15 August, 2013 by admin, Nyheder - Nyhedsbrev

Kom ind i kampen

Projektleder i CradlePeople, Nicholas Krøyer Blok, opfordrer politikerne til at påtage sig en dagsorden, som styrker miljøet og økonomien.

I udlandet er Danmark anset som en bæredygtig nation, med vores ikoniske vindmøller og cyklende folkefærd. Men sandheden er, at vores nabolande på mange punkter er meget mere bæredygtige end vi er. I Danmark genbruger vi sølle 27% af vores husholdningsaffald, hvor de i Tyskland og Sverige genbruger 50% af husholdningsaffaldet. I nogle sydeuropæiske lande er man oppe på 70% genbrug, mens San Fransisco brillerer med hele 80% og har en målsætning om nul affald i 2015. Vi har allerede teknologierne til det, så hvorfor er Danmark så langt bagud?

Der eksisterer nu mindre kobber i undergrunden, end der allerede er hevet ud af alle miner i verden. Prisen på kobber er 4 gange højere på verdensplan, end den var for 10 år siden. Fra 1.000 dollars til 4.000 dollars per meter ton. Måske er det bl.a. derfor, at De Danske Statsbaner ofte får stjålet deres kobberledninger over jernbaneskinnerne. Kobber er ved at være en mangelvare, som bliver sværere at skaffe, uden samtidig at forårsage skade på naturen. Med det stigende globale befolkningsantal og flere folk til at købe sig mobiltelefoner og fladskærme, hvor kobber indgår, er det ikke kun kampen om olie vi ser ske. Ikke kun olieprisen, men samtlige råvarepriser er på himmelflugt. Fra fødevarer og vand, til guld og sjældne jordarter; den gennemsnitlige pris på råvarer er steget med 147% på globalt plan siden 2002. 

Udover landbrug og lidt olie i Nordsøen, er det småt med råvarer i Danmark. Og mens andre lande enten har mange råvarer, som Kina og Afrika, eller har forstået at de skal passe på den smule der kommer ind i landet, som Tyskland og USA, bliver der herhjemme ikke gjort de store tiltag for, at komme problematikken i møde. Der mangler dog ikke teknologi eller gode initiativer til effektiv genanvendelse.

Vi vil genanvende!
I Vendsyssel i det nordlige Danmark, påbegyndte affaldsvirksomheden AVV i starten af 2013, et projekt de kaldte Nul Skrald med over 100 deltagende familier. Samtlige familier var positive overfor tiltaget, og alle var meget enige om vigtigheden i, at sortere alt affald til genanvendelse. I samarbejde med Aalborg Universitet fortsætter kampagnen. Her har man indset fordelene med genanvendelse, fremfor at brænde affaldet, som de fleste danske kommuner ellers vælger at gøre. 

Indslag i TV2 Nord om Nul Skrald projektet

I den modsatte ende af landet, på Bornholm, har øens virksomheder erklæret, at man er en “Bright Green Island”. Bornholm er vært for “Eco-island Summit 2013″, og bygger et konferencecenter. Green Solution House, som konferencecenteret kaldes, tager udgangspunkt i, at centeret ikke genererer nogen form for affald. Hverken i driften eller som bygningsaffald, hvis det skal rives ned. Det er en bygning, der konstant kan forbedres, og alt er set på som ressourcer.

Green Solution HouseGreen Solution House

Sådan kunne jeg fortsætte med spændende initiativer fra virksomheder og borgere i Danmark, som meget gerne vil genanvende i højere grad. I min egen organisation, CradlePeople, er vi bl.a. involveret i et projekt om et retursystem for udslidt beklædning og sko, sammen med Danish Fashion Institute, modevirksomheder og NGO’er. De ser alle, at genbrug af f.eks. bomuld kan være meget værdifuldt for såvel økonomien som miljøet, da bomuldsdyrkning optager 1/4 af alt landbrugsjord i verden, og er utrolig vandintensivt. En almindelig t-shirt af bomuld kræver 2.700 liter vand i dens produktion, og et par cowboybukser kræver hele 10.000 liter vand.

Jeg lærte for nylig, at Vestforbrændingen er begyndt at hindre plastik fra at ende i deres forbrænding. I stedet for at producere varme og energi ved forbrænding, kan Vestforbrændingen tjene den samme omsætning på at sælge plastikken videre til genanvendelse. Og plastik er lavet af olie, som ellers brænder ganske godt. 

Den nye populære festival Northside i Aarhus, tager også initiativ til at bidrage til miljøet. Et fyldt ølkrus med cigaretskodder giver en frisk øl i retur. Tanken er, at omkostningerne med oprydning og samtidig skaden på miljøet kan forhindres, ved at motivere folk til selv at tage handling.

Det er en glæde at se alle disse handlekraftige tiltag, som kun multiplicerer for hver dag jeg går på arbejde. Fra virksomheder, der erklærer affald som ressourcer, og starter egne opsamlingssystemer, eller indgår i industrielle symbioser. Til borgeres iver efter at genanvende, der udmønter sig i hjemmesider for deling af ting, og arrangementer som byttemarkeder og festivaler, som Bastard Festival i Helsingør, der udelukkende handler om upcycling.

Det er skønt at se, at vi endelig har fundet en miljøkamp, hvor vi alle kan tage del og er med til at påvirke samfundet positivt, økonomisk såvel som socialt.

Politikere: Kom med i kampen
Så hvor er vores folkevalgte politikere i forhold til denne dagsorden? Jeg ser, at enkeltstående handlekraftige politikere har taget denne dagsorden til sig. Men ingen politiske partier har gjort det til deres primære politiske dagsorden. Med regeringens konstante mantra om mere innovation og jobskabelse, er dette en dagsorden, der kan understøtter begge dele. Læs mere om jobskabelse og innovation i genindvindingsindustrien i artiklen “Sortering – den næste miljøkamp“.

Små og store virksomheder vælger selv at tage handling, da de ser en økonomisk fortjeneste ved, at være ressourceeffektive og at betragte deres affald som en ressource. Det er dog uden den store opbakning fra især kommunale politikere. På trods af almindelige danskeres ønske om mere genanvendelse, er kommunerne ganske tilbageholdende. Med store investeringer i forbrændingsanlæg, som f.eks. 4. milliarder til en ny Amagerforbrænding i København, er ambitionerne om genanvendelse små. Og da der på grund af økonomisk stilstand bliver mindre affald at brænde, betaler kommuner nu for at importere affald fra bl.a. England, til at fylde vores dyre, og forurenende anlæg. Kommunalpolitikere påvirkes tydeligt af lobbyarbejde fra konservative virksomheder, som gerne vil bygge flere ovne. På trods af flotte kommunale klimaplaner og målsætninger om CO2 reduktion, ser vi ikke en seriøs omstilling ske.

Efter at jeg havde tilbragt en ellers spændende weekend på Bornholm til Folkemødet i år, havde jeg svært ved at få øje på nogle erklærede høje ambitioner på ressourcedagsordenen. Hverken fra højre- eller venstrefløjen. Jeg håber at politikerne fremadrettet tør være mere proaktive, end reaktive, og sætte nogle nødvendige mål for Danmark, som hurtigt kan omstille sig til at være forgangsland, som nationen uden affald.