The Light Bulb Conspiracy

Se dokumentaren “Light Bulp Conspiracy” om vores produkters levetid.

Her er hvad DR2 skriver om dokumentaren:

Hvem kender ikke situationen, når espressomaskinen går i stykker to dage efter garantiens udløb. Eller glødepærer med begrænset holdbarhed.

Siden 1920′erne har firmaer over hele verden designet deres produkter til at gå i stykker efter et vist stykke tid, så behovet for udskiftning af produkterne kunne holde omsætningen oppe. Fænomenet hedder ‘planlagt forældelse’ og kendes inden for alle brancher, og konsekvensen er den køb-og-smid-væk-kultur, som ingen kan sige sig fri for, og som betyder bjerge af affald.

Men findes evighedspæren faktisk? Hvordan kan en computerchip bruges til at forkorte livet for et produkt?

Var den ‘planlagte forældelse’ med til at at gøre en ende på 1930′ernes økonomiske depression? Og hvordan hjalp en retssag med at forlænge iPodens liv?

Kort film om cirkulær økonomi

En af de største udfordringer ved Cradle to Cradle er, at kunne forstå det! Det er på mange måder en kompleks størrelse, der ikke nemt lader sig beskrive helt kort. I CradlePeople forsøger vi at kommunikere grundfilosofien i Cradle to Cradle bedst muligt, og vi har især taget begrebet cirkulær økonomi til os.

Hos Ellen MacArthur Foundation i Storbritannien, er man nået langt med udviklingen af begrebet og dets muligheder. Vi har tidligere omtalt den vigtige rapport Towards The Cirkular Economy, bestilt af McKinsey & Company. Her skitseres mulighederne for en hurtigere vedtagelse af den cirkulære økonomi, de økonomiske fordele ved cirkulære forretningsmodeller og veje til handling.

For at gribe de økonomiske og miljømæssige muligheder, skal både erhvervslivet og myndigheder drives til handling, og rapporten blev skabt for at udløse den nødvendige debat. Ved at opsummere de fremskridt, der kan ses fra et økonomisk perspektiv, konkluderer rapporten, at der er vilje til at gøre cirkulær økonomi mainstream.

Især fokuserer man hos The Ellen MacArthur Foundation på business and education. Vi anbefaler her denne lille film, hvor rapportens overordnede konklusioner bliver fint beskrevet:

Se eventuelt også en trailer til filmen “Trashed“, der meget aktuelt omhandler nødvendigheden af et opgør med en linær produktionsmodel.

iframe>

Fra losseplads til ressourceplads

I Danmark ligger over 2000 gamle lossepladser, der forurener og koster os milliarder af kroner de næste 100 til 200 år. Lossepladserne kunne have været undgået og indbragt en fortjeneste i form af ressourcer i stedet. Og det kan de stadig. 

Hvert år ophobes mængder af ressourcer i vores samfund. Det sker i vores bygninger og forbrugsgoder i almindelighed, hvor der ligger rigtige mange metaller i form af fx kobber, guld og bly. Men også i den danske muld ligger der værdifulde ressourcer; over 2000 nuværende eller nedlagte lossepladser! Idag er de i stedet en milliardomkostning for os borgere i form af forurening og efterbehandling. En meget dårlig forretningsmodel, som vi hurtigt bør ændre.

Minedrift på lossepladserne?
I juni måned kom det frem, hvorledes vores overfladevand er akut truet ved ca 500 nedlagte lossepladser, der er placeret ved åer og vandløb rundt omkring i landet.

RenoSam, foreningen af kommunale og fælleskommunale affaldsselskaber, har allerede for år tilbage peget på de økonomiske og miljømæssige potentialer i at udvinde f. eks. de metaller, der ligger gemt i de gamle lossepladser, til ny produktion.

Hvert år deponeres 150.000 tons såkaldt shredder-affald i Danmark, og her ligger blandt andet makuleret kobber, jern, aluminium og plastik. Råvarer, der kan bruges til f. eks. at producere højspændingsledninger eller bygge skibe.

Foruden genanvendelsen af materialerne er der en stor økonomisk gevinst i de områder, som kan bruges til andre formål, når skrottet er fjernet.

Fortidens synder koster
Som tingene ser ud i dag, kommer vi dog ikke udenom at bruge et milliardbeløb på efterbehandling af affaldet, hvis vi skal undgå at få spoleret vores grund- og overfladevand. Affald ER en kæmpemæssig økonomisk og miljømæssig byrde for Danmark, med de mange gamle lossepladser, der lige nu forurener jorden og vandet rundt om dem.

En rapport udarbejdet af RenoSam i samarbejde med Worchester Polytechnic Institute, USA, viser, at den forventede efterbehandlingstid kan være 100 eller 200 år. Og en slåskamp mellem kommuner, regioner og staten er allerede i gang, om hvor det økonomiske ansvar skal placeres.

Et problem vi kunne have undgået ved at tænke cirkulært, og at behandle vores affald som  ressourcer.

Opret ressourcebanker – og hæv gevinsten senere
Et af de første skridt er, at vi får afdækket det reelle potentiale af de ressourcer, der ligger under vores fødder, mener direktør for RenoSam, Jacob H. Simonsen. Han har længe slået på tromme for, at Danmark skal benytte deponeringsanlæggene som ressourcebanker. Når der er udviklet en brugbar behandlingsteknologi og/eller værdien er høj nok, ”hæves” ressourcerne og kommer atter ind i materialestrømmen.

“Man kunne indtænke et koncept, hvor man bruger udvalgte deponeringsanlæg som ressourcebanker til monofraktioner som f.eks. trykimprægneret træ, mineraluld, osv. Når der om måske 5-10 år foreligger en egnet genanvendelsesmetode, kan vi atter sende affaldet ind i materialestrømmen”, siger Jacob H. Simonsen.

Dette kræver nye samarbejdsrelationer mellem kommuner og affaldsselskaber, men også sammen med offentlige og private selskaber.

Yderligere lavthængende frugter, der blot venter på at høstes, kunne i følge Jacob H. Simonsen gemme sig i de mange tomme huse og landbrugsejendomme rundt omkring i landet, som næppe nogensinde vil blive beboet igen. “Det kunne være oplagt at bruge bygninger som cases til at kortlægge, hvilke ”gemte ressourcer” vi kan finde i bygninger og i hvilke mængder”, er hans budskab.

Så er det nu!
Hver dansker producerer 800 kilo  husholdningsaffald om året. Og tager man det skjulte ressourceforbrug med, vokser tallet til svimlende 70 tons affald om året; per indbygger! Det svarer til ca 60 personbiler, som vi hver især smider ud hvert eneste år!

Danskerne er faktisk dem i EU, der smider mest ud. Men sådan behøver det ikke at være, og det kan heller ikke vare ved. Meget tyder på, at vi i den vestlige verden allerede har modtaget f. eks. al den kobber, som vi kan gøre os håb om. kineserne, som producere hoveddelen af alt kobber, har selv tænkt sig at bruge de resterende, begrænsede mængder til sin voksende middelklasse, der higer efter mobiltelefoner og nye fjernsyn. Så det er god logik i, at vi finder måder at bruge de materialer, som vi allerede er i besiddelse af. Noget som på sigt også kan blive et godt eksportpotentiale.

For fremtiden har vi mulighed for at vælge at producere med henblik på genanvendelse, og at foretage de systemiske forandringer, der skal til, for at sikre os at materialerne forbliver i et kredsløb.

Hvad det gælder fortidens tankeløse deponier, har vi alt at vinde på at udforske vores muligheder for ikke blot at begrænse skaderne, men at udnytte dem til til fordel for planeten og vores egen levestandard.

 

Kilder: Miljøstyrelsen, Ingeniørennyhederne-dyn.tv2.dkRenosam

Case: GH Form

Det er meget enkelt. Vores vej- og parkudstyr er en kæmpe ressourcebank. GH Form viser vejen og har en enkel, men genial plan til et bæredygtigt samfund.

Vi kender allesammen deres produkter, men vi tænker nok ikke over det. Danske GH Form har lavet den bænk du sidde på i parken og de plantekasser kommunen har placeret i gadebilledet. Endvidere indgår produkter som lygtepæle, riste, cykelstativer, som GH Form ser som et lager for jern, som kan indgå i produktionen igen og igen, i stedet for at det bliver skrottet.

                  GH Form lygtepæl

Virksomhedens kommende Cradle to Cradle certificerede produkt er en lygtepæl, som de tilbyder kommuner, hvor GH Form efter 10-15 år selv indsamler lygtepælerne til renovation, så de bliver som nye. Det er en god forretning for GH Form, som får deres ressourcer igen, og der er store besparelser for kunderne i denne leasingmodel af udendørs inventar.

Hvis altså efterspørgslen var der som fortjent!

Især kommunerne trænger til at indse fordelene i at forlade en slendrianmæssig indkøbspolitik og et lineært forbrug. I dag investerer man i GH Forms produkter med ejerskab for øje, skønt teknologien er tilstede for at virksomheden selv kan tage ejerskab for materialerne og lade dem indgå i en lukket produktionscyklus.

Det er den manglende efterspørgsel på leasing, og ikke teknologien, der den største udfordring for GH Forms cirkulære forretningsmodel.

Kommunerne har endnu ikke indset at leasingmodellen kan spare dem, og dermed skatteborgerne, en masse penge i renovering og bortskaffelse.

CradlePeople vælger derfor GH Form som månedens case for at vise, at virksomheder står klar med løsningerne hvis myndighederne efterspørger dem.