10 December, 2012 by admin, Cases

Case: Gamle Mursten

Gamle Mursten er navnet på en dansk virksomhed, som renser brugte mursten og sælger dem til nybyggeri. Det æstetiske udtryk, og den historie de skaber, er fængende, men det er også en god grøn forretning.

Forestil dig, at din kontorbygning var lavet af en gammel skole eller et slot. Det er tilfældet flere steder i Danmark, hvor Gamle Mursten har leveret byggematerialet. De har skabt en grøn forretningsmodel rundt om den cirkulærer økonomi, og tager et godt gammelt materiale som mursten og introducerer det tilbage til det tekniske kredsløb igen.

I klimaregnskabet er Gamle Mursten en tydelig vinder, da der spares ca. halvt kilo CO2 per mursten. Der kræver nemlig en hel del mere energi af lave nye mursten, og de brugte mursten har kun et energiforbrug på 2% af hvad en ny mursten skal bruge af energi at fremstille.

Gamle Mursten har en patenteret maskine, som ryster og renser murstene, som derefter sorteres med hånden. Det er direkte genbrug, og ifølge Gamle Murstens direktør, Claus Juul Nielsen, giver det  meget god økonomisk mening. Han håber på, at de kan få lov til at genbruge de 30 millioner mursten, som vi hvert år smider ud i Danmark. Det ville skabe 400 arbejdspladser, uden at der vil opstå nogen form for ressourcetab. Tværtimod.