30 September, 2014 by Nina Maria Klok, Cases

Case: Patagonia

Reducér, reparér, genbrug og genanvend - den californiske tekstilvirksomhed Patagonia kan bryste sig af en tøjproduktion, der baserer sig på et lukket kredsløb – og på tøj, der holder.

Af Anders Nolting Magelund

Californiske Patagonia har i mange år produceret tøj efter de 4 principper: reducér, reparér, genbrug og genanvend – prioriteret i denne rækkefølge. Og med en årlig omsætning på $500 millioner viser de os, at det er muligt at være en stor spiller uden at gå på kompromis med bæredygtighed. Virksomheden blev grundlagt tilbage i 1973 og havde oprindeligt fokus på tøj til bjergbestigere og udendørssports-entusiaster, men i dag henvender deres sortiment sig til en bred målgruppe.

De fire principper er bærende for hele virksomhedens filosofi. Reducering – der er det første af de 4 principper – betyder, at Patagonia først og fremmest ønsker at producere tøj, der holder. Som de siger ”Det er bedre at have 1 jakke, der holder, en 3 der ikke gør”, og de opfordrer deres kunder til at følge denne gyldne regel. Råmaterialerne er altid økologiske, genbrugte og produceret med mindst mulige skadefølger for natur og mennesker. Hvis tøjet går i stykker, fx hvis en lynlås ikke længere virker, reparerer Patagonia det gratis. Hvis en kunde ikke længere er interesseret i sit tøj fra Patagonia, formidler virksomheden kontakt via forskellige platforme så tøjet kan blive brugt af nogle andre. Er tøjet derimod så slidt, at det ikke kan genbruges, vælger Patagonia at føre det igennem en særlig kemisk proces, så alle tekstilfibre kan genanvendes.

I dag er tekstilbranchen kendt for at producere efter den lineære økonomis principper, hvor tøjet og de råstoffer det består af i sidste ende bliver til skrald.
Alene på den nordlige halvkugle ender 15 millioner ton tekstiler årligt på lossepladsen og til afbrænding, og i USA genbruges kun 15% af brugte tekstiler. Et svimlende antal tøj afbrændes i dag stort set unødigt.
Men priser på råstoffer stiger i dag, hvilket lægger pres på virksomhederne. Det, kombineret med en skarp priskrig i branchen og en tendens med faldende tøjpriser, gør det attraktivt for både miljø og pengepung at integrere den cirkulære økonomi i denne sektor. Og her er Patagonia godt i gang.

Ved at Patagonia etablerer en varig og mere intim relation til sine kunder, samt at de genanvender tekstilfibre, uden at fibrene taber værdi på sigt, bevares hele produktionen i et lukket kredsløb.

En sådan cirkulær praksis kræver uden tvivl et mentalt skift i en branche, der ellers er styret af modens omskifteligheder.
Men fordi fordelene er indlysende er der heldigvis virksomheder, der går foran og håb om, at flere og flere tekstilvirksomheder vil gå denne vej.

Læs mere om Patagonia og deres bæredygtighedsarbejde her.