17 December, 2013 by Nina Maria Klok, Cases

Gå i seng med god samvittighed

Nu kan du lægge dig til at sove uden større bekymringer om sundhedsfare og din belastning på miljøet. Sengeproducenten Auping har lavet flere senge, der er Cradle to Cradle certificerede. For nyligt har de lanceret sengen Essential, der er verdens første seng, der har opnået certificeringen Cradle to Cradle SILVER. Og målet er, at hele virksomheden bliver certificeret i 2020.

Blå, gul, hvid, sort. Sengen Essential fra Auping fås i mange farver, så sengen kan passe til enhver smag. Sengen inklusiv madras og tilhørende sengebord er certificeret med sølvmærkningen Cradle to Cradle SILVER.

Sølvmærkningen, SILVER, er det andet skridt i Cradle to Cradle certificeringen og sætter høje krav til produktets miljøpåvirkning. Cradle to Cradle mærkningen er koncentreret omkring 5 hovedpunkter: Sundhed og materialer, genbrug af materialer, vedvarende energi, vandmiljø og social bæredygtighed.

I niveauet SILVER har Auping forpligtet sig til at overholde alle følgende standarder indenfor de 5 punkter:

  • alle produktets indholdsstoffer er identificeret.
  • alle produktets indholdsstoffer er blevet defineret som værende en biologisk eller teknologisk ressource.
  • alle materialer er blevet undersøgt med hensyn til, hvordan de kan påvirke menneskets sundhed og miljøet.
  • en strategi er blevet udviklet til at tage hånd om de tilbageværende problematiske ingredienser og materialer.
  • mere end 50 % af produktets materialer kan genanvendes.
  • der er udviklet en strategi til udelukkende at bruge solenergi i produktionen.
  • der er udviklet eller anvendt retningslinier for et rent vandmiljø.
  • hele virksomheden har udarbejdet en udmelding om etik og fair produktion, som er offentligt tilgængelig.

Målet er, at alle Aupings produkter med tiden får det allerhøjeste niveau indenfor Cradle to Cradle certificeringen, nemlig PLATIN.

Desuden har Auping, som den første sengeproducent i verden, underskrevet en ambitiøs aftale om, at hele virksomheden bliver en Cradle to Cradle registreret trademark virksomhed i 2020.

Det betyder blandt andet, at de forpligter sig til at vide nøjagtigt, hvad der er i deres materialer, helt ned til farvestoffer og kemikalier. De skal udvikle 100 % genanvendelige materialer, både i det biologiske og det tekniske kredsløb, udelukkende bruge vedvarende energikilder i produktionen og sikre, at udtjente materialer bliver genanvendt og upcylet. 
 
Virksomheden Aupings drømmerejse mod at blive en virksomhed, der sætter et mere positivt aftryk på kloden fremover er godt begyndt. De lægger derfor nok hovedet på puden med god samvittighed, og det kan flere forbrugere også gøre ved at købe senge, der er Cradle to Cradle certificerede.