn.

Hvorfor er du med i CradlePeople?
Jeg havde længe savnet en positiv tone i miljødebatten og en håbefuld tilgang til fremtidens udfordringer. Derfor var jeg med til at starte CradlePeople op. Det var egentligt tilfældighed på tilfældighed at jeg faldt over Cradle To Cradle-begrebet, og blev RAMT af tanken. Jeg blev begejstret.

Gennem CradlePeople har jeg mødt min samarbejdspartner, Johanne Bjørndal, som tidligere var daglig leder i CradlePeople. Og derigennem har jeg fundet ind til min egentlige passion – at lave mad med vilde planter.

Hvorfor skal vi have et affaldsløst samfund?
Det ærgrer mig, hver eneste gang jeg smider noget ud i skraldespanden, at jeg ved, at det ryger til forbrændingen. Det er mig en daglig glæde, at jeg nu kan sortere plastik fra, og jeg er stolt af, at CradlePeople har haft indflydelse på dagsordenen. Den måde man taler om ressourcer på har ændret sig!

I de første par år i CradlePeople havde vi en arbejdsgruppe, der hed “Cradle min hverdag”, der undersøgte mulighederne for, hvad man som enkeltperson kan gøre, der gør en forskel og højner motivationen for at gøre endnu mere. Derigennem fik jeg skærpet min opmærksomhed på, hvad rigtig upcycling bør være og fik droppet noget af den gamle bagage om, at alt genbrug bare er fedt.

Hvad er din vision for CradlePeople?
Vi står over for nogle uoverstigelige udfordringer – men nogle gange finder man først løsningen, når man har begge arme bundet om på ryggen. Ideer opstår ikke af apati. Man skal have tro på og vilje til at overstige problemerne, få øje på løsningerne og ikke være fastlåst i et verdensbillede.

CradlePeople kan være det sted, hvor netop dem der bliver grebet af tanken, bliver ambassadører for forandringerne og løsningerne i deres personlige virkelighed.  I CradlePeople opstår der en synergi gennem mødet med andre mennesker. Det er et sted, hvor folk er åbne over for, hvad hinanden har at sige og bruger hinandens viden til at løse nogle af de problemer, der ellers ser fuldstændigt håbløse ud.

Hvordan spår du fremtiden for et cirkulært ressourceflow i din egen branche?
I min branche bruger jeg nogle af de ressourcer, som andre bruger en masse tid på at bekæmpe; nemlig ukrudt. Det er en sanselig nydelse, og giver konkret nytte og en daglig lykkefornemmelse, når man ser ting spire frem!

Du kan være med til at gøre en forskel i CradlePeople og arbejdet for et positivt fodaftryk på kloden. 

Læs hvordan du kan blive medlem her

Læs tidligere interviews:
Marts 2014: Tina Sig Olesen, produktdesigner i CradlePeople
Februar 2014: Sussi Hørup, bestyrelsesmedlem i CradlePeople
Januar 2014: Rune Jørgensen, frivilligkoordinator i CradlePeople
December 2013: Lasse Lind, næstformand i CradlePeople