Case: H&M

Til februar introducerer H&M et globalt tøjindsamlings-initiativ, der sikrer genbrug af tekstiler.

I den seneste tid har tekstilbranchen været rimeligt meget hængt ud, og med god grund. Kemikalieskandalerne har ramt store virksomheder som GAP, Zara og H&M, og sidstnævnte har også været beskyldt for at udsætte medarbejderne i Bangladesh for urimelige arbejdsforhold.

Opmærksomheden ser ud til at have effekt, og flere store virksomheder i mode- og tekstilbranchen stiler mod en tiltrængt bæredygtig omstilling.

I sidste måned kunne vi fortælle om Pumas genbrugelige sportstøj og sko, og nu erklærer H&M, at deres mål er at “lukke loopet” for tekstiler, og at se affald som en ressource.

Desuden bliver H&M den første modevirksomhed, der tilbyder tøjindsamling i udvalgte butikker på globalt plan, og du kan fra februar 2013 aflevere dit tøj i alle danske H&M-butikker. Formålet er at mindske brugen af naturens ressourcer og at minimere mængden af tekstilaffald. H&M vil tage imod al slags tøj, og som tak for donationen vil du modtage en voucher på 15% på en valgfri vare for hver fyldt pose tøj, du afleverer. Det indsamlede tøj bliver derefter håndteret af H&M’s samarbejdspartner, I:Collect, som gør tekstilerne i stand til at blive brugt på ny.

Lanceringen af deres Conscious Collection, som er lavet af økologisk bomuld og recycled polyester, er yderligere et vigtigt signal om en mere bæredygtig ambition fra tøjgiganten. H&M er flyttet til at være med i en lille klynge af store brands, herunder Nike og Levi´s, som indser at business as usual ganske enkelt ikke længere er en mulighed.  I stedet satser man på at være så god som muligt på bæredygtighed. Det er en markant og vigtig ændring.

2012 FOR CRADLEPEOPLE

2012 var året, hvor begrebet cirkulær økonomi for alvor kom på den politiske dagsorden og ud i erhvervslivet. Og det er vi både glade for og stolte af i CradlePeople. Vi er frontløbere af denne bevægelse, der bygger på engagement og vilje til forandring.

Dette er årets sidste nyhed, og vi vil i CradlePeople gerne sige tak for et godt år. CradlePeople har udviklet sig meget i 2012, og det skyldes jeres engagement og iver efter at få gang i ressourcesnakken og få fokus på det positive fodaftryk. Sammen har vi meget at være stolte over.

Statsministeren ved hvad vi laver
På samme tidspunkt sidste år i 2011 kunne det tælles på meget få hænder, hvor mange i Danmark som vidste hvad den cirkulære økonomi var. I dag taler både miljøministeren, erhvervsministeren, økonomiministeren og statsministeren om det. Og de taler ikke bare om det. Den cirkulære økonomi indgår i den nye finanslov for 2013, og 1,7 milliard kroner er afsat til den grønne omstilling.

I starten af 2013 kommer Miljøministeriet også med en erstatning for den gamle affaldsplan, som nu hedder en ressourceplan. Se en video fra CradlePeoples konference hos Dansk Design Center, hvor miljøminister Ida Auken giver et ”sneak preview” på ressourceplanen.

Siemens, Grundfos og Maersk ved hvad vi laver
Og bevægelsen stopper ikke der. Vi oplever i CradlePeople mange danske virksomheder, der viser interesse for at omstille sig. Vi forudsiger, at der kommer et boom i danske virksomheder, som arbejder ud fra vugge-til-vugge principperne i 2013. Er du interesseret i at være en del af det voksende erhvervsnetværk, så hører vi gerne fra dig.

Erhvervsuddannelser ved hvad vi laver
De danske erhvervsakademier har også taget den cirkulære økonomi til sig. Derfor bliver 2013 også året, hvor CradlePeople sætter endnu mere fokus på de videregående uddannelser. Det vil vi fortælle meget mere om i det nye år.

Ved du, hvad vi laver?
Som modtager af vores nyhedsbrev er du en del af bevægelsen for Danmark, som frontløber for det positive fodaftryk. Og vi vokser hver dag. Vi elsker at fortælle om nye cases og historier fra den grønne omstilling, som vi håber du vil dele med venner og familie. I CradlePeople har vi erfaring med, at de gode eksempler inspirerer til at tage handling og skabe forandring. Vi arbejder målrettet med at udvide netværket for  borgere, uddannelsesinstitutioner og virksomheder, så I kan få gavn af hinandens erfaringer. Derfor kommer der flere arrangementer i 2013, hvor du kan deltage aktivt.

Og så sørger vi for, at små og store tiltag også når beslutningstagernes ører. Det gør vi, ved at invitere dem til dialog i form af møder og konferencer, og ved at udarbejde høringssvar og notater, der kan påvirke beslutningsprocessen i en bæredygtig retning.

Vi vil i 2013 lave mange flere events, hvor du, som medlem af CradlePeople, kan møde, påvirke og inspireres af det store netværk. Du kan som privatperson blive medlem af CradlePeople for kr. 350,- om året lige her.

Tak igen
Tak til Velux Fonden, Miljøpunkt Østerbro og dig, der følger med i udviklingen. Og tak for din tro på, at vi kan omstille Danmark til at være en affaldsfri nation, og danne et samfund der bidrager til miljøet og økonomien som helhed.

 

 2012 I BILLEDER

NOTAT TIL MILJØMINISTEREN: CIRKULÆR ØKONOMI I DANMARK, MAJ 2012

CRADLEBAR PÅ DANSK ARKITEKTURCENTER, SEPTEMBER 2012

MERE CRADLEBAR

MØDE OM CIRKULÆR ØKONOMI I UDDANNELSERNE, NIELS BROCK BUSINESS COLLEGE, OKTOBER 2012

EVENT PÅ DANSK DESIGN CENTER: `MOD ET AFFALDSLØST SAMFUND´, NOVEMBER 2012


`MOD ET AFFALDSLØST SAMFUND´

PÅ KONTORET

OPLÆG RUNDT OM I LANDET

Case: Arla

Arlas nye strategi hedder ”Zero Waste”, og sætter nye standarder i fødevarebranchen. Udover et bæredygtigt landbrug og store begrænsninger på drivhusgasser, så er planen nul affald fra Arla i 2020.

Arla er en kæmpe international koncern, som vi alle kender for deres mejerivarer. De har mere end 19.000 ansatte, og opkøber mælk fra tusindvis af landmænd i mange forskellige lande. De har nu besluttet sig for, at være affaldsfrie i 2020.

For nylig præsenterede Arla deres nye miljøstrategi for grøn omstilling og nye forretningsmuligheder. I planen vil Arla gå efter ikke at producere affald. I den forbindelse er emballage selvfølgelig en stor udfordring, og her vil Arla i stedet genbruge. Derudover er planen, at deres organiske restaffald skal bioforgasses, og lave varme og energi.

Arla arbejder hen mod 100% genanvendeligt materiale til deres emballage, og de startede med at øge andelen af genanvendeligt materiale med mindst 5% pr. år fra 2012. De arbejder også med at forebygge affald, ved at lave mindre forpakninger og kontinuerlig at optimere. Se her en video om deres nøjsomhed.

Case: Gamle Mursten

Gamle Mursten er navnet på en dansk virksomhed, som renser brugte mursten og sælger dem til nybyggeri. Det æstetiske udtryk, og den historie de skaber, er fængende, men det er også en god grøn forretning.

Forestil dig, at din kontorbygning var lavet af en gammel skole eller et slot. Det er tilfældet flere steder i Danmark, hvor Gamle Mursten har leveret byggematerialet. De har skabt en grøn forretningsmodel rundt om den cirkulærer økonomi, og tager et godt gammelt materiale som mursten og introducerer det tilbage til det tekniske kredsløb igen.

I klimaregnskabet er Gamle Mursten en tydelig vinder, da der spares ca. halvt kilo CO2 per mursten. Der kræver nemlig en hel del mere energi af lave nye mursten, og de brugte mursten har kun et energiforbrug på 2% af hvad en ny mursten skal bruge af energi at fremstille.

Gamle Mursten har en patenteret maskine, som ryster og renser murstene, som derefter sorteres med hånden. Det er direkte genbrug, og ifølge Gamle Murstens direktør, Claus Juul Nielsen, giver det  meget god økonomisk mening. Han håber på, at de kan få lov til at genbruge de 30 millioner mursten, som vi hvert år smider ud i Danmark. Det ville skabe 400 arbejdspladser, uden at der vil opstå nogen form for ressourcetab. Tværtimod.