30 May, 2014 by Nina Maria Klok, Cases

Case: Marks & Spencer

Med over 1200 varehuse verden over, betyder det noget, når butikskæden Marks & Spencer sætter sig mål om at indføre cirkulær økonomi i deres forretningsmodel og få flere Cradle To Cradle certificerede produkter på hylderne.

Marks & Spencer er en stor butikskæde med både tøj, produkter til hjemmet og kvalitetsfødevarer på hylderne. Kædens varehuse kan minde om Magasin, hvis man skal lave en sammenligning til noget vi kender i Danmark, men Marks & Spencer er et verdensomspændende firma. Butikskæden har 1253 butikker verden over, hvor de mestendels sælger deres egne mærkevarer, og derfor gør det en stor forskel, når de sætter sig ambitiøse mål om genanvendelse af råmaterialer og at have flere Cradle to Cradle certificerede produkter i deres butikker.

Butikskædens overordnede mål er at blive verdens mest bæredygtige store detailhandel allerede i 2015.

Plan A hedder virksomhedens strategi for at gøre alt lidt mere bæredygtigt og i år lancerede Marks & Spencer en ny og revideret udgave af planen. I den annoncerede virksomheden, at deres næste skridt er at arbejde mod at indføre cirkulær økonomi i deres forretningsmodel. I 2016 forpligter virksomheden sig i Plan A til at have kortlagt muligheder for cirkulær økonomi på alle dele af virksomhedens forretningsområder, og have lavet en plan for de initiativer de vil tage for at accelerere transitionen mod en cirkulær økonomi.

Virksomhedens direktør Marc Bolland har desuden udtalt, at de har en ambition om at gøre 5 % af deres produkt-portefølje Cradle to Cradle certificeret i løbet af de kommende fem år. Det har blandt andet givet ros til virksomheden fra den Amerikanske klimaforkæmper Al Gore.

Marks & Spencer har i Plan A også mål om ikke at sende affald på lossepladsen og bruge så bæredygtige råmaterialer som muligt.

Din gamle trøje får nyt liv som eksklusiv uldfrakke
I tråd med denne målsætning, har Marks and Spencer i samarbejde med organisationen Oxfam lanceret initiativet ”Shwopping”. Shwopping går kort sagt ud på, at Marks & Spenser’s kunder kan aflevere deres brugte tøj i en ”shwop drop”, der findes i deres butikker (ligesom vi også kender det fra bl.a. H&M). Det afleverede tøj bliver enten genbrugt eller genanvendt til nye produkter. Et eksempel på det sidste er jakken “Shwop coat” . Den består bl.a. af genanvendt uld og cashmere fra trøjer, der er afleveret i Marks & Spencer.

Du kan læse mere om shwopping her

En virksomhed som Marks & Spencer har mere end 35.000 produktserier og omkring 21 mio kunder om ugen i deres varehuse. Derfor rykker det, når så stor en virksomhed tager et skridt mod mindre affald, flere Cradle To Cradle certificerede produkter og tiltag mod en cirkulær forretningsmodel.

CradlePeople håber det kan inspirere andre store virksomheder til også at sætte sig ambitiøse mål mod en cirkulær økonomi.

Læs virksomhedens Plan A her

CradlePeople deltog i juni 2014 i Dakofas affalds-konference “Closing the loops,” hvor Paul Glinn fra Marks & Spencer holdt oplæg. Du kan se hans præsentation her.