9 June, 2014 by Sara Jörn, Cases

Case: Gabriel

Det var kundeefterspørgsel fra USA og Holland, der fik møbeltekstilvirksomheden Gabriel i Aalborg i gang med at udvikle Cradle to Cradle (C2C) certificerede produkter.

Tilbage i 2010 var Gabriel den første virksomhed internationalt, der kunne lancere et rent uldprodukt i en C2C-version. Op mod 800 arbejdstimer blev der investeret i projektet, der førte til certificering af produktet, så opstarten var krævende. Senere er det gået langt hurtigere med de næste produkter og virksomheden har ikke fortrudt.

Gabriel har styrket forholdet til flere kunder og samtidig vundet nye ved at have et C2C-sortiment, og C2C arbejdet er dermed også med til at styrke bundlinjen. Flere af Gabriels største kunder arbejder med C2C i deres designprogram, og det er en hjælp i kundens certificering af egne stoleprojekter når Gabriel også følger C2C-principperne. Det sikrer, at kunden på forhånd ved at tekstildelen går glat igennem certificeringsprocessen. Processen kræver et tæt samarbejde med nøgleleverandører, hvor viden om komponenter og deres kemiske sammensætning deles åbent.

Gabriel var den første danske virksomhed til at opnå en C2C certificering, og har holdt mange oplæg om processen og resultatet rundt i landet. Firmaet eksporterer 92 procent af sine produkter, og øgede omsætning med 7 % i seneste regnskabsår. Gabriel har opnået så meget erfaring med certificeringsarbejdet, at man også har bistået andre virksomheder med at opnå deres egne C2C certificeringer.

Se også denne film, som forklarer mere om hvorfor Gabriel arbejder med C2C: