30 May, 2012 by Sara Jörn, Nyheder

Det hemmelige forbrug

Når du køber en fladskærm, smider du samtidig en samlet affaldsmængde ud svarende til 2 små familiebiler, 10 vaskemaskiner og 24 bærbare computere – tilsammen.

Kender du dit skjulte ressourceforbrug?
Når en fladskærm og dens komponenter produceres, bliver der brugt rigtigt mange ressourcer og skabt enorme mængder affald. For en gennemsnits LCD skærm, er der produceret 2.614 kilo affald, allerede før den når butikkens hylder.

Ved fremstillingen af et køleskab eller en fryser produceres over 2 tons affald, og for dine computere varierer affaldsmængden mellem et halvt til halvandet ton per maskine. Det betyder, at du allerede har brugt en tilsvarende mængde affald, når du går ud af butikken. Affald, som kunne have været brugt som ressourcer.

Og sådan kunne vi blive ved med at gennemgå de forskellige produkter vi omgiver os med  i dagligdagen, som alle har et skjult ressourceforbrug. Vi har mistet overblikket over dette massive forbrug, da vores ting som oftest bliver produceret på den anden side af jorden, og kan købes billigere, end det ville koste at få dem repareret.

En økonomisk stopklods
Men dette vil formentlig stoppe på et givent tidspunkt. Mange eksperter forudser, at i takt med at lønninger i udviklingslandene vokser, bliver produkterne dyrere. En tikkende bombe under vores nuværende forbrugskultur, er dog de stigende råvarepriser. Priserne på alle råstoffer til produktion, fra kobber til plastik, er steget i pris de sidste 10 år, og er nu dyrere end de nogensinde har været i vores industrielle tidsalder. Og meget tyder på, at de blot vil blive ved med at stige, da priserne afspejler det simple faktum, at råvarerne er ved at slippe op.

En Volkswagen Golf 4 har et skjult ressourceforbrug på 19.000 kilo

Det betyder, at vi ikke længere kan frådse med vores råvarer, hvis vi skal gøre os håb om også i fremtiden, at have råd til almindelige dagligvarer som fx en lænestol (421 kilo affald) eller en mobiltelefon (26 kilo affald).

En mobiltelefon vejer mellem 100 til 200 gram, men skaber 26 kilo affald. Tænk, hvis de 26 kilo affald i stedet kunne have været brugt som ressourcer til produktion af andre produkter, eller var blevet udnyttet til energi til produktionen.

Eller overvej det enorme vandforbrug som det kræver, at lave noget så simplet som en T-shirt. Ud over det skjulte ressourceforbrug på 3,2 kilo affald, bliver der brugt 2700 liter vand til produktionen! Vand, som også er en knap ressource, og som kunne renses og bruges til drikkevand.

Hvad kan vi gøre i dag?
Et af vores fornemmeste mål som samfund, må være at eliminere affald, og at se på vores udtjente produkter som ressourcer. Men indtil vi når dertil, kan vi gøre en forskel ved at købe kvalitet som holder, som vi kan reparere og eventuelt sælge videre som brugt. Ved at genbruge vores forbrugsgoder sparer vi naturen for enorme pinsler. Det er et vigtigt første skridt til at gro vores økonomi i en retning hvor livskvalitet er i højsædet.

Referencer:

Miljøstyrelsen: http://brugmerespildmindre.dk/skjult-ressourceforbrug

Ellen MacArthur Foundation: http://www.ellenmacarthurfoundation.org/education/graphics—menu-bar